Kommentar: Tyrkiet vil bevare sit gamle forhold til Vesten

Amerikanerne gik ængsteligt ud fra, at det er selvmodsigende, når Tyrkiet søger at have et godt forhold både til Vesten og til det muslimske Mellemøsten. De mente også, at det religiøse regeringsparti AKP’s beslutning om at forbedre landets forhold til de muslimske naboer først og fremmest var religiøst og ideologisk motiveret. Tyrkiets anspændte forhold til Iran på det seneste viser, at der var tale om en fejlagtig antagelse fra amerikansk side. Spændingerne tyder på en ikke-ideologisk udenrigspolitik, der tjener Tyrkiets nationale interesser, som de defineres af den politiske elite – heriblandt de herskende post-islamister.

Uenigheden mellem Tyrkiet og Iran handlede oprindeligt om deres modstridende tilgang til det syriske oprør mod Assads diktatur. Iran har satset stort på Assad-regimet, som er landets eneste arabiske allierede og hovedkanal for leveringen af materiel støtte til det iransk-sponserede Hizbollah i Libanon. Tyrkiet har derimod efter nogen tøven kastet sig helhjertet ind på regimemodstandernes side i Syrien og yder blandt andet ly til både oppositionsfolk og desertører. Faktisk er Tyrkiet er gået så vidt som til at hjælpe den splittede syriske opposition med at samles på tyrkisk grund for at danne en fælles front mod Assads regime.

NÅR TYRKIET så brat ændrede indstilling til Syrien og lagde sig på linje med de vestlige stormagter, havde det to årsager: For det første kunne det siddende Retfærdigheds- og Udviklingsparti AKP ikke tillade sig åbenlyst at modsætte sig demokrati i Syrien, idet partiets egen legitimitet er meget afhængigt af dets demokratiske troværdighed. For det andet drog Erdogans regering hurtigt den konklusion, at Assad ville vælte. Den søgte så at sikre sine fremtidige interesser i Syrien, som er et land af stor strategisk betydning for Tyrkiet. Det var værd at sætte forholdet til Iran på spil for.

De iransk-tyrkiske spændinger afspejler tre ting af større rækkevidde: For det første udstillede det arabiske forår og i særdeleshed oprøret i Syrien de to parters underliggende rivalitet om indflydelse i Mellemøsten og den arabiske verden. For det andet er Tyrkiets aktuelle fokus mod øst ikke ideologisk og religiøst inspireret, men baseret på solide strategiske og økonomiske beregninger. Og for det tredje har Tyrkiet investeret alt for meget af sine strategiske relationer i Nato og især i USA til at lade det gå til spilde til gengæld for uvis vinding i forholdet til Iran.

Det betyder ikke, at Tyrkiet vil vende tilbage til sin traditionelle strategiske afhængighed af USA og dets allierede, som det var tilfældet under den kolde krig og det følgende årti. AKP-regeringen er optaget af landets strategiske uafhængighed og ønsker at agere mere aktivistisk i Mellemøsten. Men den er sig også bevidst, at denne politik ikke må koste Tyrkiet sit forhold til Nato og USA.

Tyrkiet har gang i en kompliceret indsats for at bevare sit gamle forhold til Vesten, samtidig med at det fremelsker nye bånd med de muslimske nabolande. Tyrkiets ledere er klar over, at landet bedst kan bevare og øge sin indflydelse begge steder ved at bevare det gode forhold til begge sider.

Mohammed Ayoob underviser i internationale forhold ved Michigan State University og er tilknyttet Institute for Social Policy and Understanding.

© PROJECT SYNDICATE 2012

Oversat af Sara Høyrup