Regeringen vil både blæse og have mel i munden

Når man gerne vil vide noget om en kirke, skal man begynde med at se på dens budget. Det gode råd fik jeg for mange år siden af min lærer Anna Marie Aagaard. Det forudsætter blot, at kirkerne har en gennemskuelig økonomi, som ikke er indrettet til at tilfredsstille budgetskemaerne fra Kirkeministeriet, men til at få kirkens arbejde til at fungere godt og gennemskueligt lokalt.

Derfor må det være slut med strømmen af komplicerende justeringer, som ikke hjælper folkekirken, men nok holder Kirkeministeriet, og i anden omgang administratorer og menighedsråd, beskæftigede. Hvis man mener noget som helst med en ”folkekirke forankret i de lokale sognemenigheder”, må man lære at respektere sognefuldmagten. Der er ingen som helst grund til, at staten skal have bedre ”greb” om folkekirkens lokale udgifter. Det kan folkekirkens medlemmer selv klare via de menighedsråd, de selv indsætter – og kan skifte ud ved næste valg, hvis de bruger pengene forkert.

Sognemenighederne må selv fastsætte deres lokalkirkeskat på sogneplan for så fra sognet at sende de fornødne midler til provstiet, stiftet og aktiviteter på landsplan. Det er at stille folkekirken på benene og forankre den regulært i de lokale sognemenigheder.

På den måde kan sognemenighederne få noget, de har brug for: en økonomi, som menighedsrådene kan gennemskue og forklare til kirkens lokale medlemmer. Så kan enhver lokal kirke sige: Her i vores sogn opkræver vi så og så meget i kirkeskat: 50 procent går til løn til de ansatte, inklusive vore præster, 30 procent til driften og specificerede aktiviteter og 10 procent til bygninger – 10 procent sender vi videre til provsti-, stifts- og landsplan, og på hjemmesiderne for disse niveauer kan man se, hvad man bruger pengene til der.

Bygges økonomien op fra neden, som man gør det i næsten alle verdens kirker, kan også folkekirkens ledelse konsekvent på provsti-, stifts- og landsniveau bygges op fra neden – fra menighedsrådene.

Et er sikkert: Den uigennemskuelige økonomi, som folkekirken plages med i dag, bidrager ikke blot til at gøre det svært at stå til ansvar for folkekirken lokalt. Den betyder også, at der ikke er sammenhæng mellem den kirkelige planlægning og det økonomiske ansvar. Lad menighedsrådene beslutte, hvilken indsats de vil have gjort lokalt, og lad dem selv udskrive og stå til regnskab for kirkeskatten på sogneplan. Tilsvarende må rådenes repræsentanter på provsti-, stifts- og landsplan stå til regnskab for, hvad der laves på disse niveauer. Men det hele skal bygge på det lokale plan, hvor kirken lever. Måske kan regeringsgrundlaget også læses sådan?