Feltpræster må gerne åbne ild for at forsvare soldater, mener S, mens SF åbner for helt at fratage feltpræster deres våben
Regeringspartierne er indbyrdes dybt uenige om, hvorvidt feltpræster må gribe til mere end tro og bøn for at beskytte udsendte soldater under angreb.
LÆS OGSÅ: Kaptajn: Feltpræster bruger ofte våben
En dansk feltpræst undersøges lige nu for at have deltaget i kamp i Afghanistan. Ifølge eksperter i humanitær folkeret har præsten måske brudt internationale konventioner, som forbyder præster at deltage i krigshandlinger. Men ifølge Socialdemokraternes forsvarsordfører, Bjarne Laustsen, er det en del af feltpræsternes opgave at beskytte soldaterne.
”Jeg mener helt bestemt, at præsten gerne må gribe ind med våben, hvis der opstår en nødssituation, og soldater angribes. Hvis en dansk lejr bliver angrebet af Taleban, og præsten sidder i hjørnet med hånden på Bibelen, for at det hele skal se pænt og rigtigt ud, har han bragt lejren i en meget uheldig situation. Præster er ikke fredet i sådan en lejr. De er en del af virkeligheden. Jeg tror ikke, at befolkningen helt ved, hvad der foregår derude – at det er en anden virkelighed,” siger han.
LÆS OGSÅ: Den ”afghanske” velsignelse er problematisk
Modsat tyske og engelske feltpræster er danske feltpræster udstyret med en pistol, som de må bruge til selvforsvar. Men det kan skabe gråzoner, hvis præsten bliver nødsaget til også at forsvare soldaters liv, mener Anne Sofie Lauritzen, Røde Kors-ekspert i humanitær folkeret. Derfor vil SF undersøge, om danske feltpræster helt skal have frataget retten til at bære våben.
”De er udsendt som præster og skal ikke agere som soldater. Det ligger uden for deres uddannelse. Så vi bør overveje, om vi skal følge eksemplet fra de andre lande. Det er ikke noget argument, at de er lige så udsat som soldaterne. De skal beskyttes, og man må gå ud fra, at den opgave varetages,” siger SF’s forsvarsordfører, Holger K. Nielsen, som vil rejse sagen i forsvarsudvalget.
Ifølge De Radikales Zenia Stampe kan feltpræsterne fortsat bære våben, så længe de bruger dem til selvforsvar.
Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra forsvarsminister Nick Hækkerup (S).