Inde i store lejre som Price og Camp Bastion i Afghanistan, hvor soldaterne har stabsarbejde, står i et depot, er mekanikere med videre, byder feltpræsten på en sodavand og almindeligt hyggeligt samvær bagefter. Ved den andagt/velsignelse, der kan foregå ude i de små patruljebaser, før soldaterne skal på en farlig patrulje, er det rimeligt naturligt at sige, at de skal passe godt på sig selv, at vi tænker på dem, mens de er ude i Greenzone, at vi håber, at de vil vinde, hvis de bliver angrebet, og at vi forventer at ses igen.

At slå sig et par gange på brystet udtrykker, at de er inde i ens hjerte, og som vi alle ved, forstås V-tegnet oftest som et udtryk for sejr. Det er tegn for disse velmenende ønsker. Og det er ganske harmløst i den forstand, at det hverken gør skade på fjenden eller har til formål at skabe en fanatisk og opildnet stemning, som vi eksempelvis kan se det hos nordkoreanske soldater.

DET LIGGER IKKE LIGE FOR, at en vestjysk bondekarl, en student fra Fåborg, en knægt fra Nørrebro eller naboens søn skal te sig på den måde. På den næsten fire år gamle video af en velsignelse, som DR trak frem af gemmerne, hører vi jo også en stemme, der til sidst jævnt og roligt siger: ”Tak for det, Thomas!”.

Politikens lederartikel mener samstemmende med blandt andet Hans Vium Mikkelsen, Svend Andersen og Karsten Nissen, at det er en sammenblanding af krig og kristendom. Det er det ganske rigtigt i den forstand, at der forkyndes kristendom til den danske soldat, der befinder sig midt i en krig, som Folketinget har sendt ham eller hende ud i.

Men der tages helt fejl, hvis man hører det som opfordring til hellig krig. Det hører soldaterne i hvert fald ikke, for de er ikke dumme. Det står nemlig helt klart, at den kristne tro ikke skal og kan forsvares med våben, ligesom den ikke kan og skal udbredes på denne måde. Som om Guds ord ikke var langt stærkere end stål?

Der findes ikke noget sådant som hellig krig, selvom korsriddere før i tiden og fanatiske muslimer i dag tager ordene i deres mund. Med Guds komme til denne verden igennem sin søn blev det klart, at intet i denne verden er helligt undtagen Kristus – hverken krige, våben, templer, kirker, moskéer, helgener, profeter, knogler, brønde, politiske idéer, eller hvad mennesker nu i åndelig vildfarelse kan finde på at kalde helligt.

I den forstand sekulariserer kristendommen og bør altid være et angreb på enhver politik, der gør sig religiøs, såvel som en religion, der gør sig politisk. Dermed taler kristendommen også imod en sekularisering, der gør sig selv hellig, såvel som den fører en selvkritik mod alle slags institutioner og foreninger, der kalder sig kristne.

Lytter man til sin kristentro, vil det også føre til en personlig selvkritik. Det vil blandt andet føre til den selvkritiske sans, der fastholder os på ikke at gøre vores kristentro politisk, men derimod fastholder os på at skelne mellem de to størrelser. Hvad angår et kristent menneskes pligt til at gå i krig, skal man derfor skelne mellem den kristnes pligt som kristen og den kristnes pligt som borger.

FORPLIGTELSEN TIL at gå i krig, når man angribes uretfærdigt, hører under den kristnes pligt som borger. Som borger er man pligtig til at forsvare sin næste og sit land. Man er pligtig at forsvare sit lands fred og frihed og de institutioner, der bærer samfundet. Der er kristne sekter, som gør sig til samfund inden for samfundet, og som ikke vil tage en borgerpligt på sig som den at forsvare sit land. De forstår ikke at skelne mellem pligten som kristen og pligten som borger. Det gjorde bevæbnede ridderordener i middelalderen heller ikke.

Men selvom den forvrængning af kristendommen har fundet sted, ændrer det ikke på, at den kristne tro kommer fra Gud og ikke kræver vores forsvar, men blot, at vi handler i denne tro.

Når jeg til mine soldater har sagt ”Stol på Gud – og hold krudtet tørt”, er det netop for at fastholde denne skelnen på en jævn, enkel og forståelig måde. Det er ikke et kampråb. Det skal derimod mane til besindighed. Det er sagt dybt alvorligt og er ikke udtryk for noget pjank og pjat. Din pligt som kristen er at stole på Gud. Og din pligt som borger er ”at holde krudtet tørt”, at være veluddannet, have orden i tingene, passe dit arbejde, gøre din pligt, tage dit ansvar på dig, vise barmhjertighed, omsorg, betænksomhed, være hæderlig med videre.

Feltpræsterne holder også deres krudt tørt ved at være veluddannede til deres opgave, der primært består i samtaler og sjælesorg, og hvor det ikke nytter noget at skamme sig over evangeliet eller at være præst. Vi følger blot vores samvittighed og opfylder selve ånden i Genèvekonventionen, at uanset om man som person er for eller imod krig, så tager man med helt derud, hvor de sårede, de syge, de modløse, de svækkede, de ængstelige har brug for hjælp. Og det kræver nu engang at man er i systemet, men ikke af systemet.

Sådan skal det være. For trods store filosofiske tanker og almindelig moralsk forargelse er det nu engang virkeligheden, at Danmark er i krig, og at folkekirken naturligvis følger med. Ikke fordi vi skal opfylde en konvention, eller fordi krigen er en barmhjertighedsgerning, når den udføres for at beskytte den svage, men fordi soldaterne naturligvis skal have mulighed for at høre Guds ord, modtage sakramenterne, bede et fadervor sammen og få lyst Guds velsignelse som måske den sidste kirkelige handling, de oplever i deres liv.

Thomas H. Beck er hærprovst og sognepræst ved Kastelskirken i København