”Uden Gud ville jeg gå til herinde”

Kriminalforsorgen har forbudt os at omtale Dibs sag, hvorfor dommen og afsoningstiden er hemmelig.

For Dib var den førstetid bag tremmer utrolig svær, og han frygtede, at han var ved at blive sindssyg.

”Alle tankerne snurrede rundt i hovedet på mig, og jeg kunne ikke finde fred i mig selv. Jeg var låst inde 23 timer i døgnet og havde ikke kontakt til nogen. Jeg ville bare tilbage til mit gamle liv og være sammen med mine børn. Jeg blev destruktiv og begyndte at overveje at tage mit liv.”

Nogle dage senere besøgte fængselsimamen Dib, og det blev et vendepunkt. Han kunne sætte det hele i et større perspektiv og ind i en trosmæssig sammensætning. Fængselsimamen er ifølge Dib ikke som fængselsbetjentene, advokaterne og sagsbehandlerne, der ofte bruger det, man ærligt fortæller, mod én.

”Han var ikke en del af systemet, men lyttede fordomsfrit og kunne ligesom se mennesket bag min dom. Da jeg havde forklaret ham om alle mine problemer, var noget af det første, han sagde faktisk, at jeg skulle lære ikke at have så ondt af mig selv. At der mange steder er fattigdom, sygdom og uskyldige, der bliver dræbt. Han lærte mig at sætte pris på mit gode helbred, at jeg får mad hver dag, og at jeg en dag får en ny chance på den anden side af murene.”

Dib og fængselsimamen talte frem og tilbage om, hvordan Dibs nye situation kunne bruges konstruktivt til at udvikle en stærk karakter, der gjorde det rigtige i tilværelsen.

Mødet fik Dib til at falde mere til ro, og han fik et håb om, at han måske ville klare den alligevel. Dib begyndte at behandle personalet med venlighed og respekt. Han blev flyttet fra sin observationscelle til en almindelig celle og fik lov til at deltage i studiekredse, sportsaktiviteter – og vigtigst af alt fredagsbøn. For Dib er det højdepunktet, når han hver 14. dag samles i gymnastiksalen sammen med 34 andre til fællesbøn.

På grund af sikkerhed og mangel på imamer er det kun muligt at komme til fredagsbøn hver anden fredag. Den efterfølgende fredag er det en anden blok, som ikke må komme i kontakt med Dibs blok.

”Imamen taler om, hvilken karakter man skal have som person, og hvordan man skal forholde sig til narko og kriminalitet. Men han taler også om de samme emner, som imamer gør udenfor. Emner som udholdenhed, disciplin, tålmodighed, hvordan man kan hjælpe andre og undgå egoisme. Det giver et lille pust af livet derude på den anden side, så man ind imellem helt kan glemme, at man sidder inde.”

Dib er ked af, at der er så lidt tid sammen med imamen. For ud over fredagsbønnen hver 14. dag, der kun varer 40 minutter, har imamen sjældent tid til at mødes med de enkelte indsatte. Det kræver en særlig tilladelse, og som regel er det kun muligt, når den er helt gal, forklarer Dib.

Han glæder sig dog over den tid, de trods alt har sammen og prøver at få mest muligt ud af det. For uden troen har Dib svært ved at se, hvordan han skulle klare afsoningen og presset fra de andre indsatte.

”Det er et utrolig hårdt miljø, og man bliver nemt presset til at gøre ugerninger. Mange får deres egentlige kriminelle opdragelse herinde. Jeg talte med en 60-årig indsat. Jeg spurgte ham, hvorfor han stadig er kriminel i den alder. Han svarede, at han røg ind som 20-årig for noget tyveri. Her fik han en masse kontakter og lærte, hvordan han skulle sælge stoffer. Siden har han røget ind og ud. En anden indsat er lige blevet knaldet for indsmugling af 200 kilo hash fra Indien. Han siger, han har lært det hele her.”

Troen hjælper Dib til at modstå presset og undgå at komme ind i det miljø. Men han erkender, at det er svært, fordi man kan opnå en del fordele ved gøre forskellige ting, som han ikke vil komme nærmere ind. Desuden kan man ifølge Dib risikere sanktioner, hvis man ikke gør, hvad de mest magtfulde indsatte siger. Derfor ville han ønske, at der var mere tid til studiekredse, fællesbønner og samtaler med fængselsimamen, fordi det er de eneste tidspunkter, han rigtig føler sig tryg.

”Jeg og nogle af de andre brødre forsøger at holde fast i den rigtige vej, men det er ikke altid lige let. De mange forskellige personer, som er bragt sammen herinde, har jo reelt kun en ting tilfælles. Og det er kriminaliteten. Folk taler om kriminalitet, interesserer sig for kriminalitet og flere praler og får respekt for deres kriminelle handlinger. En del fanger har jo aldrig kendt til andet end kriminalitet.”

Men troen er ikke blot et faktum for Dib, men er i konstant bevægelse. Derfor sker det også ofte, at Gud føles langt væk, når Dib sidder alene i sin celle, og hans bønner ikke bliver hørt.

”Jeg strides ofte med Gud. I morges, da jeg stod op, bad jeg til ham om at være med mig og give mig styrke til at være tålmodig. Men så hørte jeg straks satans stemme for mig, der sagde: Gud hjælper dig ikke. Du sidder stadig her, mens dine børn er derude. Hvorfor ikke bare blive som de andre kriminelle. Det er det nemmeste. Tror du måske, at du er bedre end dem,” siger han og kigger ud på fangerne i gården, der snakker i forskellige grupper. Efter en længere pause fortsætter han:

”Men så holder jeg fast i troen og vender mig mod lyset og mærker det i maven, at Gud er med mig. At han forlanger af mig, at jeg lever et bedre liv. Og jeg tænker på de adskillige usandsynligheder, der er gået op i en højere enhed for at frembringe liv, og jeg føler Guds spiren i det hele. Og det handler helt basalt om at være god og kæmpe for det.”

Med Gud ved sin side tror Dib, at han kan leve et bedre og mere harmonisk liv ude på den anden side. Han overvejer at studere religion og håber, at hans erfaringer kan hjælpe andre. Derudover håber han at blive genforenet med sine børn.