Det revolutionerende initiativ

Frankrigs daværende udenrigsminister, Robert Schuman, var en af nøglepersonerne bag Kul- og Stålunionen, der var første skridt mod det EU, vi kender i dag. Der findes ikke billeder fra det historiske pressemøde den 9. maj 1950, hvor planen blev præsenteret, men her på dette billede åbner Schuman godt en måned senere selve forhandlingerne om planen i Salon de l’Horloge, Quai d’Orsay i Paris. –

- Europa-Parlamentet.

Læs også

flexblock

Tema

Europa

flexblock

Emneord for denne artikel

historie | Danmark | EU | Robert Schuman | Kul- og Stålunionen

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Ida Skytte | 23. januar 2012

Det EU, som Danmark er formand for, er i dyb krise. Men at det overhovedet var muligt at indlede den omfattende europæiske integrationsproces blot fem år efter Anden Verdenskrig, står for historikere som noget helt unikt

Da den franske avis Le Monde kom på gaden den 11. maj 1950, lød det på forsiden: ”Et revolutionerende initiativ”. To dage forinden havde den franske udenrigsminister, Robert Schuman, indkaldt til pressemøde klokken 18 i den prægtige salon de l’Horloge, Quai d’Orsay i Paris. Det var ikke sluppet ud til pressen, hvad ministeren havde at fortælle, men man vidste, at noget stort var i gære.

LÆS OGSÅ: Økonomisk krise skaber grobund for nationalisme i EU

Robert Schuman læste koncentreret op:

”Den franske regering foreslår at stille den samlede fransk-tyske produktion af kul og stål under en øverste, fælles myndighed, nemlig en organisation, der vil stå åben for deltagelse fra andre lande i Europa. Fælles kul- og stålproduktion vil øjeblikkeligt sikre tilvejebringelsen af et fælles grundlag for økonomisk udvikling – første etape mod den europæiske føderation. Det vil ændre disse egnes skæbne, der længe har været helliget fremstilling af våben til krige, som de selv bestandig har været ofre for.”

Annonce

Schuman-erklæringen er siden hen blevet betragtet som første sten i fundamentet på det EU, vi kender i dag. Ved sin side under pressekonferencen havde han leder af den franske genopbygning efter krigen Jean Monnet, der var ophavsmand til mange af de visionære idéer om europæisk integration. De to er siden blevet betragtet som nogle af ”Europas fædre”.

Kongstanken hos dem og deres ligesindede var at slippe den nationale kontrol med produktionsmidlerne til krig – kul og stål – og overlade beføjelser til ”en høj myndighed”, der kunne træffe bindende beslutninger på tværs af landene. På den måde ville landene blive flettet tæt sammen økonomisk, fordi ingen lande nu kunne træffe selvstændige beslutninger. Samtidig skulle det hjælpe til med at modernisere det krigshærgede Frankrig. Og Le Monde fik ret i sin vurdering af initiativets rækkevidde, mener historiker fra Saxoinstituttet på Københavns Universitet Morten Rasmussen, der har forsket i den europæiske integrationsproces.

”Schuman-erklæringen var et vanvittigt revolutionerende skridt, fordi man lavede et ligeværdigt samarbejde med dem, man lige havde været i krig med. Det var en slags økonomisk fredspagt. For de generationer, der oplevede Anden Verdenskrig, var det fuldstændig magtpåliggende, at der kom en fundamental ændring af den måde, man organiserede sig på i Europa, hvor man overvandt den stærke nationalisme,” siger han og understreger det næsten utænkelige:

”Kun fem år efter krigen skulle man pludselig arbejde tæt sammen med folk, der lige havde være officerer i den tyske hær, nationalister eller sågar nazister. Således havde vicepræsidenten for Kul- og Stålfællesskabet og Monnets højre hånd, Franz Etzel, før krigen flirtet med den yderste tyske højrefløj og havde kæmpet for den tyske Wehrmacht under krigen,” siger Morten Rasmussen.

Men selvom planen var vidtrækkende og overraskende, var behovet for samarbejde efter krigene så dybt, at det lykkedes at føre den ud i livet. Jean Monnet havde tænkt tankerne om national suverænitetsafgivelse allerede under krigen, og også den britiske premierminister Winston Churchill havde inden det skæbnesvangre pressemøde den 9. maj 1950 luftet idéer om at gøre op med nationalismen og skabe et ”Europas Forenede Stater”. Men allerede i mellemkrigstiden var der faktisk ansatser til at flette Europa tættere sammen, fortæller historiker Torsten Borring Olesen, leder af Jean Monnet-Centret ved Aarhus Universitet.

”Den østrig-ungarske greve Coudenhove-Kalergi foreslog en paneuropæisk bevægelse for at styrke Europa over for det fremvoksende Rusland og Amerika. Og i slutningen af 1920’erne holdt den franske udenrigsminister Aristide Briand en tale om et snævert europæisk samarbejde. Men det var Anden Verdenskrig, der for alvor drev samarbejdet frem,” fortæller han.

Ud over Frankrig og Tyskland meldte Holland, Belgien, Luxembourg og Italien sig under fanerne og underskrev i 1952 Kul- og Ståltraktaten. Går man i dag, knap 60 år efter, en tur i Bruxelles, er det tydeligt, at erindringen om EU’s grundlæggere holdes i hævd. Således er Europa-Parlamentets bygninger døbt ”Spaak” og ”Spinelli” efter henholdsvis hollandske og italienske daværende politikere, og en central rundkørsel mellem EU-Kommissionen og Ministerrådet hedder Schuman. Kræfter pressede i 2004 sågar på for at helgenkåre den katolske Schuman, men det sagde Vatikanet nej til, eftersom der ikke kunne påvises et mirakel. Godt nok var fredsprojektet en succes, men et mirakel var det nu ikke.

