Fantastiske skæbner fra Mols reddet fra glemslen

Ud over at udgive oversættelser fra latin og græsk er Thomsen forfatter til en række bøger og artikler, hvor humor, ironi og psykologi er blandt de centrale temaer. Det samme er tilfældet i afhandlingen ”Komediens kraft. En bog om en genre”, der i 1987 gjorde ham til dr.phil. Humor og såmænd også psykologi har afgørende betydning tillige i lokalhistorien. Så en vis sammenhæng er der alligevel. På samme måde som i arbejdsmetoden: Nok drives Thomsen af kærlighed til sit stof, men hans holdning til det er grundlæggende videnskabsmandens. Sandheden, dokumentationen, er hans ledestjerne.

”Det er jo ikke til at være i stue eller i bog med én, der er aggressivt nostalgisk,” siger Ole Thomsen. ”Derfor tøvede jeg længe med at tage den passage i indledningen med, hvor jeg skriver, at jeg betragter landsbykulturen i andels­tiden som stor, moden og munter og dermed tager afstand fra den i samtiden ofte negative fremstilling af landsbyen. I den pågældende passage kan jeg måske lyde, som om jeg vil bevise noget med bogen. Men jeg vil hellere vise noget. Og det er den vældige koncentration af rigdom, som jeg har oplevet i Tved. Jeg ved dog ikke, om man umiddelbart kan lære af den i vore dage. For mit eget vedkommende drejer det sig i høj grad om afbetaling på en taknemmelighedsgæld. De festlige personer, som jeg fortæller om, har jeg stadigvæk med mig. Og de har kaldt på at få fortalt deres historie.”

”Jeg synes, at den kulturelle betydning af festlighed er blevet lidt glemt. Vi kan efterlyse så meget, men hvad med festligheden? Den er der ikke rigtigt nogen, der snakker om. I Tved følte man sig meget forpligtet på festligheden. At sætte en annonce i avisen om, at man frabad sig al opmærksomhed, blev opfattet som virkelig dårlig stil. Og særlig festligt var det jo i hvert fald ikke,” siger Thomsen.

En vældig rolle i forbindelse med festerne spillede slagtermester Ludvig Kruse (1897-1965), hvis festlighed gav sig udtryk ikke kun i bid og venlighed, men også i musik og dans. Også provst Jens Mathias Eriksen (1889-1964), der vel var den mest uforudsigelige blandt sin tids danske gejstlige, bør nævnes, mener Thomsen:

”Han havde slå til søren-sindet. Og det var ham plat umuligt at åbne munden, uden at der kom noget særligt ud af den. Han var en kompliceret skikkelse, som jeg senere vil skrive mere om, end der var plads til i denne bog. Han ville gerne være festlig. Og det kunne han bestemt også være. Endda så festlig at han ved et bryllup i 1941 kom til at smadre stortrommen. Og i Tved Kirke, hvor han var præst fra 1919 til 1959, blev der fast skraldgrinet hver søndag, når han prædikede.”

”Sommetider er jeg blevet spurgt, om Tved var enestående. Og det tror jeg såmænd ikke. Men det er enestående, at der om dette lille sted findes en så fantastisk overlevering, som tilfældet er. Det skyldes ikke mindst Martin Andersen (1904-1957), kaldet Martin Evald, denne stakkels lamme mand, der blev inviteret med til alle fester i Tved og blandt andet skrev nogle herlige, meget detaljerede rapporter fra dem.”

”De var også detaljerede madrapporter. Først fik man typisk suppe, derefter hønsekød med citronsovs og butterdejssnitter, så steg og til dessert fløderand. Indtil vinen begyndte at vinde frem, drak mændene øl og kvinderne sodavand til maden. Før provst Eriksen kom til, havde Tved en markant missionspræst. I de familier, hvor hans budskab var slået igennem, var man afholdsfolk. Når de holdt fester, serveredes vand til maden. Og der er noget vældig godt vand i Tved Sogn!”

