Hvordan når folkekirken ud til det danske folk i dag?

De to eksempler viser grundkonflikten i al kirkelig kommunikation. Den skal nemlig balancere mellem den ”vertikale” og den ”horisontale” dimension. Kirken har sin autoritet og legitimation i det vertikale – den skal muliggøre et møde med Guds ord.

Som Graf skriver, ender tilkendegivelsen af kirkens holdning til alt muligt, som lige står på samfundets dagsorden, i moralisme, politisering og trivialisering. Men kommunikationsopgaven er væsentligt præget af, at budskabet horisontalt skal nå ud til folket.

Det er lykkedes for os herhjemme at fastholde den vertikale kommunikationsdimension ved for eksempel at værne omkring stramme gudstjenesteformer. Men ud fra de iagttagelser, jeg har gjort mig som præst i både tyske menigheder og nu i folkekirken, mener jeg, at vi har brug for at styrke vores horisontale kompetence og dermed vores profil som ”folke-kirke”, der kommunikerer evangeliet vedkommende til nutidsdanskeren.

Jeg ser tre fokusområder:

1) Fra myndighedskirke til kirke for folket. ”Myndighedskirken” har som statens ”religiøse afdeling” igennem århundreder haft en monopolagtig stilling. Dette fører indtil i dag til en ofte uheldig selvtilstrækkelighed. Vi stoler i min optik for meget på, at det stadigvæk er 80 procent af befolkningen, der er medlemmer af folkekirken – og at dette faktum skulle være ensbetydende med, at kristendommen er dybt forankret lige under overfladen i de fleste danskere.

Folkekirken har brug for en grundlæggende mentalitetsforandring, og som dens repræsentanter skulle vi – præster, medarbejdere og de frivillige råd – trænes i at ”tænke omvendt”: ikke at tage udgangspunkt i de regler og ritualer, vi har vedtaget, og i det budskab, vi er sat til at kommunikere (og som vi ikke skal gå på kompromis med), men at tage udgangspunkt i den modsatte part – i den borger og den befolkning, vi er sat til at betjene.

Dét er den afgørende oversættelsesopgave, som ikke mindst vi præster har i forhold til vores 2000 år gamle og højst aktuelle budskab. Vi skal spørge os selv: Hvad er folks behov, når de kommer i berøring med kirken? Hvad er deres grundlæggende spørgsmål – ikke blot i forhold til tilværelsen som sådan, men også i forhold til vores kristne tradition? Hvad søger mennesker i dag? Hvad hjælper dem?

Vi skal arbejde med en dialogisk prædikenkultur, som tager afsæt i menneskers virkelighed i lige så høj grad som i den bibelske tekst. Hvad hvis vi inviterede til vores gudstjenester med en overskrift, vi giver dem på forhånd, et overordnet spørgsmål, som en nutidsdansker kunne stille sig ud fra sine egne refleksioner om livet. ”Er jeg virkelig min egen lykkes smed?” eller ”Er Gud retfærdig?” eller ”Hvad mener vi egentlig, når vi kalder et menneske for Guds Søn?”.

2) Fra præstekirke til folkets kirke. Præstearbejdet er et kald. Det kvitterer vores folkekirkeordning for med at tilbyde os verdens mest sikre job. Men faren i det er, at vi dermed føler os nærmest udelukkende ansvarlige over for Vorherre. Det er her, den ”vertikale” tænkning, som præger folkekirken, har sin rod.

Selvfølgelig skal præster følge ritualerne – her kan den jordiske arbejdsgiver sanktionere. Men netop denne bundethed kan også føre til en mekanisk tilgang til gudstjenesterne. Det kunne vække eftertænksomhed, at folkekirken måske fungerer bedst dér, hvor det autoriserede ritual er reduceret til et minimum: ved bisættelser og begravelser.

Her er vi tæt på ”folket”. Her får vi præster oftest respons på, om budskabet bliver relevant for de berørte. Her får vi menneskers tillid i en sårbar situation – og nogle hævder, at det mest er derfor, at mange bliver ved med at være medlemmer af folkekirken. Hvis vi overfører det vertikale syn på ritualerne og anser dem som værende evangeliet, mister vi føling med dem, vi skal nå ud til med vores budskab.

Også arbejdsforholdene i menighederne er præget af en vertikal mentalitet, hvor der er en klar skillelinje mellem præsterne som underlagt det ”gejstlige hierarki” og kirkens øvrige medarbejdere, ansat af menighedsrådene. Det manglende horisontale arbejdsfællesskab i folkekirken fører nogle steder til, at alle værner om deres ansvarsområde: Ingen skal blande sig i ”mit”. En sådan holdning bærer den fare i sig, at den farver af på, hvordan vi møder kirkens ”brugere” – nemlig mindre indbydende.

Vi præster skal gå foran og bryde den vertikale tænkning. Vi skal lukke op for vores eget domæne og vise, at vi tror på det, Luther kalder ”det almindelige præstedømme”. Et virkeligt ”medejerskab” af kirken sker igennem menighedens delagtiggørelse i gudstjenesterne – under præsternes ledelse. Gudstjenestens ”væsen” er dialogisk – men den opleves af kirkefremmede som en ”præste-monolog”.

3) Fra ”ingen må tale på folkekirkens vegne” til ”kirke som stemme i folket”. Jeg havde for nylig besøg af to 9. klasses elever, som ville diskutere aktuelle etiske dilemmaer. Hvert af deres spørgsmål startede med: ”Hvad er folkekirkens holdning til ...?”. Mine svar begyndte gang på gang tilsvarende med: ”Kirken som sådan har ikke nogen holdning, men jeg og andre præster synes ...”

Folkekirken skal finde sin stemme i samfundet med den vægt, vi har med 2000 års åndshistorie i bagagen, med bygninger, som hører til landets mest værdifulde kulturarv og med præster, der har tid og uddannelse til at reflektere over de store emner.

Vi kommer ikke udenom at definere i det mindste enkelte basale udsagn, som vi i folkekirken er enige om – muligvis i modsætning til andre samfundsaktører. Det er netop én af de opgaver, vi i Frit Forum for Folkekirkens Fremtids arbejdsgruppe Kommunikation har sat os.

Der er sikkert nogle, som nu vil sige: Vi kan ikke være kirke på folkets præmisser, vi skal frem for alt andet være trofaste over for Gud, Bibelen og vores lutherske teologiske læresætninger. Spørgsmålet er, om dette er et modsætningsforhold?

For vores fundament er den Gud, som til jul kom ned til os for at være Gud på menneskets præmisser – i sin yderste konsekvens. På den måde er det korset, som blev og bliver symbolet på den uløselige sammenhæng mellem det vertikale og det horisontale i vores tilværelse.

Detlef von Holst er sognepræst i Helsingør og medlem af tænketanken Frit Forum for Folkekirkens Fremtid, som i dag holder stormøde på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg