”Forestil dig en grå regnvejrsdag i november sidst på eftermiddagen. Du har gået gennem byen i flere timer. Og du bliver ved med at gå og gå. Det hele bliver mere og mere gråt. Det var den stemning, man kom i, når man kom ind på mit kontor,” forklarer Manu Sareen og tilføjer: ”Vi kaldte det novemberværelset.”

Han peger op mod væggen bag sit skrivebord.

”Der hang et utrolig dunkelt billede. Det var så mørkt, at man næsten ikke kunne se, hvad der foregik på billedet,” siger han og peger videre rundt i lokalet og forklarer, hvordan det var fyldt op med dunkle møbler. Væggene havde fået en gulbrun farve af tidligere kirkeministres hang til at blande de tunge tanker med tobak.

Ministeriets mistrøstige stil hænger ifølge Manu Sareen sammen med, at de tidligere kirkeministre primært har holdt til i deres andre ministerier. Manu Sareen er den første minister i mange år, der bruger kontoret på fuld tid.

Nu har han med hjælp fra sin kone Anya Degn Sareen taget fat på at friske lokalerne op. I første omgang er en masse møbler røget ud, og væggene er blevet hvide. Et enkelt, hvidt skrivebord, et mødebord med lysebrune træstole og en halvtom, hvid reol udgør nu det enkle møblement på det velvoksne kontor.

”Hele tanken bag indretning er meget enkel. Her skal være rart at være, og her skal være lyst. Før var det et november-værelse. Nu er det blevet et juni-værelse, og når jeg er helt færdig, skulle det gerne være et rent juli-kontor,” siger Manu Sareen.

Et stort maleri med markante lilla og røde farver af kunstneren Kaspar Bonnén pryder væggen bag hans skrivebord.

Hvorfor har du valgt netop det billede?

”Jeg synes, det er pænt,” lyder den enkle forklaring fra ministeren.

I et indhak i væggen, hvor der før stod et bornholmerur, ligger der nu en bunke pindebrænde og gløder. Det ser det i hvert fald ud til. Bålet er lavet er porcelæn og er et kunstværk skabt af Maria Lenskjold.

Kunstværket er så livagtigt, at Manu Sareen i starten måtte sætte en seddel på det for at undgå, at rengøringsfolkene skulle feje det sammen.

"Der kommer rigtig mange mennesker ind på mit kontor. Bålet på gulvet får lige folk til stoppe og alle skal over og mærke på det. På den måde fungerer det rigtig godt som en icebreaker," forklarer han.

I DR’s dokumentar kunne seerne se Manu Sareen stå foran en pult med et gammelt B&O-anlæg og rode i Per Stig Møllers CD’er, mens klassisk kormusik strømmede ud af højtalerne. Nu er anlægget væk. I stedet ligger der en lille iPod og et par snoede øretelefoner på skrivebordet.

”Jeg ejer jo ikke en eneste CD. Alt ligger digitalt,” siger han.

Musikken i ministeriet har også fået en anden tone.

”I øjeblikket ligger George Michael forrest på min playliste. Under løbeturen i morges hørte jeg Wham. Sagen er, at min musikstil ikke rigtig har udviklet sig siden 80’erne,” siger han med et let grin. Det sker dog også, at klassisk musik sniger sig forrest på iPod'en. For eksempel er Manu Sareens børnebøger skrevet til tonerne af Mozart.

Efter det gamle stereoanlæg er røget ud, savner han dog at have en højtaler i rummet.

”Måske skulle vi tage ud og købe en dock (højtaler til iPod. red.) til iPod’en i dag?" siger han og kigger spørgende over på sin pressekoordinator.

”Det tror jeg sgu', vi gør,” slår han fast og skynder sig at understrege, at det selvfølgelig er for hans egne penge.

Et andet af de rum, der for alvor har lagt vægge til ministerens indretningstrang, er receptionen. Mellem receptionen og ministerkontoret går en smal gang, hvor væggen er plastret til med sort-hvide portrætter af de tidligere kirkeministre.

”Elefantkirkegården,” bemærker Manu Sareen, mens han passerer de alvorsfulde ansigter. Han får dog først selv lov til at blive en del af selskabet på væggen med Per Stig Møller, Tove Fergo og andre tidligere ministre, når hans tid på posten er forbi.

Tidligere var noget af det første, man blev mødt af i ministeriets reception, et stort, mørkt maleri, forklarer Manu Sareen:

”Forestil dig et billede, der er en blanding af Skriget (af Edvard Munch, red.) og sort. Det var meget voldsomt.”

Nu er væggene i receptionen dækket af 12 blå, indrammede billeder med store sølvgrå bogstaver af kunstneren af Kirstine Roepstorff. I hver sin ende af lokalet lyser to neonskilte. Det ene forestiller et par foldede hænder. Det andet er en farvestrålende regnbue.

Hvorfor har du valgt netop disse kunstværker?

"Fordi jeg synes, de er pæne," lyder den ligefremme forklaring igen.

Du har fyldt dit ministerium op med en del ny kunst. Er der noget særligt, du gerne vil have, at de nye kunstværker i ministeriet skal udtrykke?

”Jeg er klar over, at Kristeligt Dagblad er meget glad for at fortolke ting og få alt muligt til at betyde noget. Men nogle gange er tingene altså bare det, de er. Og jeg har valgt tingene, fordi de er pæne. Og fordi de gør det rart at være her. Længere er den ikke,” siger Manu Sareen og understreger, at det er vigtigt, at receptionen giver et positivt og opløftende indtryk. Det er det første rum, gæsterne møder, og det er her, man sidder og venter på ministeren.

“Jeg kan især godt lide den lysende regnbue. Det er det gamle kristne symbol på Guds pagt mellem menneskerne. Jeg elsker regnbuer. Det har jeg altid gjort. Og så er der noget specielt med det lysende neon,” forklare Manu Sareen.

Ministeren mangler stadig at få et par billeder op på væggene, inden indretningsarbejdet er færdigt. Derudover skal ministeriet have et nyt logo, efter det er blevet lagt sammen med Ligestillingsministeriet.

”Jeg skal også have en ny kontorstol. Der er store huller på den gamle,” siger Manu Sareen.

Ifølge ministeren er kunstværkerne finansieret af den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse, der har stillet 285.000 kroner til rådighed.