Sidsel Nyholm skriver fra USA |
26. januar 2012
Præsident Obama sætter tonen for sit genvalg med bud-skabet om, at selve den amerikanske drøm er i fare
Den amerikanske drøm om, at ethvert menneske igennem hårdt arbejde og egen viljekraft kan forbedre sit liv, er under pres på grund af den voksende økonomiske ulighed. Og nu skal amerikanere sammen løfte byrden og genoprette den idealistiske drøm, som i generationer har fungeret som den sociale grundskitse for verdens mægtigste nation.
LÆS OGSÅ: Ekspert: Obama-tale flytter ingen stemmerDet var Barack Obamas budskab til amerikanerne i præsidentens årlige ”State of the Union” (nationens tilstand) tale, der blev holdt i den propfyldte kongresbygning i Washington og transmitteret til amerikanernes tv-skærme natten til i går dansk tid.
”Det, som er på spil, er ikke demokratiske værdier eller republikanske værdier, men amerikanske værdier. Vi er nødt til at genvinde dem,” erklærede han.
Præsidenten opfordrede i talen de rigeste amerikanere at yde mere for at trække nationen ud af det økonomiske hængedynd. Blandt hans nye forslag er, at de, som tjener mere end en million dollar (knap seks millioner kroner) om året, skal betale mindst 30 procent i skat. Forslaget betegnes med henvisning til milliardæren Warren Buffett, som ifølge eget udsagn har en lavere skatteprocent end sin sekretær, som ”Buffett-reglen”.
Desuden foreslår Obama blandt andet at give skattefordele til virksomheder, der flytter produktionsjob fra udlandet og hjem til USA, og at sænke prisen på uddannelser, som er steget skarpt, altimens middelklassefamiliers gennemsnitsindkomst er dalet.
”Vi kan enten stille os tilfredse med et land, hvor et faldende antal mennesker klarer sig virkelig godt, mens et voksende antal amerikanere knap nok klarer sig. Eller vi kan genoprette en økonomi, hvor alle får en rimelig chance, alle yder deres rimelige bidrag, og alle spiller efter de samme regler,” sagde han.
Talen, der sætter tonen for Obamas kamp for at opnå genvalg i november, var skræddersyet til at appellere til middelklassen. Republikanerne betegner imidlertid præsidentens udskillelse af de rigeste amerikanere som socialistisk ”klassekamp”, og i partiets officielle reaktion på talen erklærede Indiana-guvernør Mitch Daniels, at ”intet træk ved Obama-præsidentskabet har været mere trist end dets konstante forsøg på at splitte os, at bejle til nogle amerikanere ved at tugte andre”.
Talen afspejler ifølge mange iagttagere netop de dybe ideologiske uenigheder, som handlingslammer Washing-ton.
”Præsident Obamas populistiske tale og republikanske lederes skarpe reaktion på den afspejler mere end den typiske partipolitiske kløft. Deres skarpt divergerende syn på årsagerne til landets problemer og løsningerne på dem er del af den mest fundamentale debat i en generation eller mere over, hvad regeringen kan og bør gøre i en økonomisk smertetid,” skriver eksempelvis kommentatoren Susan Page i avisen USA Today.
Den amerikanske befolkning vil imidlertid holde Washington til ansvar, forudser New York Times.
”I løbet af det seneste år er amerikanerne blevet mere bevidste om de dybe uretfærdigheder i økonomien og om politikernes ansvar for at handle. Obama fortjener noget af æren for det, men det har langt mere at gøre med de ubønhørligt hårde tider og anstrengelser gjort af Occupy Wall Street og andre protester. Det, som amerikanerne ønsker nu, er stærkt politisk lederskab,” lyder det i avisens leder.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad