”Det fælles liv destrueres ikke totalt, ved at et menneske dør”

”Problemet var, at jeg ikke kunne få min fars prædikener til at harmonere med det andet, jeg hørte. På gymnasiet havde jeg en kulturradikal lærer, der udtrykte noget andet end min far, og derfor insisterede jeg på at finde en mening i galskaben,” siger Peter Kemp.

I sine unge år ledte og søgte han efter svaret, og i første omgang lod han sig rive med af datidens såkaldte teologiske personalisme. Det var en tænkning, der inspireret af den tyske teolog Karl Barth argumenterede for, at det personlige møde med andre mennesker gav den enkeltes forhold til Gud mening.

I 1960, i en alder af 22 år, debuterede Peter Kemp med bogen ”Person og tænkning”, der havde som motto: ”Virkeligheden er de personer, vi møder”. Men Peter Kemp ville vide mere. Som cand.theol. tog han på studieophold til Strasbourg, hvor han læste Paul Ricoeurs ”Det ondes symbolik”. Det blev så markant et vendepunkt i hans teologiske tænkning, at han selv kalder det for et paradigmeskift. Den teologiske personalisme – og dermed også den teologi, han havde hørt sin far prædike siden barndommen – blev overvundet, og i stedet arbejdede han med forholdet mellem symbolikken og teologien.

”Med Ricoeur lærte jeg, at den religiøse tale til en person er tom, hvis den ikke er symbolsk. En person betyder ikke noget, hvis han blot står og råber til mig om at forbedre eller omvende mig,” siger den danske tænker.

Peter Kemp er en kæmpe, der fastholder sin ret til at sige det, han tror på. Det har givet ham modstandere gennem livet, som for eksempel da hans teologiske tænkning ikke var god nok til teologiske professorater i Danmark. I stedet for at lukke sig inde i bitterhed gik han nye veje gennem filosofien og pædagogikken. Det har betydet, at han i flere år har holdt sig fra den teologiske debat, og fejlagtigt har han måttet leve med det rygte, at han havde vendt teologien ryggen.

”Men det har jeg aldrig gjort. Sandheden er nok snarere, at det var de andre teologer, der forlod mig. I mange år blev jeg ikke inviteret til møder eller debatter, og når man så arbejder med andre emner, er det klart, at man har sit fokus dér,” siger Peter Kemp.

På den personlige front har han taget de teologiske opgør, han skulle. Han har stadig sin tro, som han fik ind i barndommens præstegårde, men med Ricoeur in mente har han ændret dens bagvedliggende teologi. Igen er vi tilbage ved troen i det personlige – og meningsgivende – møde. I 1997 mistede han sin hustru, Margrethe Lomholt Kemp, der døde efter længere tids kræftsygdom. Peter Kemp har aldrig offentligt lagt skjul på sin sorg over tabet af sin hustru, og 1998 udkom deres fælles bog, ”Et liv der ikke dør”.

”Hendes død fik mig ikke til at tvivle på min tro. Tværtimod blev den forstærket. Det har stor betydning, at et menneske har været. Som mennesker har vi den enestående mulighed, at vi kan erindre en afdød. Det fælles liv destrueres ikke totalt, ved at et menneske dør. Det skyldes det faktum, at når et menneske har eksisteret eller har været, er denne fortidsdimension mere end blot ophør af en proces. Ting forandres og forsvinder, og så er den pot ude. Hvis vi siger, at de har været, er det, fordi de har været der for os,” siger Peter Kemp, der i ”Filosofiens verden” plæderer for forbindelsen mellem Jesu opstandelse og det at miste.

”Uden det liv, der genopstår i vores vidnesbyrd om hinanden, om vores afdøde, ville vidnesbyrdet om Jesu opstandelse ikke have nogen mening. Al kristen tale om opstandelse og evigt liv må befinde sig imellem erfaring og tro i den forstand, at den må knytte sig til erfaringen af erindringens magt i vidnesbyrdet,” siger

Peter Kemp.

kirke@k.dk