Peter Stein Larsen |
25. januar 2012
Frank O’Hara er det ene navn i den digtertrio, der bærer navnet New York-skolen, og hvis øvrige medlemmer er John Ashbery og Kenneth Koch. De tre digtere har siden 1960’erne været hovedeksponenter for en omstemning af amerikansk lyrik, som har givet sig udtryk i, at poesien aldrig må komme med én definitiv tydning af den verden, og at teksterne henter deres energi fra det dynamiske kor af stemmer, som findes i det moderne storbysamfund. Den nævnte digtergruppering har da også haft særdeles stor betydning for en markant del af de lyrikere, der har debuteret i Danmark i det nye årtusinde.
LÆS OGSÅ: Kort om nye romanerFrank O’Haras digte rummer en uforlignelig blanding af på den ene side noget henkastet og skødesløst, på den anden side noget intenst og insisterende i tonen. Motiverne er ofte flanøragtige vandringer på Manhattan, hvor digteren konciperer indtrykkene fra den moderne storby med en glubende appetit og en dirrende nerve. En typisk passage lyder: ”Solen er varm, men/ taxaerne hvirvler luften op. Jeg ser/ på billige armbåndsure. Der/ er katte der leger i savsmuld/ Videre/ til Times Square, hvor lysreklamen/ puster røg henover mit hoved, og højere/ oppe risler vandfaldet let. En/ neger står i en døråbning med en/ tandstikker”.
O’Hara er imidlertid på ingen måde nogen upolemisk lyriker, der synes, alt er godt og har samme værdi. Ned rakkes for eksempel ”den katolske kirke” og de ”tynde tidsskrifter”, mens digteren i stedet i pagt med pop-arten i USA besynger: ”dig,/ berømte hvide lærred, tragiske Technicolor, elskovsfulde Cinemascope,/ udstrakte Vistavision og forbløffende Stereofoniske Lyd, med alle/ jeres himmelske dimensioner og efterklange og billedstorme!”. Denne salve har naturligvis været slagkraftig og provokerende i 1960, hvor blandinger af høj- og lavkultur var højeste mode, mens man med god ret kan spørge, hvor interessante og nye den slags proklamationer er i dag.
Derfor er det også ærgerligt, at et ellers klart og vidende efterord af bogens to oversættere, digterne Pejk Malinowski og Palle Sigs-gaard, er skæmmet af, at disse har følt sig kaldet til at anvende den samme type firkantede og idiosynkratiske kategoriseringer som O’Hara. Man skal således læse, at T.S. Eliot står i spidsen for ”den opblæste, akademiserende digtning”, som var fremherskende i digterens samtid. Det burde være muligt at fremhæve de poetiske kvaliteter ved Frank O’Hara, uden at man behøver komme med den slags ukvalificerede generaliseringer, som man vist kun kan nå frem til ved en fordomsfuld og uopmærksom omgang med Eliots digtning.
Frank O’Hara: Til minde om mine følelser. Oversat af Pejk Malinowski og Palle Sigsgaard. 78 sider. 170 kroner. Basilisk.