Tidens travlhed går ud over nærvær. Effektivitet og økonomi bør ikke vægtes højere end livskvalitet

Og når børnene er hjemme og sammen med mor og/eller far, er de i hverdagene trætte, og i weekenderne er der så meget, der skal nås – der er alt det praktiske, og der er familie eller venner, man gerne vil se. Der er megen travlhed, og det kan være en stor udfordring at nå det hele. Det har nogle konsekvenser, når vi har for travlt, og der ikke er tid nok til det vigtigste. Dette emne tog Lone Nørgaard op i en kronik i Kristeligt Dagblad den 9. december 2011 – ”Det omsorgsløse samfund”. Hun peger på en lang række menneskelige krisetilstande i vores samfund.

Hun antyder blandt andet, at det stigende antal børn med diagnoser kunne undgås, hvis børnene levede i et miljø med ro, regelmæssighed og overskuelighed. Hun appellerer til, at enten mor eller far højst arbejder på deltid for at prioritere børnene og deres ve og vel højest.

HER VIL JEG tage fat i det sidste. Mange erfarer, at det er svært at få det hele til at hænge sammen i en børnefamilie, og når forældrene har for travlt til at være der for hinanden og for børnene, har det konsekvenser. I værste fald kan det føre til, at forældrene bliver syge med stress eller depression, eller det kan føre til skilsmisse. En forjaget tilværelse forringer livskvaliteten.

Realiteten for mange børn er, at de har meget lange dage i institution, hvor der er en masse uro og et alt for højt støjniveau. Det medfører, at de selv bliver urolige og støjende. Det er ikke spor mærkeligt, at børnene er højrøstede, når de kommer hjem fra børnehave eller skolefritidsordning. Eller at mange lærere har svært ved at få ro i klassen, når børnene efter tre år i børnehave har svært ved at være stille og lytte. Lone Nørgaard har ret i, at vi på mange måder lever i et omsorgsløst – et moderløst – samfund.