Elisabeth Larsen lider af en arvelig nervelidelse med langsomt fremadskridende spastisk lammelse især i benene. Kommunen har ikke villet give hende tilskud til en handicapbil. Meditation hjælper hende til at dræbe den tid, hvor hun længes efter at komme ud af lejligheden og være social. –
- Mette Frandsen.
Matilde Hørmand-Pallesen |
26. januar 2012
I syv år har Elisabeth Larsen søgt om en handicapbil uden held. Hun lider af spastiske lammelser og kan ikke holde til at gå længere end 70 meter. Kommunen vurderer, at hendes kørselsbehov ikke er stort nok
47-årige Elisabeth Larsen kommer vrikkende hen over gulvet i den toethalvtværelses lejlighed på ydre Nørrebro i København med et fast blik på sine ben og byder velkommen. Lejligheden, hun bor alene i, er omhyggeligt indrettet med antikke møbler. Hyggen oplever Elisabeth Larsen mere som et fængsel, for hendes gangbesvær gør, at hun ikke kan forlade lejligheden, når hun har lyst.
LÆS OGSÅ: Handicappede får først hjælp efter klagesager”Jeg føler mig som en fodlænkefange,” siger Elisabeth Larsen, som i syv år forgæves har forsøgt at få tilladelse til at købe en handicapbil. Derfor føler hun sig fanget i sin egen lejlighed.
Da hun vil anrette tekopperne flyver den ene pludselig ud af hånden på hende, fordi hun mister grebet om koppen.
Elisabeth Larsen fik efter at have levet et helt normalt liv i en alder af 38 år konstateret kronisk nervebetændelse, som otte år senere viste sig at være den meget sjældne sygdom HSP. Sygdommen er en arvelig nervelidelse med langsomt fremadskridende spastisk lammelse især i benene, som ikke kan kureres. Samtidig har hun føleforstyrrelser i hænderne.
70 meter kan Elisabeth Larsen holde til at gå, og det kræver dyb koncentration, som skulle hun gå på line, beskriver hun. Når hun for år tilbage begav sig ud med offentlig transport, måtte hun ligge på langs i de tre efterfølgende dage på grund af anstrengelserne.
Elisabeth Larsen er førtidspensionist, får hjemmehjælp og har en indkøbsordning. Når hun stædigt kæmper den hårde kamp om en handicapbil mod kommunen, er det for at kunne få et mere normalt liv.
”Jeg har behov for at komme ud dagligt. Mit kørselsproblem overskygger udfordringerne ved mit handicap, fordi jeg ikke kan få lov til at komme ud og deltage i samfundet. Det er dræbende.”
Først to og et halvt år efter Elisabeth Larsen begyndte at søge om en handicapbil, fandt kommunen hende helbredsmæssigt berettiget til en bil, men konkluderede, at hendes kørselsbehov ikke var stort nok.
Derfor har hun måtte tage til takke med ufleksible kørselsordninger, der giver hende mulighed for at komme til et lægebesøg om ugen, en gang træning om ugen og to sociale arrangementer om måneden. Det dækker kun en fjerdedel af hendes behov. For i det daglige er hun både et meget udadvendt menneske og er engageret i foreningsarbejde i en roklub, i SF og i en singleklub. I de sammenhænge må hun trække på bekendtes kørehjælp.
”Når jeg ikke har nogen kæreste eller en stor familie tæt på, er jeg dybt afhængig af mit sociale liv og at folk besøger mig,” siger hun og nævner, at fællesspisning i roklubben er noget af det, hun ikke kan deltage i.
Elisabeth Larsen er ikke den eneste, der har svært ved at få en handicapbil. Særligt trivselsbiler, som handicappede uden arbejde kan ansøge om at få støtte til, holder kommunerne på. Det viser Ankestyrelsens årsstatistik om indberetninger fra kommuner. I 2005 fik 24 procent af ansøgerne afslag, mens 36 procent fik afslag i 2010. Også Scleroseforeningens tal viser, at sager om handicapbiler fylder mest i deres socialrådgiveres arbejde.
Københavns Kommune vil ikke kommentere den konkrete sag, men Christine Jensen, områdechef i Handicapcenter København, kan fortælle, at på grund af omstruktureringer har nogle sager om tildeling af handicapbiler måttet overskride fristen for, hvor længe en sagbehandling må vare. Hun understreger, at når kommunen tildeler støtte til handicapbiler, er det når transportproblemet ikke kan løses på andre måder.
Til august får Elisabeth Larsen svar fra Det Sociale Nævn om hendes handicapbilsag. Hendes sygdom kan forværres over tid og frygten er derfor, at hun aldrig når at få glæde af en handicapbil, mens tid er.
”Jeg kan ikke se mig selv leve sådan her om fem år,” siger hun.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad