Han er kendt som en irriterende, nødvendig stemme

Peter Tatchell er blevet gennembanket af Robert Mugabes sikkerhedsvagter i Zimbabwe, sprunget op på køleren af daværende premierminister Tony Blairs bil, har fået tæsk af nynazister i Moskva og gennemført kulørte happeninger for at fange anglikanske biskoppers opmærksomhed – herunder gået på prædikestolen i katedralen i Canterbury under en påskegudstjeneste for at kritisere daværende ærkebiskop George Carey og Church of Englands holdning til homoseksuelle.

LÆS OGSÅ: Diskrimination mod homoseksuelle skal koste i udviklingshjælp

Målet har med andre ord ofte helliget midlet for aktivisten Peter Tatchell, der i 45 år har arbejdet for homoseksuelles rettigheder og for andre mindretal, hvis menneskerettigheder bliver undertrykt.

I går fyldte han 60 år uden nogen tegn på at sætte tempoet ned – omend det er slut med de mere dramatiske demonstrationer.

Gennem de seneste 20 år er kampen sket gennem organisationen Outrage (Forargelse), og Peter Tatchell har netop formået at vække forargelse. Men det er også hans egen forargelse, der har virket som drivkraft. Kampen føres fra hans lille lejlighed i et socialt boligbyggeri i Sydlondon. Her er ingen materielle bekvemmeligheder, men stakke med kampagnematerialer. Han har også stiftet Peter Tatchell Fonden, og hans arbejde handler ikke kun om at provokere magthavere og det etablerede samfund, men også om at holde foredrag for skoleelever.

Peter Tatchell blev født i Australien, men er i dag britisk statsborger. Hans kamp har gjort ham til en markant person i den britiske debat, hvor han er kendt som en irriterende, men også nødvendig stemme.