Det var samme seks lande, der i 1957 underskrev Romtraktaten og grundlagde EF. Traktaten om det økonomiske fællesmarked med fjernelse af indre toldmure blev til på hollandsk initiativ, og Frankrig sagde ja, fordi der også indgik et overnationalt samarbejde om atomenergi. Fællesmarkedet blev en stor succes, og siden da er samarbejdet vokset både i dybden og i bredden. Godt nok med store og små kriser undervejs, men dog støt fremad.

Samtidig betød den kolde krig, at motivationen for at forene kræfter i Europa steg. Man frygtede truslen fra Sovjetunionen og var ikke overbevist om, at USA ville beskytte Europa. Det var også blandt grundene til, at socialdemokraten Jens Otto Kragh, der på det tidspunkt var i opposition på Christiansborg, valgte at støtte dansk medlemskab af EF i 1972.

”I Vesteuropa, hvor integrationsprocessen fandt sted, gjaldt det om at finde en rolle i forhold til USA, der svingede taktstokken og krævede tysk genoprustning. Den eneste måde, hvorpå Europa kunne blive en stærk international spiller, var først og fremmest ved at udsone modsætningerne mellem Tyskland og Frankrig,” siger Torsten Borring Olesen.

I de første årtier havde politikere, borgere og embedsmænd stadig krigen i frisk erindring, og det smittede af på engagementet i det europæiske. Uffe Østergaard, Jean Monnet-professor og ekspert i europæisk historie, opsummerer unionens historie i fire hovedfortællinger: Fredsprojektet, det indre marked, østudvidelsen og nu forsøget på at redde samarbejdet ud af krisen. Og her i fjerde fase er der tendens til at glemme de første, mener han.

”I dag tager mange unge mennesker både freden, det indre marked og østudvidelsen for givet, fordi de historiske fortællinger ikke er i fokus. Der er ikke bevidsthed om, at Europa kan ende i krig igen, eller hvor skrøbeligt samarbejdet egentlig er, og hvor langt nede i støvet hele Europa var efter Anden Verdenskrig. Kun omkring en procent af bruttonationalprodukterne bliver fordelt gennem EU, så det er jo ikke en stærk føderation,” siger han og påpeger, at skrøbeligheden også består i, at det trods snak om føderalistiske tiltag stadig er et samarbejde mellem suveræne nationalstater.

Efter en træg periode i 1970’erne, hvor EF næsten gik i stå, kom der i de næste årtier igen gang i sammenfletningen af landene. Især Fællesakten om det indre marked fra 1986 og Maastrichttraktaten fra 1993 satte skub i dynamikken, siger Morten Rasmussen.

”Fællesakten var et dramatisk vendepunkt, hvor det moderne EU blev etableret. Der kom en stærk struktur og en politisk og økonomisk ramme for det europæisk samarbejde.”

Ifølge Uffe Østergaard var der en iboende drivkraft fremad, hvor hver traktat krævede mere. En slags sneboldeffekt.

”Udviklingen blev forstærket af kommunismens og Murens fald. Pludselig stod samlingen af Europa på dagsordenen på en måde, som ingen tidligere havde forestillet sig realistisk. Men der manglede stadig en politisk overbygning på samarbejdet, som heller ikke Amsterdamtraktaten eller Nicetraktaten senere rådede bod på,” siger han.

Efter navneskiftet fra EF til EU i 1993 var næste skridt den gennemgribende forfatningstrakat, der skulle erstatte de foregående traktater og kitte landene tættere sammen. Den kuldsejlede imidlertid, efter at befolkningerne i Frankrig og Holland stemte nej i 2005 og efterlod EU i krisestemning. Efter en selvvalgt tænkepause hos unionens stats- og regeringschefer kom Lissabontraktaten. Den videreførte en del af forslagene fra forfatningen, men kun så meget, at folkeafstemninger ikke længere var påkrævet. Lissabon er grundlaget for det EU, som Danmark i øjeblikket er formand for.

Tilbage til grundlæggerne. Hvad ville disse ”Europas fædre” mon have tænkt om det EU, der er vokset frem siden de første spæde tanker om en kul- og stålunion? Det kommer an på, hvem man spørger, siger Torsten Borring Olesen:

”Nogle ville være godt tilfredse med det faktum, at der ikke har været krig mellem europæiske stater siden Anden Verdenskrig. Og at der er opnået økonomisk fremgang og blevet etableret velfungerende velfærdsstater. Omvendt ville de, der havde håbet på en føderal struktur, et Europas Forenede Stater, være skuffede.”

skytte@k.dk

Pluk fra Schuman-erklæringen (til layout):

1) ”Ved et fællesskab om basisprodukter og oprettelsen af en ny, højere myndighed, hvis afgørelser er bindende for Frankrig, Tyskland og de lande, der tilslutter sig, vil dette forslag realisere et første, reelt grundlag for en europæisk føderation, som vil være uundværlig for bevarelse af freden.”

2) ”Den produktionssolidaritet, der vil blive knyttet, betyder, at enhver krig mellem Frankrig og Tyskland bliver ikke alene utænkelig, men også umulig.”

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock