At både det tyske folk og de herskende klasser, hvis man kan kalde universiteter, forskere, ånds- og kulturlivet det, tolererede Hitler og hans nationalsocialisme i 1930’erne, førte til et af historiens største folkemord og den værste krig nogensinde. Det var fejlanbragt tolerance.

LÆS OGSÅ: Tolerance er ikke ubetinget godt

Det er en vedkommende og uhyggeligt aktuel debat om tolerance, der udspiller sig her i Kristeligt Dagblad i disse dage. Vedkommende, fordi tolerance, som Det Etiske Råds Lene Kattrup rigtigt peger på i avisen mandag, på et tidspunkt stiller os alle i personlige og politiske dilemmaer. Uhyggeligt aktuel, fordi vi i Mellemøsten nu ser de gryende følger af det såkaldte arabiske forår: Islamister og ekstremister kommer til magten med demokratiets midler: frie valg. Uden direkte sammenligning i øvrigt: Det gjorde Hitlers nazister også.

Tyskland gjorde kontant op med nationalsocialismen efter Anden Verdenskrig. Og for den sags skyld også de andre ismer, der hærgede 1900-tallet: socialismen og kommunismen. I næsten fem årtier levede Vesttyskland med følgerne af kommunismen: en delt nation, den ene fri, den kommunistiske undertrykt i en grad, der den dag i dag er svær at fatte. Hvorfor ikke lære af dem, der var under åg?

Vi må spørge os selv, om ikke der er gået inflation i begrebet tolerance? Er det blevet brugt og misbrugt, så meningen er ophævet?

Jeg mener, vi skal være åbne, vi skal lytte og se. Men vi skal også erkende. Og hindrer erkendelsen tolerance, så kan jeg leve med at være intolerant.