De bor i en lejlighed på Amager. Men det var ikke i deres lokale sognekirke, at de fik velsignet deres partnerskab. Præsten var imod velsignelse af homoseksuelle, og derfor har de løst sognebånd. Velsignelsen foregik i Timotheuskirken i Valby.

”Det påvirkede mig meget, da vi fik at vide, at præsten ikke ville velsigne os. Jeg følte mig ikke velkommen. Den kirke, som jeg havde valgt, folkekirken, kunne ikke rumme mig. Det gjorde, at jeg faktisk slet ikke havde lyst til at få velsignelsen. Vi har en folkeskole, hvor alle er velkomne. Et sygehusvæsen, hvor alle er velkomne. Men ikke en folkekirke. Det undrer mig, og det er godt, at det bliver ændret. Det er på tide, at vi nu får et mere rummeligt samfund. Vi skal ikke alle sammen være hr. og fru hakkebøf,” siger Mette Bugge.

De er begge medlem af folkekirken, og Mette har gået i søndagsskole og arbejdet i kirken, ligesom Tina Solveig også er vokset op med den kristne tro. Som voksen er hun blevet mere søgende.

”De grundlæggende vær-dier i kristendommen er grundlaget for min måde at leve på. Det er kristendommens budskab, som jeg så gerne vil have ind i vores liv. Næstekærligheden og tilgivelsen. Og det at vide, at når vi er sårbare, er der en højere magt, der hjælper os. Det får man jo ikke på rådhuset. Det er meget upersonligt og juridisk. Det er kirken, der kan give os de værdier, der er brug for, når man skal holde sammen i tykt og tyndt,” siger Tina Solveig og kigger på Mette, der sidder ved siden af hende ved køkkenbordet i lejligheden.

Deres forhold har ikke altid været en dans på roser. Derfor har de haft brug for de kristne værdier om tilgivelse og at elske hinanden i medgang og modgang. Efter flere samtaler med sognepræst Margrethe Tranberg i Valby-kirken besluttede parret sig også for at få den kirkelige velsignelse med en stor fest bagefter. De mødte hinanden i danseforeningen PanDans, og derfor var det deres danselærere, der førte dem op ad kirkegulvet.

Ifølge den nye lov bliver homoseksuelle også erklæret ægtefolk. Nu er det så op til biskopperne at lave selve ritualet ud fra loven. Og her er bølgerne gået højt i diskussionen om, hvorvidt homoseksuelle skal kaldes livsfæller eller ægtefæller. Nogle biskopper har på forhånd sagt, at de ikke vil medvirke til at lave et ritual, hvor homoseksuelle kaldes ægtefæller, fordi ægteskabet ifølge dem er mellem en mand og en kvinde. Andre mener ikke, at der skal skelnes, og taler derfor for ægtefæller.

For Mette og Tina Solveig betyder ordlyden i det kommende ritual meget:

”Hvis ikke vi kan være ægtefæller, betyder det jo, at kirken synes, vi er uægte. Og det er lige præcist der, hvor den politiske magt skal være stærk og sige, at ægteskabet skal være for alle. Uanset seksuel orientering. Jeg kan være livsven med mine venner, men ægtefælle er jeg kun med den, jeg er gift med. Nu har staten sagt, at vi kan indgå ægteskab, og så må kirken følge med. Ellers må stat og kirke blive skilt ad. Vi er lige for loven, og jeg tror også på, at vi er lige i kristendommen,” siger Tina Solveig Koch og fortsætter med at kommentere på, at præster ifølge lovforslaget skal have ret til at sige nej til at vie et homoseksuelt par:

”Det undrer mig, at man kan bestride en offentlig stilling, hvor man får lov til at afvise visse grupper af mennesker. Præsten burde holde sin personlige holdning for sig selv. Man må forholde sig professionelt til arbejdet i den virksomhed, man er i. Også når det er en kirke.”

Ingen af dem bryder sig om betegnelsen registrerede partnere. Når en af dem dør og lader den anden tilbage, får hun ikke betegnelsen ”enke”, men ”længst nulevende registrerede partner”.

”Det er fuldstændig ude i armslængde – eller længere ude. Det er lidt det samme med livsfæller. Så sig dog, hvad det er: et ægteskab,” siger Mette Bugge.

De har kort overvejet at indgå ægteskab i kirken, når loven træder i kraft til sommer. Mest for at få samfundets anerkendelse og pakke følelsen af at være andenrangsborger væk. Men de synes begge, at de har erklæret deres kærlighed for Gud og mennesker. Og med den nye melding om, at man kan få sit partnerskab ændret til ægteskab ved at søge om det, frister det ikke at trække i det røde tøj og gå op ad kirkegulvet igen. Og dog:

”Vi har ikke kigget hinanden i øjnene og sagt: Det skal vi ikke,” siger Mette Bugge, der får et skævt smil tilbage af Tina Solveig Koch.

Et smil, der mest af alt fortæller, at kærligheden er stærk, men at det røde bryllupstøj bliver, hvor det er.