Plejecenter på beboernes præmisser

Inger Marie Eriksen erkender, at nogle kan have svært ved at forlige sig med tanken om et plejehjem som en slags butik, hvor beboerne er forbrugere, der kan købe ydelser efter lyst og behov.

”Meget plejepersonale kommer fra et system, hvor alle skal være lige, og hvor man næsten ikke kan få sig selv til at sige, at omsorg kan købes for penge. Men når man ser, hvor meget det gør for beboerne, så synes jeg, det er godt,” siger Inger Marie Eriksen og fortæller, at der i de tilhørende ældreboliger ved siden af plejecenteret sågar er en dame, der får hjælp til at være farmor for sine børnebørn.

”Hun har altid været vant til at kunne passe dem, men formår det ikke mere alene på grund af sygdom. Nu har hun købt sig til, at noget at vores personale er til stede og hjælper hende, når hun passer børnebørnene, så kan hun fortsætte som hidtil, og det er hun jo rigtig glad for.”

Oppe i den åbne lounge på tredje sal, der er et moderne bud på en pejsestue, er der pyntet med levende lys og blomster, der fuldender den klassiske stil med mørke møbler i læder og mahogni. En stor brændeovn i børstet stål læner sig op ad gelænderet, hvorfra man kan kigge ned i restauranten. På Betty Sørensen Parken har man nemlig ingen kantine, men en restaurant, som også er åben for offentligheden.

Her kan morgenmaden indtages med udsigt til små miniaturekøretøjer, der i horisonten krydser Vejlefjordbroen, mens disen langsomt forsvinder fra fjordens overflade.

Men der er ikke et krav om, at beboerne skal spise i restauranten. Har de mere lyst til at spise alene i deres lejlighed, bringes maden blot ud til dem.

En af dem, der gerne vil spise alene, er 82-årige Birtha Søby. Hun har boet på plejecenteret i tre år og sætter stor pris på den frihed, hun har på stedet.

”Jeg er ikke sådan en, som er så frisk om morgenen, så jeg vil gerne sidde for mig selv og spise min morgenmad. Til frokost går jeg så i restauranten og spiser. Vi er fire, der sidder fast sammen ved et bord og hygger os og spiller kort bagefter,” fortæller hun fra sin lille lejlighed, hvor hun både har kaffemaskine, køleskab og vask.

”Jeg kan godt lide at have mit eget. Sådan lidt småkager og sodavand, hvis man nu får gæster,” siger hun og fortæller, at hun og et par andre beboere sommetider bliver ledsaget til Bilka, hvor de også indimellem indtager frokosten i bistroen.

Efterhånden som morgenen forvandles til formiddag, kommer flere beboere frem fra deres lejligheder og ud på gangene, hvor de traditionelle linoleumsgulve er skiftet ud med elegante, matpolerede, mørke trægulve.

I plejehjemmets ene fløj kan beboerne fra svalegangen kigge lige ned i en åben atriumgård, hvor store palmer og et voliere skaber liv. Det sortblanke flygel og guitaren i hjørnet er synlige beviser på, at der både synges og spilles her. Men lige nu er der ingen musik. Kun rislende vand fra det mange meter høje og brede kunstværk af japansk granit komponerer sin egen naturlige melodi.

Bent Robert Jørgensen sidder i sin kørestol og kigger ud over gelænderet. Han har pibe i munden. Her må gerne ryges – så længe det ikke er i spise- og mødeområderne. Den 70-årige herre har boet på Betty Sørensen Parken, siden stedet åbnede, og han er ikke i tvivl om, at han er det rette sted.

”Her er så skønt, så skønt. Personalet tilgodeser alle vores små og store behov. Jeg er meget taknemmelig,” siger han og fortæller om dengang, han fyldte 70 år og fik lov at holde fest for 85 inviterede gæster på plejehjemmet.

Så mange er de ikke til dagens frokost i restauranten, hvor menuen står på fisk og hyldebærsuppe. Her deler den tidligere planteskolegartner bord med tre andre, der kommer ovre fra ældreboligerne. De snakker godt sammen og har også en herreklub sammen med nogle andre. Her får de vendt både små og store emner, og Bent Robert Jørgensen lægger ikke skjul på, at han vægter det sociale samvær højt.

”Selvom vi bor på plejehjem, er vi jo stadig hele mennesker,” siger han.