M.Madsen skrev:

Det er vist et begrænset demokrati, ligesom vi har set det i Pakistan. Ægyptens militær synes at have lavet aftaler med de stærke vestmagter (ikke danskerne). Så selv om Det muslimske Broderskab får magten i regeringen, kan det godt som i Pakistan blive på militærets betingelser.

Jeg ser ikke på muslimer som totalt fordærvede personlighedstyper, som du synes at gøre. Der har jo f.eks. eksisteret blandede samfund i Libanon i mange år, indtil udenlandske inbteresser satte dagsordenen. Israelerne støttede så lige pludselig kristne militærgalninge, og andre - muslimer - nogle rabiate muslimer.

Jeg er faktisk lidt naiv og tror, at i fredelige omgivelser, så bliver folk bedre udviklede, og mindre rabiate, mere fredelige og tolerante. Gælder også for muslimer! Deres ret mange indbyrdes krige havde altid et stort element af at gejle befolkningen op. Det er den sådan ikke af sig selv, nemlig! Så der kom disse uinderlige stamme- og familiekonflikter, der blev symboler i mangel på egentlige interessekonflikter. Sådanne kan man jo tale om, men varm luft kan ikke diskuteres! Tværtimod skal den helst brænde og ophidse her og nu, førend dens varme er gået tabt!

Kulturelt set, så var der en hulens masse beduiner iblandt de første muslimer. Disse udmærker sig bl.a. ved IKKE at være i kontakt med samfundet i lange tider. På den baggrund kan det ses som en logisk/praktisk følge, at enkle og strenge regler blev indbygget i muslimernes religion.

Hvad der bestemt IKKE kan konkluderes er, at de så tænker på samme måde idag! Det ser jo overhovedet ikke ud til det i DK. Der er l-a-n-g-t imellem de rabiate!

Så for mig at se prøver du på at opbygge et fremmedhad uden grundlag!

Vi laver tre fundamentale fejl i vores omgang med islam. Det første har vi antaget, at det eneste politisk acceptable svar var også det rigtige svar. Dette er den mest almindelige fejl, at politikerne laver.

For det andet, vi etableret en konstruktion af et moderat og ekstrem islam, som afspejlede, hvordan vi så den udefra. Denne konstruktion havde ingen teologisk forhold til nogen egentlig overbevisning eller bevægelse inden for islam. Havde vi gjort opdeling i moderne og fundamentalistisk, ville vi i det mindste har brugt ord, der betød noget. I stedet brugte vi moderate og ekstreme i militær forstand til at betyde fjendtlige og venlige eller neutrale. Men som en Vietnam-æra præsident og militære kommando burde have vidst, i en guerillakrig ikke alle, der ikke skyder på dig, er venlig eller endda neutral.

Dette konstruere sort og hvid med få nuancer af grå. Men den muslimske verden er alle nuancer af gråt. Den absolutte valg, vi ville have dem til at gøre, "du er enten med os eller med terroristerne", var fremmed for deres kultur og deres levevis. Flere lag af modstridende relationer og alliancer er normen i regionen. Du forventer at forråde og blive forrådt, meget, som du forventer at snyde og blive snydt, mens byttehandelen til et tæppe ved Souq. I en region, hvor koalitioner af fascister, kommunister og islamister er at pålægge, ikke modsætninger ikke eksisterer, er alle alliancer hensigtsmæssig og bygget på en forventet forræderi. Fremkomsten af islam selv blev bygget på beskadiget fredsaftaler. Så det er ikke så underligt da, at som svar på Bushs opkald, valgte de både os og terroristerne. Formilder USA og islamisterne på samme tid var deres version af den politisk sikre mellemvej, stien mindst modstand og den eneste acceptable løsning.

Og jo mere vi snakkede om fredfyldthed af islam, jo mere vi lignede vi nemt kunne formildes med et par fagter. Og så var det de islamister, der var mere truende, der fik gavn af deres formildelse. Vi havde bedt muslimske lande for en alliance med uden blandet tilhørsforhold, i en region, hvor kun pårørende kunne spørge eller regne med et sådant arrangement. Og vi er ikke deres pårørende, hverken gennem blod og bestemt ikke af religion. Mens vi insisterede på, at alle mennesker var ens, var dette en erklæring af vores tro, ikke deres. Og de troede ikke, at vi troede det heller.

I stedet for at lære, hvad den muslimske verden var, havde vi allerede besluttet, hvad vi ville have det til at være. Men vores perspektiv var en fremmed én. De kan lefle for det, men de ville aldrig diktere deres egne overbevisninger af det. Vi kunne tale om en moderat eller ekstrem islam, men det er vores idé, ikke deres. Der er mere end én form for islam, de er ikke defineret ved deres ekstremisme eller mådehold. Heller ikke ved deres tilgang mod vold. Ikke mere, end vi er.

Muslimsk teologi er voldelig, fordi volden har altid været et redskab for sin ekspansion. Når vi beder muslimer at tage afstand fra vold, er vi virkeligt at bede dem om at tage afstand fra islam. Og det vil de ikke gøre. De vil kontekstuelt fordømme nogle terrorhandlinger, alt efter om identiteten af gerningsmændene, og målene, og virkningen af de retsakter på nationen og ideologi i de muslimske eller muslimer er tale om. Men de vil dubbe andre former for terrorisme som gyldige modstand. Forskellene er ikke moralsk, men det kontekstuelle.

