Flere partier ønsker nu andre trossamfund tilbage under Kirkeministeriet, hvorfra de blev fjernet under tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V).
- Torben Åndahl/Scanpix Denmark
Claus Vincents, Nikolaj Krak |
24. januar 2012
SF har droppet et forslag om at ændre Kirkeministeriets navn til ”Livsanskuelsesministeriet”. De Radikale holder fast i, at andre trossamfund skal tilbage fra Socialministeriet, og Socialdemokraterne ønsker en fri og åben debat om forholdet mellem folkekirken og andre trossamfund
SF’s gruppeformand og kirkeordfører, Pernille Vigsø Bagge, får ikke ændret navnet på Kirkeministeriet til Livsanskuelsesministeriet i denne omgang.
Men især den radikale Marlene Borst Hansen er begejstret for idéen om, at anerkendte og godkendte trossamfunds forhold igen skal høre under Kirkeministeriet i stedet for Ankestyrelsen, hvor de i dag har hjemme.
LÆS OGSÅ: Muslimer om livsanskuelsesministerium: Det gør kun det hele værreI 2007 forsvandt de godkendte og anerkendte trossamfund fra Kirkeministeriet på foranledning af den nytiltrådte kirkeminister, Birthe Rønn Hornbech (V), under henvisning til, at Kirkeministeriet ikke er et religionsministerium. Da trossamfund ikke skal have godkendt deres tro, men deres juridiske forhold, blev trossamfundene dengang flyttet til Justitsministeriet.
”Vi er ikke enige i, at Kirkeministeriet skal skifte navn, men indholdsmæssigt er jeg helt enig i, at folkekirken og andre trossamfund skal være under samme tag,” siger Marlene Borst Hansen.
”I dag hører andre trossamfund under Socialministeriet, som om de er en social institution. Det er mangel på respekt. Vi står ifølge regeringsgrundlaget over for at skulle udrede spørgsmålet om en eventuel forfatning for folkekirken, og det er vigtigt med en åben debat, som bakkes bredt op i Folketinget,” siger Marlene Borst Hansen.
Karen Klint, socialdemokrat og formand for Folketingets Kirkeudvalg, ser frem til, at kirkeminister Manu Sareen (R) nu nedsætter det arbejdsudvalg, som skal udrede spørgsmålet om en kirkelig grundlov for folkekirken.
”Nu skal vi først have den brede og åbne debat om hele folkekirkens struktur, hvor de, der betaler mest til folkekirken, også får en reel indflydelse. Jeg mener, vi skal være åbne over for et par frie og nok lange debatforløb og så drage nogle konsekvenser, når tid kommer. I den tid skal vi ikke fastlåse debatten om ministerier, men være tålmodige og afventende og ikke hoppe tilbage og tro, at alt er løst ved at omgøre Birthe Rønn Hornbechs ændring,” siger Karen Johanne Klint.
Den katolske kirke i Danmark vil meget gerne høre hjemme i Kirkeministeriet som trossamfund.
”Den katolske kirke foretrækker, at disse anliggender tilbageføres til Kirkeministeriet. Af historiske grunde er betegnelsen Kirkeministeriet udmærket,” siger den katolske biskop Czeslaw Kozon.
SF vil også meget gerne diskutere idéen om at samle alle trossamfund i Danmark i det samme ministerium.
”Det centrale for SF er, at vi får en grundig vurdering af, om det ikke er mere hensigtsmæssigt at samle de forskellige trossamfund i et ministerium, sådan som man har gjort det tidligere. Derudover mener vi, at det er hensigtsmæssigt, at folkekirken får en mere tidssvarende styringsform, og at de andre trossamfund også får én samlet lovgivning, som det i øvrigt også er forudsat i Grundloven,” siger Pernille Vigsø Bagge i en pressemeddelelse.
krak@k.dkvincents@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad