Til dem, der forstår en bibelhentydning

Bjerg vil gerne række litteraterne en hjælpende hånd med at læse alt det kristne og det bibelske stof i Karen Blixens fortællinger. Han vil redegøre for ”hendes teologiske vision af verden, forankret i fortællingerne”, og denne vision kalder han altså Karen Blixens teologi.

Som teologisk interesseret springer Bjerg gerne ud af og over den enkelte fortællings rum og grænse hen til en anden, hvor noget lignende tematisk er på spil. Det harmer en litterat, der ser hver fortælling som en lukket verden med sine egne betingelser. Og som en skabt verden af detaljer, som måske ikke har de teologiske perspektiver, de får ved at blive sammenstillet med andre fortællinger.

Karen Blixen skrev selv i et brev om fortællingen ”Aben”, at der ingen mening i gængs forstand var i den! Det litterære kunstværk er så let at bruge som eksempel i en prædiken, men detaljen er bundet til sin historie og er ikke sådan at trække ud for at blive gjort til tros- eller livspropaganda.

Med alle de bibelske og kristne grundhistorier i værktøjskassen som søgemønstre genfinder Bjerg dem i Karen Blixens historier, hvor de i mange tilfælde må siges at være. Men det får også læseren til at se mere teologi i teksten, end der behøver at være. Andre læsemåder tvinges i baggrunden af bibeloverensstemmelser.

Men som en udstrakt hånd til litterater, der gerne vil forstå de bibelske hentydninger i Blixens fortællinger, er bogen unik. Gennemgangen af Blixens skæbnebegreb er desuden uhyre indsigtsfuld.

Helt vil jeg dog ikke opgive min gamle uenighed med Bjerg: Han befinder sig på fortællingens niveau, skønt historien er skrevet sammen af enkeltord. Alt det, der glemmes undervejs fra det enkelte ord til formuleringen af fortællingen, skræmmer. Hele den moderne tid, den gamle historie faktisk er skrevet i.

Er det en teologisk vision af verden eller blot et fortalt mønster krævet af personkonstellationen, der er ude i andre ærinder?