Den muslimske verden er en gråzone fuld af alliancer skrevet på sand, hvor alle principper kan bøjes i brug, men er domineret af en religion, der foregiver at være moralsk absolut. Dette er en selvmodsigelse. Og ligesom de fleste moralske konflikter er det løses gennem selvbedrag. Vores absolutte standarder har ingen mening, når den anvendes til den muslimske verden. De har moralsk kraft, men ringe praktisk betydning.

Islamisk moderation er ikke teologi, men pragmatisme. Dens fanatikere er de mest troværdige, og dens pragmatikere de mindst troværdige. Vi har lagt vores tro på afdæmpning af pragmatikere, men forvirrende pragmatisme med moderat overbevisninger, moral eller venskab er ikke bedre end lapning i sandet af en luftspejling, og kalde det vand.

Vores tredje og sidste fejl var at tro, at vi holdt alle eller de fleste af kortene, og var fri til at give væk så mange af dem, som vi gerne ville. Men jo mere vi troede, vi skulle kalde skud, jo mere vi blev skudt på. Fordi vi ikke var i kontrol. Den politiske, religiøse og væbnede konflikter, vi var engageret i blev udkæmpet på deres præmisser, ikke vores. De begyndte krigen. De besluttede da at indlede vold eller sætte en stopper for det. Deres vold tonen an, vi forsøgte at afdramatisere den. Vores forsøg på at fremme mådehold i den muslimske verden var reaktive. Det er den bombemand, der har initiativet, når han vælger at handle. Og så vi prøvede at lære at bombemændene ikke at bombe, mens bombefly lærte os at formilde dem.

Når en psykiater belønninger rotter til efterbehandling af en labyrint, er det psykiater, som er træning rotterne til slut labyrinter, eller rotterne, som træner ham til at give dem ost. Svaret på dette spørgsmål afhænger af, hvem der kontrollerer forsøget. Mens vi troede, at vi var eksperimenter på den muslimske verden til at gøre dem mere moderate, var de faktisk eksperimenterer på os for at lære os at formilde dem.

Mens vi forsøgte at tvinge den muslimske verden i vores labyrint med to åbninger, én er mærket 'ekstreme' og én mærket 'moderate', var de egentlig bevæger os ind i deres meta-labyrint med to åbninger, 'død' eller 'forsoning'. Vores plan var at holde tvinger dem til at vælge den moderate åbninger for at moderere dem og bryde dem om en eventuel tilknytning til terrorisme. Men vores vigtigste metode til at flytte dem der var formildelse. Når vi fik kørt fast i Irak, formildelse blev vores eneste metode. Mens vi troede, at vi førte dem til den moderate åbningen i vores labyrinten ved at pacificere dem, blev de fører os til den eftergivenhed åbningen i deres labyrint.

Som Wafa Sultan siger: beduinerne frygtede røveri på den ene side, og stolede på det som et middel til at udkomme på den anden. Så islam kom og kanoniserede det. Strenge regler er efter kommet fra starten det er derfor ekstreme muslimer vil efter ligne det. Da det er islams vej, vejen for Allah.
http://www.amazon.com/dp/0312538359?tag=thereligionof-20&camp=14573&...

En kritisk analyse af jihad og islam.
http://www.wikiislam.net/wiki/History_of_Jihad

Et land, hvor muslimer er en minoritet de efterspørger flere og flere privilegier og rettigheder for et mindretal fra værtslandet. Når deres antal vokser ved fødsel eller indvandring, de ønsker at indføre sharia-reglen(ser vi også i Dk). Når de bliver flertal, begynder de at bringe død og ødelæggelse til værtsnationen, og starter etnisk udrensning. Dette er den værste form for illoyalitet og hykleri.

Er dette ikke det samme, hvad Muhammed gjorde mod de tidlige mekkanerne? Da han var svag. Jo. han bragte ned vers, der var fredelige. Han har endda sagde nogle vers, som roste de hedenske guder (de sataniske vers) for at gøre mekkanerne glade. Men da han blev magtfuld, hans mørke side begyndte at dukke op og Koranens vers begyndte at miste deres skønhed. Når han erobrede Mekka, han viste sin sande farver til alle -enten konvertere eller dø ved sværdet.

