Slutspillet om Cypern

Når Cyperns græsk-cypriotiske præsident, Demitris Christofias, og den tyrkisk-cypriotiske leder, Dervis Eroglu, i dag og i morgen sætter sig sammen med FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, til et topmøde på Long Island ved New York, er det med klare forhåndstilkendegivelser fra det internationale samfund in mente: Mødet må og skal indvarsle slutspillet om det, der siden 1974 har været betegnet som Cypern-problemet. Dengang invaderede Tyrkiet den nordlige del af øen efter et kortvarigt græsk-cypriotisk militærkup orkestreret af den daværende militærjunta i Grækenland. Øen blev delt i to, men FN har siden forsøgt at genforene øen gennem forhandlinger. I de senere år har der været en del fremskridt, men man er langtfra i mål. Nu, hvor Cypern står over for at skulle overtage EU-formandskabet den 1. juli, når det danske ditto er overstået, haster det imidlertid med at nå en løsning på konflikten, der har irriteret det internationale diplomati i årevis. Hvis ikke der findes en løsning, vil det nemlig gå drastisk ud over forholdet mellem Tyrkiet og EU, fordi regeringen i Ankara ikke vil normalisere landets relationer med Cypern, før en løsning er fundet. Så hvis ikke dette er sket, vil Tyrkiets relationer med EU blive frosset helt ned, når Cypern tager over som EU-formand.

Tidspresset, som Christofias og Eroglu er under, kan imidlertid også ses som et ”mulighedernes vindue”, som diplomater beskriver det. Sagen er således, at hvis de to ledere på mødet i USA løser nøglespørgsmål om et fremtidigt valgsystem, statsborgerskab i et føderalt Cypern og udstikker linjerne for kompensation for mistede ejendomme hos de tusinder af internt fordrevne, vil man kunne gå videre til spørgsmålet om territorier på øen og samle et multilateralt møde i løbet af foråret, hvor også de tre garantimagter for det selvstændige Cypern anno 1960 – Grækenland, Tyrkiet og Storbritannien – vil deltage.

Her er særligt Tyrkiets rolle vigtig, for der burde være incitamenter for Ankara til få løst dette problem nu. Premierminister Erdogans regering burde fortsætte den succes, som dens ”ingen problemer med naboerne”-politik trods alt har været. Eftersom andre samtidig er ved at tage over efter generationen af Cypern-hardlinere i tyrkisk politik og militær, burde en tilbagetrækning af soldater fra Cypern være til at sælge indenrigspolitisk. Det vil også spare Tyrkiet for den dyre udgift, det er at holde den tyrkisk-cypriotiske udbryderrepublik på den nordlige del af øen kørende. Inden da hviler der ligeledes et stort ansvar på de to ledere, Christofias og Eroglu, for at turde at slå til, når mulighederne – forhåbentlig – viser sig under mødet på Long Island.brun