|
25. januar 2012
Iran klager til det danske EU-formandskab over unionens beslutning om at indføre olieembargo mod landet
Irans udenrigsministerium indkalder den danske ambassadør i Teheran for at klage over EU’s “ulogiske beslutning” om at indføre olieembargo, skriver det iranske nyhedsbureau Irna ifølge Reuters.
Det sker, fordi Danmark har formandskabet for de 27 EU-lande i dette halvår.
LÆS OGSÅ: Obama: Fredelig løsning med Iran er muligPå et møde i mandags besluttede EU’s udenrigsministre at stramme sanktionerne over for Iran på grund af landets omstridte atomprogram.
Styret i Teheran hævder, at de iranske atomanlæg kun tjener civile formål, men verdenssamfundet med EU og USA i spidsen er bekymret for, at Iran reelt er ved at udvikle atomvåben.
Det europæiske forbud mod import af iransk olie trådte i kraft øjeblikkeligt, men eksisterende aftaler kan løbe frem til den 1. juli.
I går besluttede Australien ligeledes at indføre sanktioner, der svarer til den olieembargo, som de europæiske udenrigsministre har vedtaget.
Iran må ikke sælge olie til de 27 EU-lande, før der er vished for, at landets atomprogram har fredelige hensigter.
Den danske udenrigsminister, Villy Søvndal (SF), understregede ved mandagens møde i Bruxelles, at embargoen rammer det iranske regime “ret hårdt”.
Præstestyret er dog af en ganske anden mening.
Styret i Teheran understreger i går ifølge nyhedsbureauet AFP, at det “er ubekymret” i forhold til at finde andre lande, som det kan eksportere olie til. Iran henviser til, at “kun 18 procent” af landets olie bliver eksporteret til EU. /ritzau/Reuters
Leder side 10