To be fair to history; Jizyah was not entirely an Islamic initiative or the innovation of its prophet Muhammad, (Emphasis on the word “entirely”). A certain form of Jizyah had existed among the tribes of Northern Arabia in pre-Islamic times. This fact is attested by the famous historian Philip. K. Hitti in his History of Arabs. Ghazw or raiding others for feeding mouths was an accepted norm among the Bedouin tribes of that time. As Hitti noted, "Ghazw was a manly occupation of Bedouins where fighting mood was a chronic mental condition". For people among the tribes, everything that belonged to the other tribes guaranteeing material gain made a legitimate target. The context made it necessary for a weaker tribe or a sedentary settlement on the borderland to buy protection from the stronger tribe by paying what it then called Khuwwah which later became Jizyah in Muhammad’s Islam. Along with the booty acquired through raids and wars, Jizyah turned out to be a good source of income for believers when they were constantly occupied in spreading the newly founded religion by means of violence. To sum up, by imposing Jizyah on subjugated unbelievers Muhammad was reinstating an undivine tribal norm into his religion, thus broadening an abject backward practice. http://www.amazon.com/History-Arabs-Revised-Philip-Hitti/dp/0333631420
http://wikiislam.net/wiki/Jizyah_(Tax)

Islamister og Salafister i Ægypten, hvorfor ?
Siden slutningen af januar 2010 og efter den tidligere ægyptiske, præsident Mubarak blev afsat fra magten på grund af den ægyptiske revolution og som led i det arabiske forår, har verden været interesseret i og spekuleret meget på, hvordan det vil gå i fremtiden for Ægypten - og hvilken vej det vil gå.

Kan Ægypten blive et Iran nummer 2 i et område med et strengt islamisk regime, eller vil Ægypten fortsætte med at være et land med tolerance og gæstfrihed, hvor der er plads til alle, på trods af deres religion?

Der har været forskellige udmeldinger fra alle de involverede parter i Ægypten om fremtiden, først og fremmest fra det militære, midlertidige overgangscouncil og ikke mindst fra dem, som kaldes Mubaraks tilhængere. Der er fortsat forvirring på højt plan og det er ligesom den forvirring, vi oplever dagligt på Tahrir pladsen og andre steder i Ægypten, hvor der demonstreres flittigt for alt og imod alle.

Vi har næsten efter hver fredagsbøn oplevet en demonstration, hvor årsagerne og begivenhederne dertil er blevet kaldt noget forskelligt.

Vi oplever både dem, som demonstrerer for demokrati og andre demonstranter, som er modstandere af demokrati og frihed. Så er der en anden gruppe, som demonstrerer for Islam og islamisk magt. Endvidere er der dem, som vil have sharia i landet og endeligt dem, som ønsker Mubarak tilbage og ikke mindst dem, som hylder det midlertidige militærcouncil og ønsker, at de skal blive ved magten.

Men hvorfor løber islamister og Salafister af med sejren?

Svaret er komplekst og man skal faktisk helt tilbage i historien for at danne et overblik over, hvilken historie, som ligger bagved udviklingen. Det ægyptiske, muslimske broderskab (Al-Ikhwan Al-Muslimun) har eksisteret gennem generationer og blev dannet i 1929 af Hassan El-Banna.

Bevægelsen var beregnet til at bekæmpe den ikke religiøse, ægyptiske forfatning fra 1923 og oprette en mere religiøs stat og har altid, uden held, forsøgt at spille en afgørende rolle på den politiske scene i Ægypten, men den fik aldrig lov til det fra magthaverne, som blev uvenner med dem. Medlemmerne af Det Muslimske Broderskab gik under jorden i Gammal Abd El-Nassers tid, efter at de forsøgte at myrde ham, og det lykkedes dem senere at myrde den anden ægyptiske præsident, Anwar El Sadat, som tidligere satte dem i ægyptiske fængsler rundt omkring.



Efter Mubarak arvede magten fra Sadat, fik Det Muslimske Broderskab det heller ikke nemt under hans regime. Alle tre ægyptiske præsidenter var magtfulde og endte med at blive diktatoriske i deres opførsel, især når de blev genvalgt til præsidentembede. Der var altid 99,999%, som havde stemt på dem og det var selvfølgelig falsk.

Diktatorerne har etableret en grusom, hemmelig efterretningstjeneste, som beskytter dem, så ægypterne er blevet bange og har ikke turdet gøre noget. Det er farligt at ytre sig og især om politik. Alle 3 har tjent store formuer til dem selv, familier og venner. Resten af ægypterne er fattige eller bliver tvunget til at slås for deres daglige brød. Korruption, undertrykkelse og fattigdom er kendetegn for Ægypten. Folk tør ikke andet end at rette ind.

Det værste ved magthaverne er, at de har siddet på magten, indtil det sidste og har ikke villet give slip.

Så både Naser og Sadat døde, mens de var præsidenter, men Mubarak var så grov, at han ville give magten til sin søn Gammal.

Naser var den værste overfor Det Muslimske Broderskab. Han kom til magten efter et militærkup imod den tidligere, ægyptiske kong Farouq. Naser var officer i hæren og meget nationalistisk. Han var meget populær og den mest kendte leder i den arabiske verden. Man husker tydeligt den dag i 1967, hvor Naser ønsker at træde tilbage fra magten, som ægyptiske præsident, efter det voldsomme nederlag efter 7 dages krigen imod Israel.

