Pia Kjærsgaard |
26. januar 2012
Islamismen er vores samtids svøbe, som nazismen og kommunismen var det engang. Jeg ser ikke noget dilemma i nultolerance over for islamister, skriver formand for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard
At både det tyske folk og de herskende klasser, hvis man kan kalde universiteter, forskere, ånds- og kulturlivet det, tolererede Hitler og hans nationalsocialisme i 1930’erne, førte til et af historiens største folkemord og den værste krig nogensinde. Det var fejlanbragt tolerance.
LÆS OGSÅ:
Tolerance er ikke ubetinget godt
Det er en vedkommende og uhyggeligt aktuel debat om tolerance, der udspiller sig her i Kristeligt Dagblad i disse dage. Vedkommende, fordi tolerance, som Det Etiske Råds Lene Kattrup rigtigt
peger på i avisen mandag, på et tidspunkt stiller os alle i personlige og politiske dilemmaer. Uhyggeligt aktuel, fordi vi i Mellemøsten nu ser de gryende følger af det såkaldte arabiske forår: Islamister og ekstremister kommer til magten med demokratiets midler: frie valg. Uden direkte sammenligning i øvrigt: Det gjorde Hitlers nazister også.
Tyskland gjorde kontant op med nationalsocialismen efter Anden Verdenskrig. Og for den sags skyld også de andre ismer, der hærgede 1900-tallet: socialismen og kommunismen. I næsten fem årtier levede Vesttyskland med følgerne af kommunismen: en delt nation, den ene fri, den kommunistiske undertrykt i en grad, der den dag i dag er svær at fatte. Hvorfor ikke lære af dem, der var under åg?
Vi må spørge os selv, om ikke der er gået inflation i begrebet tolerance? Er det blevet brugt og misbrugt, så meningen er ophævet?
Jeg mener, vi skal være åbne, vi skal lytte og se. Men vi skal også erkende. Og hindrer erkendelsen tolerance, så kan jeg leve med at være intolerant.
Når vi læser historiebøgerne, tænker vi måske: Hvorfor tolererede vi dog den lille korporal og hans partis forfærdelige idéer? Hvorfor fandt vi os i det?
Men de studerende, der
her i avisen åbnede diskussionen den 12. januar med spørgsmålet, om ikke religionsfrihed også gælder for islamister, kunne jeg jo med rette så også spørge: Ville de med den viden, de har i dag, gå i samme forsvar for nazister og deres indbyggede undertrykkelse, som de i dag gør for islamister og deres indbyggede undertrykkelse?
LÆS OGSÅ:
Tid til selvransagelse: Gælder religionsfriheden ikke også for islamister?Og fri mig for den evindelige citeren af ”Jeg er uenig i, hvad du siger, men vil til min død forsvare din ret til at udtrykke det” fra en bog, der prøvede at beskrive Voltaires tilgang til ytringsfriheden. Der er nemlig himmelvid forskel på at sikre folk retten til at udtrykke deres holdninger og så til at udvise såvel tolerance som forståelse for de udtrykte synspunkter. Islamismen er vores samtids svøbe, som nazismen og kommunismen var det engang.
Jeg vil ikke tolerere muslimske mørkemænds forsøg på at skabe vores verden om til noget fra middelalderen, og jeg forventer, at alle med omtanke og sans for historien bruger netop deres ytringsfrihed til at tale samtidens vanvid midt imod. Nul-tolerance over for islamister giver ikke mig et dilemma!
Pia Kjærsgaard er folketingsmedlem og formand for Dansk Folkeparti