Klassisk musikanmeldelse

Andreas Scholl – Bach Cantatas – Kammerorchester Basel, dir. Julia Schröder – Decca 478 2733.

Forsmag på forårets glæder

Er man til cellokoncerter og Sjostakovitj, kan man roligt sætte krydser i kalenderen ud for datoerne torsdag den 17. og lørdag den 19. maj. Da kommer der nemlig spændende besøg i DR Koncertsalen på Amager. Cellisten Enrico Dindo spiller – assisteret af DR SymfoniOrkestret og dirigenten Giandrea Noseda – Sjostakovitjs to cellokoncerter, den anden er programsat først, og i begge tilfælde med Brahms’ 4. symfoni som en attraktiv tillægsgevinst. At dømme efter en glimrende cd, som Chandos netop har udsendt med selvsamme kombination, har vi noget at glæde os til.

Der er syv års interval mellem de to cellokoncerter – de kom til i 1959 og 1966 – og Sjostakovitj komponerede dem begge til sin 20 år yngre landsmand Mstislav Rostropovitj, der var et unikum af en begavelse og allerede i slutningen af 1950’erne havde vakt berettiget opsigt i det sovjetiske musikliv. Der er tale om to meget karakteristiske værker for den store russiske komponist, idet begge er rige på hans underfundige, men også meget beske humor. I de passager, hvor han ligesom vrænger sine temaer ud, kan han minde om symfonikeren Mahler. Men værkerne rummer også mange øjeblikke af dyb alvor og inderlig skønhed, og musikhistorikere har spekuleret meget over, i hvor høj grad de afspejler komponistens besværlige tilværelse både på det private plan (sygdom og skilsmisse) og på det politiske. Afstaliniseringen havde ganske vist stået på i nogle år, da koncerterne blev skrevet, men med Leonid Brezjnevs opstigning til magten var tøjlerne igen blevet strammet i Sovjetunionen.

De to koncerter er i deres splittethed ikke sådan at få styr på, men solostemmen spilles glimrende af italieneren Dindo, som har optrådt under Rostropovitjs direktion, og om hvem den gamle mester skal have udtalt, at han er ”en exceptionel cellist, en fuldendt kunstner og musiker med en ekstraordinær klang, der flyder som den mest vidunderlige italienske sangstemme”. Det er en anbefaling, det er svært at overgå, så det skal blot tilføjes, at Dindo bliver godt fulgt til dørs af sin landsmand Noseda og DR SymfoniOrkestret.

Sjostakovitj: Cellokoncert nr. 1, op. 107, og nr. 2, op. 126. Enrico Dindo, cell0, og DRSO, dirigeret af Gianandrea Noseda. Chandos CHSA 5093.