Han anerkendte, at det var hans skyld, at Ægypten havde tabt krigen. På grund af hans popularitet, gik ægypterne i millionvis ud på gaderne for at bede ham om at blive ved magten. Naser blev også verdenskendt, efter at han sammen med Tito fra Ex-jugoslavien og Nehro fra Indien, dannede den alliancefri bevægelse, som var uafhængig af de 2 store alliancer. En vestblok (Amerika og vest-Europa) og østblok (Sovjet og øst-Europa) i den kolde krigs tid. Naser var modig og råbte altid højt op om moral og ideologi, hvilket sit folk og resten af den arabiske verden elskede ham for. Han har altid skældt ud på forskellige lande og hængt deres ledere ud og kaldt dem for imperialister og beskyldt dem for grov udnyttelse m.m. Han nationaliserede Suezkanalen og har altid med været socialist og antivesten. Han var god ven med Sovjet samt østblokken. Her var Det Muslimske Broderskab ikke ønsket og det gik under jorden. Broderskabet forsøgte at myrde ham, men det mislykkedes og de løb væk, gik under jorden med liv og sjæl og mødtes på hemmelige steder, hvis de overhovedet turde.

Sadat var taktisk klog og blev ven med Vesten og USA og smed det russiske folk ud af Ægypten. Han forsøgte at give frihed

til Det Muslimske Broderskab, men de var for meget overfor ham. De begyndte at kritisere ham og til sidst smed han dem i fængsel, ligesom Naser havde gjort.

Mubarak var ikke bedre end Naser eller Sadat overfor Det Muslimske Broderskab - tværtimod.

Så Det Muslimske Broderskab har eksisteret hele tiden på trods af hårde tider og strenge vilkår. De har af og til forsøgt at vise sig fra deres gode side ved at iværksætte gavnlige projekter, der især støtter de fattige ægyptere. De har etableret mange gratis, eller næsten gratis sundhedsklinikker. I de muslimske helligdage har de altid været ude med deres særlige look og givet mad og penge til de fattige ægyptere. De har altid og gennem årene vist gode gerninger under de 3 diktaturregimer, hvor Naser, Sadat og Mubarak var ved magten, når de kunne få lov til det. Så i realiteten har befolkningen ikke oplevet dem som andet end gavnlige, martyrer eller undertrykte på flugt og/eller i fængsler og som er blevet uretfærdigt behandlet af regimet. Måske vil folk på en eller anden måde belønne dem nu og det kan være en forklaring på alle de stemmer, som de fik ved det nuværende parlamentsvalg i Ægypten. Så hvis det kommer til stykket, er den almindelige, fattige ægypter i realiteten ligeglad med ytringsfrihed, kvinde undertrykkelse og demokrati, bare de får noget at spise og har tag over hovedet. De Muslimske Broderskab har gennem årene forsøgt at kritisere magthaverne med, at de ikke har magtet opgaven og de har forsøgt at hjælpe de fattige ægyptere med at give et lille nap i ny og næ. Det er virkeligt interessant nu, hvordan Ægypten bliver under Det Muslimske Broderskabs magt. Et parlament, hvor flertallet er islamister og salifister?

Personligt håber jeg, at de unge ægypteres død på Tahrir pladsen i Kairo ikke vil være forgæves. Formålet var at komme af med Mubaraks diktaturregime for at få et bedre demokrati, ytringsfrihed samt bekæmpelse af kvindeundertrykkelse, men så fik islamister og salafister overtaget magten i stedet for. Vil det gavne den fattige ægypter? Og hvordan er det med demokrati, ytringsfrihed og kvindeundertrykkelse? Det er svært at svare på.

Med venlig hilsen
Medhat Khattab, speciallæge
Svendborg
www.medhat.

Islamister og Salafister i Ægypten, hvorfor ?

Siden slutningen af januar 2010 og efter den tidligere ægyptiske, præsident Mubarak blev afsat fra magten på grund af den ægyptiske revolution og som led i det arabiske forår, har verden været interesseret i og spekuleret meget på, hvordan det vil gå i fremtiden for Ægypten - og hvilken vej det vil gå.

Kan Ægypten blive et Iran nummer 2 i et område med et strengt islamisk regime, eller vil Ægypten fortsætte med at være et land med tolerance og gæstfrihed, hvor der er plads til alle, på trods af deres religion?

Der har været forskellige udmeldinger fra alle de involverede parter i Ægypten om fremtiden, først og fremmest fra det militære, midlertidige overgangscouncil og ikke mindst fra dem, som kaldes Mubaraks tilhængere. Der er fortsat forvirring på højt plan og det er ligesom den forvirring, vi oplever dagligt på Tahrir pladsen og andre steder i Ægypten, hvor der demonstreres flittigt for alt og imod alle.

Vi har næsten efter hver fredagsbøn oplevet en demonstration, hvor årsagerne og begivenhederne dertil er blevet kaldt noget forskelligt.

Vi oplever både dem, som demonstrerer for demokrati og andre demonstranter, som er modstandere af demokrati og frihed. Så er der en anden gruppe, som demonstrerer for Islam og islamisk magt. Endvidere er der dem, som vil have sharia i landet og endeligt dem, som ønsker Mubarak tilbage og ikke mindst dem, som hylder det midlertidige militærcouncil og ønsker, at de skal blive ved magten.

Men hvorfor løber islamister og Salafister af med sejren?

