Ibsen i gråtoner

Den berømte ibsenske dagligstue er blevet en iskold, betongrå boks, med en umagelig sofa i retrosmart brokade og vinduer, der kan skydes fra som i en anden iskiosk. Lykken er langt væk fra Rita og Alfreds hjem.

Beskæringen af dagligstuen til at være en mobil kasse, et dukkehjem, som ingen behøver være Nora for at ønske at flygte skrigende fra, er samtidig en klar markering af, at vi med "Lille Eyolf" har at gøre med den sene, meget symbolistiske Ibsen. En dramatiker, der fjerner sig langsomt fra sin berømmelse som naturalist og spejlbar realist, hvilket den norske instruktør Jo Strømgren og scenografen Stephan Østensen understreger i opsætningen af stykket på Det Kongelige Teater.

Her er barnet, lille Eyolf, netop iscenesat som et symbol, noget uvirkeligt, helt forsvundet i sin fomumning bag et selvkørende ilttelt. Dysterheden og den uhyggeskabende stemning har bestemt sine virkningsfulde klip og lysende øjeblikke, men dramaet er tungt at gå til.

Forestillingens store isbryder, livet, sensualiteten og ilden, er så ubetinget Benedikte Hansen som Rita. Hun lyser den grå palet op og får sneen til at smelte på det fjeld, hendes begærede, livsfjerne mand, Alfred, vil tilbage til. Og i Jo Strømgrens meget fysiske, meget kropslige iscenesættelse er hun et sug af drama og frodighed og livsbegær.

Rita prøver at få liv og lyst i den distancerede Alfred, der hele tiden har et overvældende livsprojekt at skubbe ind mellem sig selv og hustruen. Hidtil har det været den store afhandling om det menneskelige ansvar, nu efter hans fjeldtur er det blevet deres handicappede søn, Eyolf. Alfred vil være far. Og bestemt ikke ægtemand. Ritas frustration slår gnister, mens Alfreds poetiske, smertefuldt melankolske halvsøster Asta kommer ind som endnu en modspiller i familiedramaet. I sin bevidst tilknappede, bevidst skarptskårne mangel på kropslighed står Helle Fagralids Asta i klar kontrast til svigerinden. Men bag stivheden mærker vi tydeligt de store følelser, der er ved at eksplodere. Derfor holder hun fast, fast, fast på mappen med sin mors breve, hele tiden er den i hånden på hende som en beskyttelse. For den rummer en afgørelse.