Sex, magt og intriger i det engelske kongehus

Det paradoks er ikke bare forskningsemne for videnskabsmænd. Også populærkulturen har beskæftiget sig med perioden som den engelske tv-serie ”The Tudors”, der har kunnet ses på DR 2 med den flotte Jonathan Rhys Meyer i rollen som Henrik VIII – som på sine ældre dage selv lignede et opsvulmet monster. Forfatteren Hilary Mantel fik i 2009 Bookerprisen for romanen ”Wolf Hall” om Henrik VIII’s førsteminister, Thomas Cromwell, der endte med at blive henrettet ved halshugning. Herhjemme har forfatteren Helle Stangerup med udgangspunkt i den kongelige portrætmaler Hans Holbein skrevet spændingsromanen ”Skæbnegalleriet”, der foregår under Henrik VIII’s rædselsregime.

I ”Tudors” fortæller G.J. ­Meyer detaljemættet om Tudor-dynastiets historie, hvor magtkampe og -begær, religiøse stridigheder, krig og kærlighed, bestialsk tortur og henrettelsesmetoder og tragedier er vævet ind i hinanden som trådene i en gobelin – og med en kæmpe stort og farverigt persongalleri af folk fra kirke, hof, adel, borgerstand og almue. Dertil kommer kongehuse i det omkringliggende Europa, som Tudor-regenterne lå i nærmest permanent krig med.

Det var en tid med bitre opgør mellem katolikker og protestanter, og Henrik VIII førte selv an med sin såkaldte ”store sag”, der handlede om at få Rom til at gøre hans ægteskab med den spanskfødte dronning Katharina ugyldigt. Hun havde ikke kunnet føde ham en arving, blot datteren Maria. Desuden var han voldsomt optaget af Anne Boleyn, der blev hans næste dronning, og som han endte med at halshugge, og som heller ikke formåede at levere andet end en kvindelig arving, nemlig den kommende dronning Elizabeth I. Men sagen blev årsag til den engelske kirkes adskillelse fra den romerske og flere hundrede års strid og usikkerhed om forfatning.

G.J. Meyer formår at fremmane et nyt syn på Henrik VIII’s to efterfølgende regenter: døtrene Maria og Elizabeth. Maria I (1516-1558), der fik 11 år på troen, har et blodigt eftermæle som Bloody Mary. Men forfatterens forskning viser, at det faktisk var de 11 mest fredelige og stabile år i Tudors historie, og at Maria I var både modig og retskaffen. Jomfrudronningen Elizabeth I’s (1533-1603) regeringstid er til gengæld ifølge forfatteren blevet helt uretfærdigt glorificeret, blandt andet ved det gyldne skær, der ligger i begrebet ”den elizabethanske tidsalder”. Men hun fik ikke udrettet ret meget andet end at sørge for sin egen overlevelse og føre uendelige krige, mens aktiviteten på retterstedet var lige så grufuld som på hendes fars tid, og landets indbyggere henfaldt i dyb armod og hunger, påpeger forfatteren G.J. Meyer.

I bogens epilog skriver han, at Tudor-dynastiets historie langtfra er skrevet færdig, og han ser frem til kommende forskeres konklusion på den voldsomme og kulørte periode i Europas historie. Hvis kommende udgivelser har samme høje kvalitetsniveau som denne, er der godt nyt i vente.

G.J. Meyer: Tudors. Historien om Europas mest berygtede kongehus. Oversat af Lissi Nordahn Bredsdorff. 622 sider. 399 kroner. Informations Forlag.