Svaret er komplekst og man skal faktisk helt tilbage i historien for at danne et overblik over, hvilken historie, som ligger bagved udviklingen. Det ægyptiske, muslimske broderskab (Al-Ikhwan Al-Muslimun) har eksisteret gennem generationer og blev dannet i 1929 af Hassan El-Banna.

Bevægelsen var beregnet til at bekæmpe den ikke religiøse, ægyptiske forfatning fra 1923 og oprette en mere religiøs stat og har altid, uden held, forsøgt at spille en afgørende rolle på den politiske scene i Ægypten, men den fik aldrig lov til det fra magthaverne, som blev uvenner med dem. Medlemmerne af Det Muslimske Broderskab gik under jorden i Gammal Abd El-Nassers tid, efter at de forsøgte at myrde ham, og det lykkedes dem senere at myrde den anden ægyptiske præsident, Anwar El Sadat, som tidligere satte dem i ægyptiske fængsler rundt omkring.



Efter Mubarak arvede magten fra Sadat, fik Det Muslimske Broderskab det heller ikke nemt under hans regime. Alle tre ægyptiske præsidenter var magtfulde og endte med at blive diktatoriske i deres opførsel, især når de blev genvalgt til præsidentembede. Der var altid 99,999%, som havde stemt på dem og det var selvfølgelig falsk.

Diktatorerne har etableret en grusom, hemmelig efterretningstjeneste, som beskytter dem, så ægypterne er blevet bange og har ikke turdet gøre noget. Det er farligt at ytre sig og især om politik. Alle 3 har tjent store formuer til dem selv, familier og venner. Resten af ægypterne er fattige eller bliver tvunget til at slås for deres daglige brød. Korruption, undertrykkelse og fattigdom er kendetegn for Ægypten. Folk tør ikke andet end at rette ind.

Det værste ved magthaverne er, at de har siddet på magten, indtil det sidste og har ikke villet give slip.

Så både Naser og Sadat døde, mens de var præsidenter, men Mubarak var så grov, at han ville give magten til sin søn Gammal.

Naser var den værste overfor Det Muslimske Broderskab. Han kom til magten efter et militærkup imod den tidligere, ægyptiske kong Farouq. Naser var officer i hæren og meget nationalistisk. Han var meget populær og den mest kendte leder i den arabiske verden. Man husker tydeligt den dag i 1967, hvor Naser ønsker at træde tilbage fra magten, som ægyptiske præsident, efter det voldsomme nederlag efter 7 dages krigen imod Israel.

Han anerkendte, at det var hans skyld, at Ægypten havde tabt krigen. På grund af hans popularitet, gik ægypterne i millionvis ud på gaderne for at bede ham om at blive ved magten. Naser blev også verdenskendt, efter at han sammen med Tito fra Ex-jugoslavien og Nehro fra Indien, dannede den alliancefri bevægelse, som var uafhængig af de 2 store alliancer. En vestblok (Amerika og vest-Europa) og østblok (Sovjet og øst-Europa) i den kolde krigs tid. Naser var modig og råbte altid højt op om moral og ideologi, hvilket sit folk og resten af den arabiske verden elskede ham for. Han har altid skældt ud på forskellige lande og hængt deres ledere ud og kaldt dem for imperialister og beskyldt dem for grov udnyttelse m.m. Han nationaliserede Suezkanalen og har altid med været socialist og antivesten. Han var god ven med Sovjet samt østblokken. Her var Det Muslimske Broderskab ikke ønsket og det gik under jorden. Broderskabet forsøgte at myrde ham, men det mislykkedes og de løb væk, gik under jorden med liv og sjæl og mødtes på hemmelige steder, hvis de overhovedet turde.

Sadat var taktisk klog og blev ven med Vesten og USA og smed det russiske folk ud af Ægypten. Han forsøgte at give frihed

til Det Muslimske Broderskab, men de var for meget overfor ham. De begyndte at kritisere ham og til sidst smed han dem i fængsel, ligesom Naser havde gjort.

Mubarak var ikke bedre end Naser eller Sadat overfor Det Muslimske Broderskab - tværtimod.

Så Det Muslimske Broderskab har eksisteret hele tiden på trods af hårde tider og strenge vilkår. De har af og til forsøgt at vise sig fra deres gode side ved at iværksætte gavnlige projekter, der især støtter de fattige ægyptere. De har etableret mange gratis, eller næsten gratis sundhedsklinikker. I de muslimske helligdage har de altid været ude med deres særlige look og givet mad og penge til de fattige ægyptere. De har altid og gennem årene vist gode gerninger under de 3 diktaturregimer, hvor Naser, Sadat og Mubarak var ved magten, når de kunne få lov til det. Så i realiteten har befolkningen ikke oplevet dem som andet end gavnlige, martyrer eller undertrykte på flugt og/eller i fængsler og som er blevet uretfærdigt behandlet af regimet. Måske vil folk på en eller anden måde belønne dem nu og det kan være en forklaring på alle de stemmer, som de fik ved det nuværende parlamentsvalg i Ægypten. Så hvis det kommer til stykket, er den almindelige, fattige ægypter i realiteten ligeglad med ytringsfrihed, kvinde undertrykkelse og demokrati, bare de får noget at spise og har tag over hovedet. De Muslimske Broderskab har gennem årene forsøgt at kritisere magthaverne med, at de ikke har magtet opgaven og de har forsøgt at hjælpe de fattige ægyptere med at give et lille nap i ny og næ. Det er virkeligt interessant nu, hvordan Ægypten bliver under Det Muslimske Broderskabs magt. Et parlament, hvor flertallet er islamister og salifister?

