Omar Marzouk, hvorfor er der behov for et program om religioners grænser for humor?

”Fordi når du mister humoren, bevæger du dig hen imod fundamentalisme. Når folk ikke kan grine af sig selv og deres tro, begynder det at blive fundamentalistisk. Samtidig er der i offentligheden en meget lav forventning til, hvad kultur kan i forhold til følsomme emner. Der er behov for at tage større emner som religion op og komme et spadestik dybere end ’du er også ubegavet, fordi du er troende’.”

LÆS OGSÅ: Fundamentalistisk islam set fra USA

Hvad har inspireret dig til at lave programmet?

”Oprindelig var det de der Muhammed-tegninger, hvor der blev sat en standard for, hvordan humor og religion har det med hinanden. Den standard siger, at hvis man skal lave sjov med religion, skal det være gennem hån, spot og latterliggørelse uden egentlig at finde ud af, hvad der sjovt. Jeg vil gerne se på, hvordan man kan lave sjov med religioner.”

Hvilke overvejelser gjorde du dig om det kontroversielle i at konfrontere religion med humor?

”Jeg har forsøgt at være enormt ydmyg. At respektere det hellige rum, jeg er i – for eksempel et hinduistisk tempel, selvom jeg måske synes, det er mærkeligt med deres 330 millioner guder – i stedet for at være den klassiske komiker med ’her kommer jeg og siger det, ingen andre tør’. Det handler om at være modig nok til at tage religionerne seriøst, for det mest kontroversielle i Danmark i dag er at tage religion seriøst.”

Var det svært at finde den balance?

”Egentlig ikke, for når man tager folks tro seriøst, hæver man automatisk humorbarren. Rigtig meget religiøs humor har kørt på provokationer , blandt andet Muhammed-tegningerne og at tegne Jesus med erektion, men det er ikke svært at finde andre emner. For eksempel paradokset i, at kristne fra den rige del af verden vil sprede det kristne budskab til lande, hvor folk ikke har så meget. Der ramte jeg noget, som de kristne, jeg besøgte, havde tænkt over. For måske er det faktisk lidt mærkeligt at tage til Afrika og spørge: ’Hey, har I hørt om Jesus? Nej, det har vi ikke, men hvor er maden?’.”

Hvad har overrasket dig, mens du har lavet programmet?

”Det kom bag på mig, hvor meget folk gerne vil have, der bliver gjort grin med dem. Men på den fede måde. En gruppe muslimske kvinder sagde til mig: ’Lav grin med, at vi ligner et telt, når vi går rundt!’ Jamen, er det ikke sådan noget, der står på halvracistiske hjemmesider? ’Jo, men hvis du laver gode jokes med det, er det noget andet.’ Folk vil gerne have, at man laver sjov med dem, fordi humor giver fællesskab.”

Var nogen religiøse repræsentanter mere afslappede over for humoren end andre?

”Jeg synes egentlig, at alle havde en afslappet tilgang til humor, men alle har også ’been there’-områder. Katolikker er godt trætte af jokes om pædofile præster, jøder vil helst ikke have jokes om Israel-Palæstina-konflikten, og muslimer er helt klart de mest nervøse i forhold til humoren, for er det nu Muhammed-tegningerne om igen? Derfor havde muslimerne også flest forbehold.”

I oplægget til programserien står der, at islam, som også er din religion, er den sværeste religion i forhold til humor. Hvorfor?

”Fordi islam ret skarpt definerer, hvad man må gøre grin med. Man må ikke gøre grin med Profeten og med Koranen. Men når man går muslimerne lidt på klingen, må man gerne gøre grin med måden, muslimer opfører sig på. Må man så også lave jokes om, at Profeten tog pis på sine venner? Njah, så alligevel ikke.”

Undlader du så at lave sjov med eksempelvis Koranen, Jesus på korset og pædofile katolske præster?

”Jeg undlader det, som de troende betragter som blasfemisk. Hinduerne finder det blasfemisk, at jeg gør grin med den enkelte gud, men så gør jeg grin med, hvor mange guder de har. Hos muslimerne er Koranen og Profeten off limit, så der gør jeg grin med, at de beder fem gange om dagen. Grundpræmissen var fra starten, at det ikke måtte blive blasfemisk.”

Har du fundet ud af, hvor grænsen går mellem blasfemi og god religiøs humor?

”Hvis en kristen virkelig tror på Jesus, synes vedkommende ikke, det er sjovt med jokes om, at der ikke blev brugt rustfrie søm på korset. Det bliver bare provokerende. Men når man gør grin med, at missionærer tager til Afrika og siger ’vi er mere kristne, end I er!’, rammer man noget i folk. Det kan man gøre grin med, fordi det er en problemstilling, som ikke er hellig.”