Ritzau |
23. januar 2012
En uge før EU's finanspagt skal vedtages, er det stadig uklart, hvordan Danmarks særlige forhold vil fremgå
Det bliver en helt ny type traktat, et flertal af EU-landene formentlig vedtager på deres topmøde næste mandag. Men bare en uge før er der stadig masser af elementer, der langt fra er faldet på plads.
Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), der mandag aften deltager i et særligt finanspagtmøde i Bruxelles, har for eksempel ikke overblik over, hvordan Danmarks forhold som ikke-euroland i givet fald vil komme til at fremgå af aftalen.
- I øjeblikket er det et vurderingsspørgsmål. Men jeg vil ikke tro, at vi vil blive omfattet af bødedelen. Det hænger jo sammen med, at vi har et euroforbehold, vi er ikke en del af eurozonen, siger Vestager, som ikke synes, Danmark skal betale til euroens bødekasse.
- Det er jo superlogisk, at hvis man som euroland gør noget, der skaber usikkerhed, så går pengene ned i euroens krisemekanisme. Det er måske knap så logisk for os, forklarer Vestager.
Den danske minister har mandag ikke overblik over, om der skal skrives danske undtagelser ind i teksten, eller om det snarere bliver en model, hvor Danmark kan tilslutte sig 'skallen' af aftalen og derefter vælge sig ind på delelementer.
Samme usikkerhed gælder spørgsmålet om, hvordan Danmark og andre lande uden for euroen fremover kan sikre, at de er med, når eurolandene holder møder om finanspagten.
- Mit bud er, at det er noget, som først bliver endeligt, når statsoverhovederne mødes den 30. januar. For eurolandene er det én sag, de skal være med, og de kommer selvfølgelig til deres egne møder.
- Det er åbent endnu, om vi kan komme til alle de møder, der måtte være relevante. Der er en række andre lande, som også synes, det er 'spot-on', at hvis man har skrevet under, må man også kunne deltage i møder, hvor det bliver drøftet, siger Vestager.
Regeringen fik i fredags mandat fra Folketingets Europaudvalg til, at Danmark deltager i finanspagten så meget som muligt, uden at det griber ind i det danske euroforbehold.