Personligt håber jeg, at de unge ægypteres død på Tahrir pladsen i Kairo ikke vil være forgæves. Formålet var at komme af med Mubaraks diktaturregime for at få et bedre demokrati, ytringsfrihed samt bekæmpelse af kvindeundertrykkelse, men så fik islamister og salafister overtaget magten i stedet for. Vil det gavne den fattige ægypter? Og hvordan er det med demokrati, ytringsfrihed og kvindeundertrykkelse? Det er svært at svare på.

Med venlig hilsen
Medhat Khattab, speciallæge
Svendborg
www.medhat.dk

http://www.thedailybeast.com/newsweek/2011/10/16/violence-against-egypt-s-c...

Religiøs intolerance i Egybten.
http://www.religioustolerance.org/rt_egypt.htm
http://www.religiouswatch.com/thread00061_religious_intolerance_in_egypt.ht...

Vist var Gaddafi autokrat og havde blod på hænderne, men han var ikke værre end andre, og set i mit perspektiv var han Vestens allierede.

1. Han holdt flygtningestrømmen tilbage fra Europa

2. Han holdt de fanatiske muslimer i ave.

Det mest groteske af det hele er, at alt i mens NATO prøverde at ramme Gadaffis førerbunker, nedslagter Bashir Assad i hundredevis af syriske demonstranter uden nævneværdige reaktioner fra Vesten.

Bombningen af Tripoli minder uhyggeligt meget om Natos bombning af Serbiens hovedstad Beograd i 1999, som også skete af hensyn til albanere. Var det, fordi serberne var kristne og dermed – ligesom Gaddafi - vore allierede? Mistanken melder sig.

Og der er også et andet aspekt:

Foruden Gaddafis hjælp til Vesten ved at holde flygtningestrømmen tilbage og hans evne til at holde islamisterne i kort snor, var han med stor sandsynlighed en minoritetsbeskytter.

Det ved jeg ikke med sikkerhed, men det er det, Mellemøstens autokrater plejer at gøre. Kristne og jødiske minoriteter er autokraternes mest trofaste støtter.

Uden dem ville de være bytte for deres landsmænd, der sjældent går af vejen for en rask kirkeafbrænding eller en fordrivelse, og når despoterne ikke længere er der til at holde styr på dem, kan de meget nemt gå amok.

Det arabiske forår vil ende galt.

Muhammeds og de islamiske krigeres erobring af Mellemøsten og Nordafrika i løbet af det 7. og 8.århundrede, gik der et kulturelt jerntæppe ned midt i Middelhavet.

Det satte en brat stopper for oldtidens enhedskultur, hvor landene rundt om Middelhavet og dets befolkninger levede i den samme kultur med fælles internationalt sprog – først græsk, siden latin.

Middelhavet havde i høj grad været et hav, der forbandt mennesker og knyttede dem tæt sammen i et handelsmæssigt, kulturelt og også politisk fællesskab. Man var alle borgere i det samme rige, romerriget. Og der gjaldt samme love og regler overalt langs middelhavets kyster.

Religiøst knyttede kristendommen også området sammen. Rom, Konstantinopel, Alexandria og Antiokia var hovedcentre for kristendommen, men i længden kunne man ikke enes om de kristne dogmer, og man drev fra hinanden.

Dette var allerede sket, da Muhammed overfaldt og udslettede sin første karavane af jødiske købmand i det 7. århundrede, og lagde grundstenen til den Eidfest, muslimer fejrer den dag i dag til minde om det.

Nærlæser man historien fra perioden år 635 til omkring det 12.århundrede tegner der sig et billede af et meget aggressivt islam, der med sine krigere og sørøvere konstant hærger i Middelhavet og de europæiske landes kyster.

Øer som Mallorca, Sicilien, Kreta, Malta, Cypern og mange andre har en historie, hvor muslimerne det ene øjeblik hersker, og hvor de kristne det næste øjeblik har magten igen.

Det er en meget blodig og ustabil tid. Efter araberne sætter sig fast i det sydlige Spanien i begyndelsen af det 8.århundrede er nabolandendes historie, i årene herefter, én lang beretning om hundredvis af overfald og erobringsforsøg fra de muslimske hære i det ellers for kultur og videnskab gennem tiderne så berømmede islamiske Spanien.

Der er derfor ingen tvivl om, at David Gress har ret i, at Muhammed og hans hæres fremmarch var med til at bryde den fælles kultur og det handelsmæssige samkvem mellem Europa, Asien og Afrika ned.

Båndene mellem Nordafrika og Sydeuropa blev skåret over.

Den græske klassiske kulturs arvtagere, Lilleasien med Byzans (Konstantinopel) blev løbet over ende af de asiatiske stammer med deres udgave af islam.

