Tomme bænke og tomme ord

Begge tendenser kan dårligt ignoreres, men behøver det at være sådan? Så let bliver det til en uafvendelig skæbne, et forhold, man bare må tage ad notam. Vel skal vi se realiteterne i øjnene, men vi kunne jo se dem med nye øjne.

Måske mangler der også saft og kraft i forkyndelsen, måske er kristendommens image i offentligheden blevet alt for tamt og ufarligt, måske er det på tide at besinde sig på det, vi har fået gennem kristendommen?

Danskerne visner hen uden den livskraft og livs­due­lighed, som fås gennem evangeliet. En svensk teolog blev citeret for at sige, at man kunne sprænge de overflødige kirkebygninger i luften, men hvis evangeliets sprængkraft blev gjort gældende, så der kom nyt liv i kirkerne, ville det være glæden og ikke stenene, som eksploderede.

Nuvel, det er så meget lettere skrevet og proklameret end gjort og udført. Ja, faktisk klarer vi det ikke uden Helligånd. Allermest har vi brug for at bede, ikke om flere penge, men om mere ånd. Gud fri os fra et åndssvagt Danmark!

Viggo Mortensen så ikke anden udvej for kirken end at indrette sig på fragmenteringens og pluralismens vilkår. Igen har han en pointe. Kirken skal tale til tiden og ikke forbi den. Det er klart. Jeg tror bare, at vi skal flere spadestik dybere. Man kan tænke på det fine bibelsted: ”Jeres tale skal altid være venlig, krydret med salt.” Folkekirken er venlig nok, men husker vi at krydre tilstrækkeligt med salt? Sådan tænkte jeg på faren ved de tomme ord, mens ”Religionsrapport” rapporterede om de tomme bænke.

Jesper Bacher er sognepræst