En lang politisk tradition for at sikre folkekirkens frisind

Enhver præst har fortsat ret til at følge sin samvittighed og henholdsvis vie eller nægte at vie homoseksuelle eller fraskilte. Dermed sikrer man fra politisk hold et kirkeligt frisind.

Og det er netop det frisind, der er en lang politisk tradition for at sikre. Det er der bare ikke så mange, der tænker på lige nu, hvor der tales om ”bomber” under hele kirkens grundlag og om indblanding i kirkens indre forhold. Man glemmer efter min mening, at den med rette højt besungne folkekirkelige rummelighed næppe ville være blevet til det, den er, hvis ikke politikerne havde sikret den.

I al fald kan der nævnes en del eksempler på forhold, hvor ikke bare som nu et mindretal, men dengang et stort flertal rasede mod en lovgivning, som sikrede plads for synspunkter, vi i dag ikke vil drømme om at afskaffe. Og eksemplerne viser også, at kirkens evne til at træffe beslutninger om egne og ”indre” forhold ikke er den allermest imponerende.

LAD MIG NÆVNE to eksempler, men der kunne nævnes flere, hvis pladsen tillod det.

I 1902-1903 udgav præsten Arboe Rasmussen en bog, hvori han gjorde sig til talsmand for nogle synspunkter, som blandt andet satte spørgsmålstegn ved jomfrufødslen og andre dele af dogmatikken. Hans synspunkter lå tæt op ad den såkaldte liberalteologi, der også havde en hel del tilhængere i Danmark, men som ingen i det missionske og de færreste i det grundtvigske syntes om.

Konservative teologer krævede præsten fyret, men hans biskop i Viborg sagde nej, for han mente ikke, Arboe Rasmussen skulle fyres, selvom han var uenig med ham. Det var klogt. Senere søgte Arboe Rasmussen embede på Falster, og det var til gengæld dumt. Menigheden ville gerne have præsten, men det ville biskoppen og det store flertal i af præster i stiftet ikke, og efter en lang kamp, med frifindelse ved en provsteret, derefter afsættelse og endelig ny frifindelse ved Højesteret i 1916 endte det hele med, at Rigsdagen efter en skarp debat vedtog et forslag, som gav Arboe Rasmussen lov til at blive i folkekirken. Højrefløjen rasede og truede med at træde ud af kirken, men som så ofte før ved den slags trusler eller tilbud, var der ikke nogen, som effektuerede det.

I 1948 blev de første kvindelige præster ordineret. Egentlig havde en radikal regering i 1919 forsøgt at indføre tilladelse til, at kvinder kunne ordineres, men det var for tidligt med den slags tanker. Anderledes gik det i 1947, hvor Folketinget med stort flertal vedtog loven, der tillod kvinder at blive præster. Næsten alle biskopper gik imod, og 514 præster havde forinden underskrevet en skarp protest mod loven, som de mente ville betyde intet mindre end en splittelse af folkekirken.

BEGGE EKSEMPLER VISER, hvordan staten har sikret den rummelige folkekirke og i begge tilfælde ved at gå imod et flertal af kirkens egne folk. Det er meget godt at huske, at når kirkens folk roser den rummelige folkekirke, roser de indirekte nogle politikere, som ganske mange kirkelige engang ønskede hen, hvor peberet gror.

Der er således en lang tradition for, at man prioriterer frisind og rummelighed højt i kirken. Man tillader andre at praktisere holdninger, som ikke er ens egne, så længe de pågældende ikke fjerner sig fra det bekendelsesmæssige grundlag.

Der vil naturligvis altid være dem, der mener, at enhver, som ikke deler netop deres synspunkter, mere eller mindre har fjernet sig fra det bekendelsesmæssige grundlag, men hvis man ser bort fra lige dét forhold, er der endnu ikke nogen, som på en overbevisende måde har kunnet påvise, at de, der går ind for vielse af homoseksuelle, træder ud af bekendelsesfællesskabet.

Derfor tror jeg, at den nye lov på det her område vil sikre, at alle, både tilhængere og modstandere af vielse af homoseksuelle, har frihed til at følge deres overbevisning.

Vi taler således ikke om en situation som i tilfældet Arboe Rasmussen, hvor et stort flertal af bisper og præster ønskede præsten fyret, men hvor Rigsdagen sikrede ham hans stilling. Vi taler heller ikke om en situation som i 1947, hvor syv af landets dengang ni biskopper ikke ville ordinere kvinder. Vi har en situation, hvor der lige nu ikke er mulighed for, at en særlig gruppe kan få en kirkelig handling, som et klart flertal af biskopper og præster bakker op om. Det er det, Folketinget vil lave om på.

ER DET ET OVERGREB af hidtil usete dimensioner mod kirkens indre forhold, som nogen vil hævde? Set i det historiske perspektiv forekommer en sådan beskyldning overdreven. Og det kunne være fristende at spørge, hvornår vi mon havde fået kvindelige præster, hvis politikerne ikke havde handlet i 1947? I 1950’erne? 1960’erne? Næppe. Måske i 1970’erne, men også her ville der have været protesteret højlydt.

Selvfølgelig er der forenklende og forsimplende måder at se hele spørgsmålet om vielse af homoseksuelle på. I min helt private optik er det ikke et enkelt problem at løse. Og selvom jeg aldrig har haft problemer med at vie fraskilte, kan jeg rent faktisk godt se, at det ikke er totalt grundløst, når nogle påpeger det problematiske i en sådan vielse. Så vidt jeg ser det, har de ikke ret, men de har ret til at have synspunktet og vel at mærke handle ud fra det.

Men det gælder så også den anden vej, og det er det, der er det afgørende her. Der skal være en gensidighed i frisindet, ellers er det ikke frisind. Det er muligt, man vil karakterisere de nuværende initiativer som overgreb, men hvordan vil man så beskrive lovene om kvindelige præster og Arboe Rasmussen, hvor man ikke gik imod et mindretal, men et flertal? Det må vel så have været sådan en slags revolution?

Det, der sker med den nye lov, er efter min bedste overbevisning, at politikere for om ikke 117., så i hvert fald ikke første gang løser en knude, som kirken ikke selv kan blive enig om at løse. Man sørger for, at et flertal af præster og biskopper kan handle ud fra deres overbevisning, samtidigt med at man lader mindretallet beholde sin ret til at gøre det samme.

Mikkel Wold er sognepræst ved Marmorkirken, og har for tiden et års orlov for at være lektor ved Teologisk Pædagogisk Center, Løgumkloster