Fra Muhammed og indtil tyrkernes sidste forsøg indtil dato på at erobre Europa endte foran Wiens porte i 1683 er historien om islam en uafbrudt fortælling om overfald, sørøveri (den danske konge betalte så sent som i det 18. århundrede beskyttelsespenge for sine skibe til kongen af Marokko) og erobringstogter i landene omkring Middelhavet, på Balkan (inklusive Grækenland) og Østeuropa.

Mvh Tim Bakke.

Det osmanniske rige blev en stormagt, der herskede i stort set de samme områder, som romerriget tidligere havde bestået af. Da dette rige brød sammen efter 1.verdenskrig, betød det også, at der opstod politiske og militære tomrum i landene omkring Middelhavet og selvstændighedsbevægelser og oprørsbevægelser opstod.

Lidt, ligesom vi ser nu med det, som kaldes det arabiske forår. Akkurat som nu, var det også dengang båret af forskellige ønsker og strømninger af politisk, national og ikke mindst religiøs karakter.

Længe nok havde araberne været styret fra Konstantinopel og siden af de europæiske kolonimagter. Nu var det tid for en arabisk og islamisk vækkelse. Ud af disse strømninger fødtes bl.a. det muslimske broderskab i Cairo i 1929.

Tilbage i 1760’erne beretter Carsten Niebuhr om forholdene i Middelhavet, Konstantinopel og det arabiske område på sin berømte rejse til det ”Lykkelige Arabien”.

Han beskriver den konstante fare europæiske skibe befinder sig for at blive opbragt af osmanniske krigsskibe eller arabiske sørøvere, som stjal og plyndrede og ikke mindst var ude efter europæiske kvinder, som blev solgt videre som slaver.

Ved Niebuhrs ankomst til Egypten får vi en beskrivelse af kopterne, de kristne egypteres stilling og placering i det egyptiske samfund. De lever i fattigdom: underkuet og usselt, som andenrangsmennesker i deres eget land.

De må tåle overfald og overgreb, forfølgelser og eksklusion fra det egyptiske af islam prægede samfund.

Bemærkelsesværdigt er det, at den dag i dag, kan man komme til Cairo og se kristne leve under akkurat samme forhold, som dem, Carsten Niebuhr beskrev i 1760’erne.

Det taler imod for den opfattelse, vi nu om dage har i Europa, at de kristne og jøderne bliver behandlet dårligt i muslimske lande pga. konflikten mellem Israel og Palæstina.

Historien viser klart, at de muslimsk dominerede lande, i hvert fald i århundreder, har behandlet de kristne og jøderne på en måde, der meget ligner den måde, de hvide i Sydafrika, behandlede de sorte, under det styre, der blev kaldt apartheid.

Således har det altid været og er stadig forbudt for kristne mænd at gifte sig med muslimske kvinder. Kristne kvinder kan godt gifte sig med muslimske mænd, men deres børn bliver da muslimer.

Skulle parret blive skilt, skal eventuelle børn opdrages i den muslimske religion.

I de fleste lande, med muslimsk flertal er det også noget nær på det strengeste forbudt for muslimer at konvertere til kristendom, medens det modsatte er velset. I det daglige civile liv er et menneskes borgerskab i et muslimsk land, som f.eks. Egypten, Jordan eller Syrien, bundet op på dets religiøse tilhørsforhold.

Selvom en muslimsk kvinde konverterer til kristendommen, så bliver denne konversion ikke anerkendt af myndighederne, hvorfor der vil stå i hendes papirer, at hun er muslim. Det betyder bl.a., at dersom, hun gifter sig med en kristen mand, bliver ægteskabet erklæret ulovligt og opløst.

Den kristne mand risikerer også straf for at have krænket loven, men også for at have ”bortført” en muslimsk kvinde og holdt hende i fangenskab - eftersom islamisk lov forstår et ægteskab sådan, at kvinden er mandens ejendom.

Man skulle jo tro, at den slags bare er noget religiøst, evt. kulturelt fnidder-fnadder, som ikke har noget egentligt at betyde. Men det er langt fra tilfældet.

Således var det netop påstande om, at kristne i Egypten på omtalte måde, havde bortført muslimske kvinder og holdt dem i fangenskab mod deres vilje, som var Al Qaedas begrundelse for at angribe Vor Frue kirke i Bagdad den 31.oktober 2010, og dræbe 60 mennesker, der var samlet til gudstjeneste i kirken.

Den samme begrundelse blev givet, da 25 kristne koptere i Egypten nytårsdag i år, blev slået ihjel pga. en selvmordsbomber uden for en kirke i Alexandria.

Da de fleste muslimske lande i deres forfatning har indskrevet Koran og sharia som øverste rettesnor for al lovgivning og retsudøvelse, så bliver det principperne her, der kommer til at udstikke de lovgivningsmæssige linier for reguleringen af samfundet, ligesom de enkelte konkrete retsafgørelser i de konkrete sager, bliver truffet af myndighederne ud fra den islamiske religion.

Eksempelvis kan det betyde, at muslimer, der anklages for mord på kristne, frikendes, medens derimod en muslim, der slår en myndighedsperson, f.eks. en politibetjent bliver straffet hårdt.

