Slaget om kristendommen udkæmpes på flere fronter

Og på det seneste har man brugt det frygtelige blodbad, som Anders Behring Breivik foranstaltede i Norge, til at anklage kristendommen for at gøde jorden for terrorister. Jesus skulle selv (ifølge Luk. 19, 27) have opfordret til massakrer på sine modstandere, hvad de kristne skulle have fortrængt (Christian Braad Thomsen i Politiken, den 26. juli 2011).

LAD OS TAGE den sidste form for kristendomskritik først. Selv hvis Jesus skulle have sagt, at man skulle fange hans fjender og hugge dem ned for hans øjne, er det ikke den Jesus, der tilbedes i kristendommen, og det ville da også stride mod alt, hvad vi i øvrigt har overleveret om Jesus. Men at der indtil den dag i dag har været teologer og andre, som har brugt kristendommen til at legitimere terror og anden umenneskelighed, er der absolut ingen grund til at benægte.

Men Breivik er nu et dårligt eksempel på det, eftersom han i sit manifest forsikrer, at han ikke er noget særligt religiøst menneske. Hans holdning er da også ren politisk fanatisme. Men hvis en terrorist erklærer sig kristen, vil det være lige så forfejlet at anklage kristendommen for det, som det er tåbeligt at anklage islam for nogle muslimers terrorisme.

De fleste andre kristendomskritikere vender sig dog normalt ikke imod, hvad Jesus eller Paulus har sagt, men imod folk, der har hævdet, de var kristne. Og i den kritik har man ret et meget langt stykke. De kristne har som de fleste andre ofte været bestemt af deres egen tids fordomme, ikke været særlig modige og ikke optrådt som den gode fader i lignelsen om den fortabte søn eller som den barmhjertige samaritaner (der kunne være den barmhjertige muslim i dag).

Men alligevel: Hvis vi ser rent historisk på det, er det næppe rigtigt at sige, at kristendommen i sig selv ikke har været et værn om frihedsrettigheder og oplysning. Det var en kristen munk og teolog, spanieren Vitoria, der midt i 1500-tallet anklagede de spanske magthavere for at opføre sig ukristeligt over for befolkningerne i Sydamerika.

Vi kan også minde om, at opgøret med slaveriet i den såkaldte oplysningstid eller fornuftens tidsalder i 1700-tallet, der ikke mindst blev formuleret af Louis de Jaucourt i ”Den store Encyclopedia”, blev begrundet med henvisning til, at slaveri var i modstrid med kristendommens grundsætninger. Den kritik af kristendommen, man kan høre i dag fremført i oplysningens navn, strider derfor imod oplysningstidens egen selvforståelse.

Endelig kan nævnes, at under nazismen i 1930’erne og 1940’erne var der tyske præster, for eksempel Dietrich Bonhoeffer, der bekæmpede nazismen som ukristelig, og som måtte bøde med livet for det.

Men det er rigtigt, at kristendommens sandhed ikke kan bevises ud fra dens virkninger. Selv hvis de fleste kristne gennem historien havde opført sig som engle, ville det ikke være noget bevis på, at Jesus talte sandt om tilværelsen og slet ikke, at kristendommen som historisk institution sad inde med sandheden.

DEN MORALSKE KRITIK af kristendommen er således et slag i luften. Der synes mere substans i kritikken i videnskabens navn. Spørgsmålet er: Hvordan kan en person sige noget betydningsfuldt, selvom det ikke er naturvidenskabeligt begrundet og udviklet? Ganske vist kunne man sige, at Jesus havde fremlagt en smuk morallære, men behøvede man Jesus for at begrunde den? Ja, kunne man ikke antage, at alt det, man begrunder med at henvise til Gud – moral mellem mennesker, en retsstat, ydmyghed over for naturen og så videre – kan antages uden denne henvisning?

Over for sådanne spørgsmål må man give kritikerne ret: Ja, moral, lov og ret og undren over livet behøver ikke henvisningen til Gud for at være gyldige. Men der kan også stilles et intelligent spørgsmål, som de ærlige rationelle religionskritikere ofte glemmer at stille. Det spørgsmål lyder: Hvorfor taler nogen om Gud? Hvorfor talte Jesus om Himmeriget eller Guds Rige?

For at besvare dette spørgsmål må man først stille et andet intelligent spørgsmål: Hvad gør vi ved sproget for at kunne tale om Gud?

Det er helt tydeligt, hvad Jesus gør: Han taler i lignelser. Og evangelisterne Markus og Matthæus hævder ligefrem, at han kun talte i lignelser. Derfor kunne de hævde, at lignelsernes mening var en hemmelighed.

Grundlæggende taler Jesus hverken videnskabeligt eller moralsk. Han taler poetisk. Og det besvarer spørgsmålet om, hvad vi gør for at kunne tale om Gud. Vi benytter ligesom digtere i det hele taget muligheden i sproget for at tale om noget andet end det, vi kan se og berøre. Vi benytter sprogets magt til at sige én ting ved at sige en anden ting.

Jesus var den guddommelige digter, men det betyder ikke, at han blot var en drømmer. Jesus troede fuldt og fast på, at vi med hans poetiske sprog kan få en indsigt, som ingen videnskabelig forklaring kan give.

Her er vi ved sagens kerne. Der er en mening, som ikke kan udtrykkes på anden måde end den poetiske, men som ikke af den grund bliver en illusion. Derfor taler vi om Gud. Det må også gælde, selvom nogle kan være tonedøve over for den kristne poesi. Det skal ikke bebrejdes dem – det må vi leve med som en af de modsigelser, verden indeholder.

Skal vi vove en kort sætning, som samler meningen i alle lignelserne, må det være den, at vort liv, vores nutid og fremtid, er i Skaberens hånd. Alt det gode, vi har fået givet, og som vi får givet her og nu, vil Skaberen bevare på en eller anden måde, vi aner ikke hvordan. Flere kristne filosoffer har talt om at blive en erindring i Gud. Og Jesus sagde, at ikke en spurv falder til jorden, uden at Gud Fader er i med i det, men ”på jer er endog alle hovedhår talte” (Matt. 19, 30).

Det er den kristne tros trumf over videnskabstroen. Jesus var overbevist om, at han bragte Gudsriget til verden og stiftede sit fællesskab af disciple i det lys. Men hans appel kan ikke udtrykkes på anden måde end gennem det poetiske sprog, som Jesus talte. Dette sprog åbner for en dybde i tilværelsen, som kun det kan åbne for.

Derfor talte Jesus om Himmeriget eller Guds Rige.

Peter Kemp er dr.theol. et phil. og professor emeritus i filosofi på DPU, Aarhus Universitet. Kronikken er en forkortelse af det sidste kapitel i bogen ”Filosofiens verden”, der udkommer i morgen, den 27. januar, på forlaget Tiderne Skifter