Lad de europæiske borgere vælge EU’s formand

Skal det højt profilerede danske EU-formandskab virkelig kun være kendt for rugbrød og bevidst passivitet i forhold til de store EU-spørgsmål? Skal finanspagten hastes igennem uden klare beviser på, at eliten har fanget budskabet om reformer, der kan skabe et ejerskab hos de – efterhånden med rette – EU-skeptiske befolkninger?

Nej, vel? Det er simpelhen for uambitiøst. Flere gruppeledere i Europa-Parlamentet efterlyste da også forleden hos Thorning-Schmidt et mere politisk formandskab, der også fokuserer på EU’s værdier, apropos Ungarns farlige kurs væk fra demokrati, retsstat og pressefrihed.

Den danske regering prøver i disse uger at finde en politisk balance midt i det stormvejr, som truer med at flænse hele formandskabet i stykker. Løsningen er blevet, at man vil være ”brobygger” mellem eurozonens 17 medlemslande og de 10 lande, som står udenfor. Fint nok. Ganske sympatisk – og ganske harmløst. Men var det ikke en idé at være brobygger mellem det stadig mere desperate eurokrati og folket?

Nu skal man jo aldrig kritisere andre for manglende initiativ og ambitioner uden selv at komme med forslag. Så her kommer et forslag, som er ambitiøst, konkret og vil skabe mere direkte demokrati og folkeligt ejerskab til EU-projektet: Lad folket vælge Europa-Kommissionens formand! Lad den næste ”Barroso” i 2014 være de 500 millioner EU-borgeres mand/kvinde i stedet for en ufarlig bureaukrat, udpeget af statslederne.

LÆS OGSÅ: Danmark ses som driftsikker EU-formand

Lyder det som utidig EU-romantik eller naiv fremtidsmusik? Overhovedet ikke. Faktisk ville sådan et forslag, bragt op af Helle Thorning-Schmidt på topmødet den 30. januar, være rettidig omhu – et forslag, som allerede har cirkuleret blandt ledende europæere, og som behandles seriøst i de kredse, hvor Europas skæbne afgøres i disse uger og måneder.

Tag nu tyskerne: Kansler Merkels parti, CDU, foreslog præcist det samme allerede i november på partiets kongres. ”Vi ønsker, at Den Europæiske Union skal have et ansigt,” lød forklaringen – og det er jo så sandt, som det er sagt. Der skal fjæs på forestillingen. Folkelig forankring. Gennemsigtighed og demokratiske beslutninger. Ellers vil den fine finanspagt blot være et figenblad, som eurokraterne kan dække sig med en kort stund – og så få smækket fra vælgerne ved næste valg.

Vent bare og se, hvad der sker med Papademos i Grækenland, Monti i Italien, Sarkozy i Frankrig og (sidst, men ikke mindst) Merkel selv i Tyskland, hvis ikke de får folket med, får skabt troen på, at Europa er andet og mere end økonomisk krisehåndtering. Tag mit ord for det: De ryger ud af klappen ... alle sammen.

De ved det godt i Frankrig. Da pressen spurgte til CDU’s forslag i november, lød den uofficielle kommentar fra den franske administration: Det er ikke et forslag, vi på forhånd er imod. Noget af en indrømmelse, når man tænker på præsident Sarkozys selvfølelse og angst for at slippe kontrollen ...

Kansler Merkel ved bedre end nogen, at tyskerne, der jo dybest set kun ønsker at skabe et europæisk Tyskland gennem et forpligtende fælleskab, er under konstant og urimelig beskydning for at ville et tysk Europa. En visionær, folkevalgt formand for Europa-Kommissionen ville være det stærkeste symbol af dem alle: europæernes genkomst i politik.

En Tony Blair-type eller måske en Anders Fogh Rasmussen (V), som kunne signalere den nødvendige blanding af magt og folkeforståelse, være Europas konstant over for USA og Kina, være den troværdige samarbejdspartner for det også folkevalgte Europa-Parlamentet.

Parlamentet deltager i øjeblikket med en delegation under forhandlingerne om finanspagten. Men uden reel indflydelse. Hvis forhandlingerne blev ledet af en folkevalgt EU-leder i stedet for en nikkedukke, som skylder statslederne sin karriere, ja, så ville parlamentets stemme med garanti også vægte anderledes tungt.

Som sidegevinst ville en folkevalgt kommissionsformand være den bedste sikring af de små nationer – herunder Danmark – som er i konstant fare for at blive tromlet ned af de store, Tyskland og Frankrig. Tænk bare på Sarkozys nedladende affejning af Thorning-Schmidt på sidste topmøde.

Og igen: De store har forstået det. Tysklands magtfulde – og netop afgåede – finansminister, Wolfgang Schäuble, er slet ikke i tvivl. Den bredt respekterede Schäuble foreslog allerede i september direkte valg af kommissionsformanden for ”at fremme den nødvendige, europæiske integration”, og den tidligere Bundesbank-chef Axel Weber støttede også idéen, fordi ”den er afgørende for at sikre tilliden”.

Endelig ville en folkevalgt formand med en helt anden vægt kunne tage kampen op med de demagoger, som i øjeblikket gør deres bedste for at kuldsejle det europæiske fælleskab. Ungarns Viktor Orbán spiller lige nu bevidst på en svag Kommission, der trods en klar traktattekst står uden opbakning fra medlemslandene, når der skal bankes til uvorne medlemmer af klubben.

Og hver gang en Orbán med held udfordrer et EU uden tænder – ja, så mister projektet yderligere troværdighed i forhold til de borgere, som skal overbevises om værdien af at fighte for fælles europæiske værdier.

Og hvad siger Europa-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, så selv til idéen, der ville betyde et slip på kontrollen og markant større uvished for eurokratiet og eliten i Bruxelles? Jo, han er såmænd varm tilhænger. I et YouTube-interview i oktober sagde kommissionsformanden direkte, at et valg om formandsposten ”ville glæde mig”.

Der er – kort sagt – mange gode grunde for statsministeren og hendes apparat til at tage et hurtigt summemøde på Christiansborg. Hvis Helle Thorning-Schmidt mødte op den 30. januar med et konkret forslag om at forbedre Europa på dette afgørende punkt, ville Europa lytte. Alle ved nemlig, at der er brug for en ny vision. Rugbrød eller ej.

Morten Løkkegaard er journalist og medlem af Europa-Parlamentet for Venstre