Sådan som det faktisk skete i en sag, hvor mange kristne blev skud ned på åben gade på vej hjem fra julegudstjeneste juleaften i byen Nag Hammadi i julen 2009.

Her er ingen muslimer blevet dømt for mord på kristne. Til gengæld er én muslim dømt for angreb på en betjent.

Mvh Tim Bakke

I alle muslimske lande er det forbudt kristne at missionere, hvilket naturligvis skal ses i forlængelse af forbuddet mod at forlade islam (apostasi). Religionsfrihed betyder således reelt set: frihed til at undgå frafald fra islam for det muslimske samfund.

I skolerne, f.eks. i Egypten, indgår islam som en fast integreret del af pensum i stort set alle fagene på skemaet. Til gengæld adskilles kristne og muslimer i religionsundervisningen.

Der er finder ingen historisk eller kulturel undervisning sted, der forklarer de kristnes og kristendommens tilstedeværelse i det egyptiske samfund.

Mistilliden overfor de kristne er stor. Og ved det mindste rygte om, at en præst har talt imod islam i en kirke, drager store skarer til kirken og brænder kirken af og overfalder den pågældende bys kristne befolkning.

Det samme sker, dersom det rygtes, at en kristen mand og en muslimsk kvinde har haft et forhold til hinanden. Hadefulde muslimer drager til byen for at hærge, ødelægge og om muligt få den kristne mand udleveret til afstraffelse.

Her står vi i dag med sådanne forhold og det, som er værre, i langt de fleste muslimske lande i Nordafrika og i Mellemøsten.

Vi må sige, at der her reelt er tale om apartheidlignende styreformer, der systematisk undertrykker kristne medborgeres og andre ikke-muslimske gruppers ret til at eksistere, ytre sig og udfolde sig i overensstemmelse med deres religion og kultur.

Siden 2004 har islamister således i Irak angrebet og bombet mere end 70 kirker rundt om i landet. Senest for nylig 2 kirker i Kirkuk i det nordlige Irak.

En pakistansk kristen minister blev her i foråret dræbt af islamister, fordi han tillod sig at tale om beskyttelse af etniske minoriteter.

Efter Sydsudans selvstændighed tidligere på året, har det muslimske Nordsudan påbegyndt en etnisk udrensning af kristne sudanesere i grænseregionerne mellem det nu delte land.

I Tyrkiet kæmper kristne til stadighed en sej og hård kamp for at for lov at dyrke deres kristne religion. Det er op ad bakke, siden et klart flertal i den tyrkiske befolkning ønsker kristnes ret til gudsdyrkelse forbudt.

Alligevel oplever vi de selv samme muslimske lande med Tyrkiet i spidsen (OIC-landene) kritisere europæiske lande for manglende tolerance over for muslimer. Man tror det er løgn, men det er sandt nok.

Den 25.juli i år udtalte den tyrkiske sekretær for OIC (organisationen for islamisk konference) en kritik af Europa for intolerance overfor religiøse minoriteter og understregede: at netop tolerance overfor disse minoriteter altid har ligget OIC på sinde (sic!).

Dette skal sammenholdes med den omstændighed, at bare i sekretær Ekmeleddin Ihsanoglus eget land, Tyrkiet, er det ofte forbundet med livsfare, at konvertere til kristendommen fra islam, ligesom klostre må kæmpe og stadig kæmper med den tyrkiske stat mod beskyldninger for at have ”stjålet” jord fra muslimer og for at være fjender af ”tyrkheden”.

Sådanne retssager kæmper f.eks. det ældste syrisk-ortodokse kloster Mor Gabriel mod i dag, selvom klostret er grundlagt i år 397.

Også Sct. Katharina klostret i Egypten har så sent som i år været udsat for egyptisk politis og militærs overgreb og tilbageholdelse af materialer til at renovere klostret.

Konstant er klostrene og kirkerne i Egypten udsat for vanvittige (løgnagtige) beskyldninger, om at skjule muslimske kvinder, og tilbageholde dem mod deres viljer, hvilket ophidser muslimerne voldsomt og, som nævnt, ofte er den direkte årsag til angreb og mord på kristne, afbrænding af landsbyer og bomber mod kirker rundt om i Mellemøsten.

Vi, der har eller har haft et håb og en tro på, at landene omkring Middelhavet. Europa, Afrika og Mellemøsten burde kunne gå en stor fremtid i møde sammen.

Vi, der drømmer om, at der ad åre igen vil kunne opstå en fælles kultur og en fælles frit marked i området, hvor alle mennesker kan leve frit, uanset religion og etnisk herkomst i et fællesskab, som vi har i Europa.

Vi må samtidig erkende, at de forhold, kristne og andre minoriteter lever under i de muslimske lande, er en så menneskefjendsk ideologisk adskillelse af folk, at denne apartheid står i vejen for, at en fremtid med frihed og lige værdighed mellem folk i de enkelte lande og landene imellem vil kunne opnås.

Med mindre, vi snart tager os sammen og taler disse horrible tilstande og forhold for mennesker i middelhavsområdet midt imod.

Mvh Tim Bakke