En anden Tved-bo, som Ole Thomsen omfatter med taknemmelighed, er Niels Viggo Madsen (1923-2008), præsenteret som historiker, samler og spillemand. Desuden var han fra 1962 til 1970 sognefoged.

”Niels Viggo samlede mange ting fra Tved,” fortæller Ole Thomsen. ”Blandt andet Martin Evalds dokumenter, der helt sikkert ville være gået tabt, hvis ikke Niels Viggo havde sikret deres bevarelse.” På bastant vis, indimellem på meget bastant vis, indsamlede han for eksempel også møbler og landbrugsgenstande. Martin Evalds dokumenter var det ingen kunst for ham at komme i besiddelse af, eftersom han var betænkt i testamentet. Men ellers kunne han være hårdhændet i sin indsamlingsmani. Jeg er ikke sikker på, at det altid tåler en nærmere undersøgelse, hvordan tingene er havnet hos Niels Viggo. Det er blevet sagt, at drejede det sig i nogle tilfælde om tyveri, var det i en højere sags tjeneste. Og den udlægning støtter jeg helhjertet.”

”Fra jeg var fem-seks år, og indtil Niels Viggo døde, altså i 50 år, var han min gode ven. Jeg kan undre mig over, at jeg som lille dreng kom hos Niels Viggo og hans forældre. Ganske vist havde hans far et lyst og tillidsfuldt sind, men det havde hverken Niels Viggo eller hans mor. Det var ikke et blidt og kærligt sted. Man fik ingen bolsjer. Men jeg mærkede, at det var et sted med historie og anden herlighed. For eksempel en vidunderlig have på én tønde land.”

”Niels Viggo, der havde et højt kultiveret væsen, antydede flere gange, at han gjorde sig nogle tanker om, at jeg engang skulle skrive om Tved. Uden at komme nærmere ind på sagen. Det hører med til landsbysindet, at den slags udbreder man sig ikke om. Men i sit testamente skrev han, at præsten, Jan ­Schmidt, og jeg skulle tage vare på den kæmpemæssige samling af ting, han efterlod sig.”

Tilbage til Mette Olsen. Der er meget at komme efter. Ole Thomsen erfarede det i mange år dagligt.

”Hendes husholdning var forbundet med den største vanskelighed. Der var det værste ’mogeri’. Men hvordan skulle det være anderledes på denne ruin af en gård, hvor alt faktisk var braset sammen 100 år forinden? I kostalden var der således ingen elektricitet. Det havde hendes bror sat sig imod. Når Mette Olsen efter mørkets frembrud skulle malke, måtte hun klare sig med en spruttende flagermuslygte, hun flyttede fra stolpe til stolpe. I en årrække passede hun selv gården samtidig med, at hun om aftenen og natten pløjede sig gennem de største og mest krævende historiske værker. Midt i al det bøvl, hun levede med, fik jeg tydeligere, end jeg har oplevet i nogen anden sammenhæng, demonstreret åndens sejr. Samt smilets, lunets og ironiens sejr. På Askov Højskole blev hun anset for et stort lys. Men hun så en dyb mening i, at hun måtte vende hjem, fordi først hendes forældre og siden hendes brødre blev pasningskrævende. Hun beklagede sig aldrig over det overordnede– at hun var blevet bondekone.”

”Mette Olsen havde været med i Det Radikale Venstre siden partiets start og var stærkt præget af kirkekritiske strømninger. Men i det ubeskriveligt hårde liv, hun levede, var hun ikke et øjeblik i tvivl om, at ’Herren strækker ud sin arm,/ små vil han velsigne’.”

Efter at have afsluttet arbejdet med ”Det lune land” har Ole Thomsen lånt en stor samling breve, som Mette Olsen i årene 1939-1972 skrev til en præst. Thomsen betegner dem som aldeles vidunderlige, i den grad struttende af indfald, vid og bid. Et udvalg af brevene håber han at få lov til at lægge ud på hjemmesiden www.detluneland.dk.