”Jeg føler mig som en fodlænkefange”

Elisabeth Larsen er førtidspensionist, får hjemmehjælp og har en indkøbsordning. Når hun stædigt kæmper den hårde kamp om en handicapbil mod kommunen, er det for at kunne få et mere normalt liv.

”Jeg har behov for at komme ud dagligt. Mit kørselsproblem overskygger udfordringerne ved mit handicap, fordi jeg ikke kan få lov til at komme ud og deltage i samfundet. Det er dræbende.”

Først to og et halvt år efter Elisabeth Larsen begyndte at søge om en handicapbil, fandt kommunen hende helbredsmæssigt berettiget til en bil, men konkluderede, at hendes kørselsbehov ikke var stort nok.

Derfor har hun måtte tage til takke med ufleksible kørselsordninger, der giver hende mulighed for at komme til et lægebesøg om ugen, en gang træning om ugen og to sociale arrangementer om måneden. Det dækker kun en fjerdedel af hendes behov. For i det daglige er hun både et meget udadvendt menneske og er engageret i foreningsarbejde i en roklub, i SF og i en singleklub. I de sammenhænge må hun trække på bekendtes kørehjælp.

”Når jeg ikke har nogen kæreste eller en stor familie tæt på, er jeg dybt afhængig af mit sociale liv og at folk besøger mig,” siger hun og nævner, at fællesspisning i roklubben er noget af det, hun ikke kan deltage i.

Elisabeth Larsen er ikke den eneste, der har svært ved at få en handicapbil. Særligt trivselsbiler, som handicappede uden arbejde kan ansøge om at få støtte til, holder kommunerne på. Det viser Ankestyrelsens årsstatistik om indberetninger fra kommuner. I 2005 fik 24 procent af ansøgerne afslag, mens 36 procent fik afslag i 2010. Også Scleroseforeningens tal viser, at sager om handicapbiler fylder mest i deres socialrådgiveres arbejde.

Københavns Kommune vil ikke kommentere den konkrete sag, men Christine Jensen, områdechef i Handicapcenter København, kan fortælle, at på grund af omstruktureringer har nogle sager om tildeling af handicapbiler måttet overskride fristen for, hvor længe en sagbehandling må vare. Hun understreger, at når kommunen tildeler støtte til handicapbiler, er det når transportproblemet ikke kan løses på andre måder.

Til august får Elisabeth Larsen svar fra Det Sociale Nævn om hendes handicapbilsag. Hendes sygdom kan forværres over tid og frygten er derfor, at hun aldrig når at få glæde af en handicapbil, mens tid er.

”Jeg kan ikke se mig selv leve sådan her om fem år,” siger hun.