Napoleons barndomshjem er i dag museum.
- Jesper Møller.
Jesper Møller |
21. januar 2012
Berømt bysbarn Korsikas mest berømte indbygger nogensinde – Napoleon Bonaparte – blev født i Ajaccio, og det bærer byen præg af
Få steder i verden er en større by i den grad dedikeret til en enkelt person, som tilfældet er med den korsikanske by Ajaccio. Byen er nemlig kendt for én eneste ting: at være fødestedet for en af verdenshistoriens mest berømte personligheder, den tidligere franske kejser Napoleon Bonaparte.
Det var i august 1769, at lille Napoleon kom til verden som yngste medlem af en relativ velstående familie. Allerede som niårig blev han sendt væk fra øen for at gå på militærskole på fastlandet, og efterfølgende gjorde han lynkarriere i militæret.
Hans videre skæbne kender vi vist alle med opstigningen til kejser, detroniseringen, fangeskabet på Elba og den efterfølgende genkomst, det endelige nederlag ved Waterloo og deporteringen til den afsidesliggende ø St. Helena, hvor Napoleon døde den 5. maj 1821.
Men hvis man har huller i historiehukommelsen angående Napoleons liv, er Ajaccio det helt rette sted at få rettet op på det.
Det bedste sted at begynde er i det hus i Rue Saint Charles, hvor Napoleon blev født. Det er i dag omdannet til museum, og i La maison Bonaparte får man et glimrende indblik i Napoleons opvækst.
Barndomshjemmet er i flere etager, og man får via originale møbler et fint indtryk af datidens boliger. Museet har fokus på Napoleons ni år på øen, men udstillingen beskriver også resten af hans liv.
La maison Bonaparte er Ajaccios suverænt største turistattraktion med mange tusinde besøgende hvert år. Museet er dog blot en enkelt ud af en lang stribe lokaliteter i byen, der har relation til den store hærfører.
Den flotteste af disse er uden tvivl den store Salon Napoléonien på det lokale rådhus, Hotel de Ville. Den højtloftede sal har en gigantisk lysekrone samt en stribe imponerende portrætter af det berømte bysbarn.
Statuer af Napoleon er også spredt med lind hånd ud over byen. Et stenkast fra rådhuset troner Napoleon således som førstekonsul i hvid marmor omgivet af fire løver, og en anden nok så overdådig statue forestiller feltherren til hest omgivet af sine fire brødre. Sidstnævnte står på Place de Gaulle, der pudsigt nok er opkaldt efter en anden berømt fransk militær personlighed – general Charles de Gaulle, der som bekendt også var præsident for republikken.
I udkanten af byen kan man besøge Maison Milelli, der var Bonaparte-familiens landsted, og i Rue Fesch ligger Chapelle Imperiale, hvor Napoleons forældre, Letizia og Charles Bonaparte, samt andre medlemmer af den kejserlige familie ligger begravet. Napoleon ligger selv begravet i Invalidekirken i Paris.
Derudover er et utal af lokaliteter opkaldt efter den gamle kejser. For eksempel hedder byens hovedgade Cours Napoleon, og Aéroport d’Ajaccio Napoleon Bonaparte er navnet på den lokale lufthavn.
De lokale handelsdrivende forstår også at profitere på bysbarnet, og alt fra restauranter over madbutikker til isbarer er opkaldt efter Napoleon. Souvenirbutikkerne bugner med små statuer af hærføreren med hånden inden for skjorten, ligesom alt fra oste til vine bærer hans navn.
Napoleon bruges i uhørt grad i promoveringen af Ajaccio, og der findes et væld af vidnesbyrd om hans liv og levned. Så selvom den store hærfører for længst er død, vogter hans blik stadig over fødebyen fra skilte, billeder og statuer.
Ajaccio var blot en mindre provinsby, da Napoleon blev født. Den fik sin storhedstid, da Napoleon kom til magten og gennemtrumfede, at øens hovedsæde blev flyttet fra den hidtidige hovedstad, Corte, til hans fødeby.
Ajaccio er i dag stadig Korsikas administrative hovedstad, men de fleste korsikanere regner Corte for den retmæssige hovedstad.
Borgerne i Ajaccio elsker Napoleon. Dels for i sin tid at have gjort byen til øens hovedstad og vigtigste by, men også fordi han i dag sørger for en lind strøm af turister og dermed indtægter til byen. Derudover er de ganske enkelt også stolte over, at deres bysbarn i den grad satte Ajaccio på landkortet og blev en af verdens mægtigste mænd.
Resten af korsikanerne har mere delte meninger om feltherren. De respekterer ham på den ene side for at have talt magthaverne i Paris midt imod og selv at have erobret magten. Men samtidig er de lidt bitre over, at han i sin tid som kejser og øverstbefalende ikke gjorde mere for øen, og at han fratog Corte status som hovedstad.
Men denne skepsis mod Korsikas mest berømte søn mærker man ikke i Ajaccio, hvor det overalt i byen er muligt at gå i Napoleons fodspor.
rejser@k.dkKristeligt Dagblad rejste til Korsika med Ruby Rejser. Læs mere på
www.ruby-rejser.dk.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad