Tiltrængt reform eller grundskud for kirken?

Uanset hvad man mener om forslaget om at opgradere provstiet, så er der altså blandt centrale kirkelige aktører som præster og menighedsråd enighed om, at de foreslåede ændringer vil gøre en forskel. En tiltrængt reform – eller et grundskud til folkekirken, som vi kender den?

Hvorfor er menighedsrådene med på at afgive kompetence? Hvorfor taler Præsteforeningens ellers ikke styringsforskrækkede formand som sogneromantiker?

Ja, for at tage det første først, menighedsrådene: Der er den særlige finte, at det ikke anbefales, at provstiudvalget uden videre får magt til for eksempel at nedlægge kirker. Nej, menighedsrådene kan – frivilligt og mere eller mindre ad hoc – delegere magt til provstiudvalget. Det sker ved kvalificeret flertal i det årlige såkaldte budgetsamråd, hvor alle provstiets menighedsråd er repræsenteret.

Menighedsrådene har altså stadig fat i en lang ende. Men det enkelte menighedsråd eller sogn kan overrules af et flertal i provstiet. Man undgår altså potentielt, at et sogn blokerer for en ”fornuftig” løsning på et akut problem – forudsat at menighedsrådene altså faktisk delegerer deres magt til provstiudvalget.

Om de foreslåede ændringer giver mere handlekraft i folkekirken, er dog et åbent spørgsmål. Sikkert er det imidlertid, at der vil komme gang i de strategiske korridorforhandlinger før budgetsamrådene rundt omkring i provstierne. Hvem er for, og hvem er imod at afgive kompetence – og hvad har provstiudvalget konkret planer om at bruge sin magt til?

Og præsterne? Er de bare bagstræberiske sogneromantikere?

Ikke entydigt. Præsternes formand har ret i, at folkekirkens organisering ikke er ligegyldig for folkekirken, for kirkesynet. Når man, som det sker i disse år, opgraderer provstierne, og når provsterne skoles, strømlines og uddannes organisatorisk – og hvis man fremover lægger mere magt i provstiudvalget, så har det konsekvenser for folkekirken. Fokus skifter fra, hvordan det går i ”vores kirke”, fra engagement og lokalt demokrati til effektivisering, økonomistyring, ”mere folkekirke for pengene”. Djøfisering, altså.

Og biskopperne, hvor er de? De efterlyser sammen med Præsteforeningen i betænkningen en mere dybtgående diskussion om de ”teologiske aspekter af at flytte kompetence i forhold til det kirkelige liv fra menighedsrådene i sognene til provstiniveau.”

Den efterlysning kan man godt tilslutte sig. Spørgsmålet er dog, om det er en naturlov, at man skal flytte kompetencen opad i systemet. Der er åbenlyse problemer i sognestrukturen – men hvorfor ikke arbejde på at få etableret bæredygtige sogne med et varieret kirkeliv og solid lokal forankring? Tage udgangspunkt dér, hvor skoen trykker? En sognereform, altså? Det vil være en ajourføring af den folkekirkelige struktur til moderne bo- og livsmønstre – og, indrømmet, en meget, meget stor mundfuld.

Men i tider, hvor en styringsreform af folkekirken er indskrevet i regeringsgrundlaget, må man vel godt tage munden lidt fuld og lave andet end lapperier.

Der er altså rigtigt mange ting på spil i det afsluttende kapitel i den orange betænkning. Så man kan kun opfordre folk til at læse, tænke og afgive et høringssvar. Fristen er den 31. januar.

Birgitte Stoklund Larsen er leder af Grundtvig-Akademiet.