Følelsen af at være udenfor

I løbet af romanen gives der også bud på, hvordan og hvorfor pogromen i 1955 overhovedet blev sat i værk. Politiske betragtninger om for eksempel nationalisme løfter sig dog aldrig over det banale. Det tynger generelt læsningen, at stort set ingen motiver eller psykologiske mekanismer er overladt til fantasien, alt siges med stort.

Bogens typografi er ligeledes domineret af stor skriftstørrelse. Begge former for tydelighed giver mindelser om ungdomslitteratur, men selvom hovedpersonen er ung og i identitetskrise, er bogen ikke ungdomslitteratur. Men hvad er den så? Den er anderledes ved at give stemme til mennesker og konflikter, vi sjældent hører om i dansk skønlitteratur. Desuden skriver romanen personer frem ved at mime deres sprog, og der anvendes et enkelt, men markant billedsprog. Her er Bahar skåret helt særegent til, ligesom såvel Annas som hendes fars glimtvise erindringer er intense.

Men ”Rejsen til Arkadien” vil også fortælle en fremadskridende historie om Anna i Athen, som blandt andet inkluderer voldtægter, en gammel sur digter og et road-trip. Men det er, som om romanen mister grebet. Den del, der omhandler nutidsbegivenheder, forbliver uvedkommende. Det handler ellers om at fremvise udenforhedsfølelsens modstykke, oplevelsen af menneskekærlighed. Forfatteren vil måske gerne være lidt skødesløs i sin stil og komposition, men først og fremmest fremstår romanen, som om det har været svært at skrive en fremadskridende fortælling. Nogle romaner er ufærdige på en god og inviterende måde, andre er det på en lidt irriterende måde. Det sidste er tilfældet her. Og det er ærgerligt, for det kunne tydeligvis være meget bedre.

Efie Beydin: Rejsen til Arkadien. 330 sider. 328 kroner. Multivers