Blandt etruskere og andet godtfolk

Men Volterras egentlige attraktion er langt ældre: Porta all’Arca, byporten i den etruskiske ringmur fra det andet eller tredje århundrede før Kristus.

Dengang hed byen Vela-thri, og det var oplandets rige forekomster af jern, kobber og tin, der lagde grunden til byens rigdom.

Etruskerne har altid fascineret historikerne, især fordi de eneste skriftlige kilder er af senere, romerske skribenter, hvorimod etruskerne selv ikke har efterladt skriftlige vidnesbyrd. De arkæologiske fund vidner derimod om en rig og raffineret kultur, som siden blev opslugt af den nye fremstormende romerske civilisation.

Romerne betragtede etruskerne som et dybt religiøst folk, der brugte megen tid på religiøse ritualer, blandt andet for at overholde det, romerne døbte ”Disciplina etrusca”, et regelsæt for fortolkning af gudernes vilje.

Disse guder smeltede efterhånden sammen med de græsk-romerske guder. De tre vigtigste af etruskernes guder, Tin, Menvra og Uni blev til Zeux, Minerva og Hera.

Hvem templet i Velathri var tilegnet, vides ikke. Men uden for bymuren kan man endnu se grundplanen fra den etrustiske akropol og også resterne af det senere romerske teater.

Til gengæld ved man, at dødekulten spillede en væsentlig rolle i etruskernes verden, og gravurner og sarkofager er netop hovedstolen i samlingen i Guarnacci-museet – Volterras ret enestående etruskiske museum.

Mario Guarnacci var adelig prælat i 1700-tallets Volterra og dertil en passioneret samler af etruskiske arkæologiste fund. Ved sin død testamenterede han sin samling til sin hjemby, hvor han havde virket som biskop, og det blev til et af Europas allerførste museer med offentlig adgang.

Guarnacci-museet ejer for eksempel en af de karakteristiske etruskiske sarkofager, der viser det afdøde par tæt sammenslynget og liggende til bords, som etruskerne og siden også romerne havde for vane.

Det aldrende ægtepar er mærket af tid og modgang, ansigterne er ikke forfinede og forskønnede. Det er et virkeligt etrustisk par, der inviterer os til bords, som var vi gæster i Velathri engang i det tredje århundrede før Kristus.

De særlige ægtepars-sakofager er et af de mest karakteristiske udtryk for den særstilling, de etruskiske kvinder havde, og som romerne og grækerne betragtede som barbarisk, fordi kvinderne for eksempel sad med til bords.

Vil man se lignende sarkofager, må man for eksempel til Firenzes nationale arkæologiske museum eller også til Louvre i Paris, der ejer et ganske estående eksemplar. Til gengæld er Guarnacci-museets eksemplar omgivet af en enestående samling af gravurner, der viser udviklingen i etruskernes gravskikke.

Museet ejer desuden den enestående votivfigur af en ung dreng, den såkaldte Umbra della Sera, Aftenskyggen, en høj, tynd mandsperson, som blev fundet i en pløjemark af en bonde, der vist nok benyttede den som ildrager i adskillige år.

Skulpturen ligner den schweiziske kunstner Giacomettis figurer i en sådan grad, at Pinakoteket i Paris har åbnet en udstilling, der forsøger at dokumentere Giacomettis mulige inspiration i etruskisk kunst.

Da den romerske civilisation begyndte at brede sig mod nord til Etrurien, sluttede etruskerne i første omgang op omkring Roms fjender, men senere blev de Roms trofaste allierede. Og i år 90 før Kristus blev de omfattet af Lex Julia, der gjorde dem til romerske borgere.

Senere fik Volaterraes indbyggere frataget deres romerske borgerskab, og først i middelalderen rejser byen sig igen under navnet Volterra. Men selvom den ualmindeligt velbevarede middelalderby ulmer af historie, er det etruskernes sjæl, som for alvor har appel. Og Velathri, den by som endnu anes bag Volaterrae og Volterra.

rejser@k.dk.