Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Det arabiske forår. En politisk forandring til det bedre, skriver Wadah Khanfar til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det arabiske forår. En politisk forandring til det bedre, skriver Wadah Khanfar

Både det egyptiske og det syriske flag blev luftet ved en demonstration på Tahrirpladsen i Kairo i går i anledning af årsdagen for det oprør, som førte til Hosni Mubaraks fald fra præsidentposten. –

- Khaled Desouki/AFP/Scanpix.

Emneord for denne artikel

Egypten | politisk | region | Tunesien | det arabiske forår | Wahah Khanfar
flexblock
Kommenter Hold mig opdateret

Begivenhederne sidste år i Egypten og Tunesien betød tæppefald for den skrantende gamle orden og lod store dele af den arabiske verden fødes ind i en længe ventet ny tid. Dog er det i høj grad fortsat et åbent spørgsmål, hvordan denne nye tid vil blive. Det skyldes de mange udfordringer, som landene i regionen stadig står overfor.

Den gamle orden, der er begyndt at forsvinde, rækker langt ud over de faldne regimer. Hele regionens værdisystem med en politisk kultur formet af diktaturet er under forandring. Arabiske mænd og kvinder har skilt sig af med følelsen af ydmygelse og underlegenhed, som tyranniet pålagde dem, og som fostrede desperation, vrede, vold og indskrænkethed.

LÆS OGSÅ: Et år efter oprøret: Egypten er splittet mellem oprør og fest

Forandringen er langtfra færdig. Den kan meget vel vare flere år. Ikke desto mindre er den allerede begyndt at bære frugt. Hvis oprørene i 2011 ikke havde fundet sted, ville vi nu være blevet vidner til endnu et år med diktatur og tale om, at sønner tager over efter fædre. Det ville betyde yderligere ydmygelser for almindelige mennesker, som er dem, der rammes hårdest af korruptionen, når regeringsembedsmænd og deres kapitalistvenner skummer fløden fra de offentlige midler.

Annonce
Havde oprørene ikke fundet sted, ville de arabiske medier have fortsat med at hælde ukritiske hyldester ud over regionens præsidenter og deres familier, alt mens disse plyndrede udviklingsprogrammerne. Uddannelsessystemet ville fortsat stå i stampe. De arabiske samfund, som er splittede langs sekteriske, stammebaserede og regionale linjer, ville opleve stadig mere vold og gengældelse. De berygtede dødsbåde, hvor hundredvis af unge nordafrikanske mænd sætter livet på spil hvert år i jagten på arbejde og et bedre liv i udlandet, ville stadig sende de overlevende ind over Europas uvillige kyster. Og arabernes raseri ville nå uanede højder og skabe død og ødelæggelse.

Den arabiske ungdom har reddet den arabiske verden fra denne skæbne. Deres samvittighedsfuldhed og integritet har givet folket deres selvtillid tilbage. Det gamle regimes modstandere har udvist mod, men ikke overmod, og de har tilladt meningsforskelle uden fanatisme.

Vi har set islamister, liberale og venstrefløjen stå sammen i trods. Vi har set muslimer og koptere forsvare hinanden i Kairo. I Yemen har vi set lokale stammefolk følge en kvinde, Nobelpris-vinderen Tawakel Karman, i kampen for frihed. Og vi har set de arabiske medier indlede en moden debat om demokrati, forfatning og islam i den moderne stat frem for at sprede misinformation og ublu propaganda.

Men overgangen må ikke standse ved det. De nye og de gamle politiske kræfter bør gå i dialog for at skabe enighed om reglerne for det politiske liv. Når folk bliver deres egne herrer, vil de, der ikke indgår i den politiske proces, i sidste ende stå uden nogen politisk magt.

Andre lande i regionen og også uden for den bør tage det arabiske forår til sig. I særdeleshed bør medlemmerne af Golf-rådet GCC opgive deres tøven og støtte de post-revolutionære regeringer. I sidste ende vil forandringerne i den arabiske verden bidrage til hele regionens økonomiske velstand og politiske stabilitet.

I øjeblikket er Tunesien og Egypten begge ramt af en alvorlig økonomisk krise. Før revolutionen i Tunesien var en halv million ud af en arbejdsstyrke på 3,6 millioner mennesker arbejdsløse, og tallet er siden steget til 700.000. Egypten har mistet omkring ni milliarder dollar ved kapitalflugt i de seneste måneder. Og ifølge landets premierminister, Kamal al-Ganzuri, har de arabiske ”broderlande” alene leveret den ene milliard dollar af de 10,5 milliarders dollar, de har lovet i hjælp og lån.

Hertil kommer, at Tunesien og Egypten indtil videre ikke har modtaget nogen af de 35 milliarder dollar, de var blevet stillet i udsigt af G8-landene. Og i lyset af den aktuelle økonomiske krise verden over er midlerne næppe på vej i nogen nær fremtid.

Regionens spirende demokratier har desperat brug for et arabisk initiativ i stil med Marshallplanen: et program, der kan tiltrække investeringer i stor skala til infrastruktur, industri og landbrug (og regionens store, uudnyttede tekniske kapacitet), så beskæftigelsen kan få et stort løft.

Initiativet bør også opmuntre til fri bevægelighed for varer og mennesker i regionen ved at fjerne toldbegrænsninger og indviklede procedurer, der hindrer den bilaterale og den multilaterale handel. Skabelse af regionale udviklingsbanker og etablering af en hurtig togforbindelse langs Middelhavet fra Alexandria til Rabat vil også tjene dette mål.

Men langsigtede investeringer vil ikke løse den umiddelbare krise. Egypten og Tunesien har brug for straks at få adgang til penge, og deres nyvalgte lederskaber bør ikke tvinges til at gå tiggergang. Golf-landene har før støttet både Egypten og Tunesien. Golf-rådet er selv bedst tjent med at støtte dem igen nu, hvor de går over til frihed.

Samtidig bør USA og EU anerkende de aktuelle forandringers karakter og rækkevidde. Den arabiske offentlighed er fuldt ud klar over de nære bånd mellem Vesten og de faldne diktaturer. Alligevel har de ikke udtrykt ønske om hævn og gengældelse over for Vesten.

Det er på mere end høje tid, at Vesten accepterer det arabiske folks vilje og ophører med at overdrive konsekvenserne af forandring. Vesten bør støtte sandt demokrati i den arabiske verden.

Hvis det arabiske forår slår fejl, vil resultatet ikke blive nye diktaturer loyale mod Vesten, men snarere en tsunami af raseri, som ikke vil skåne nogen. Der er ikke noget farligere end drømme, der er slået fejl. Særligt når disse drømme måske er sidste chance for forandring.

udland@k.dk

Wadah Khanfar er tidligere generaldirektør for den arabiske tv-station Al Jazeera og nu formand for interesseorganisationen The Sharq Forum, som arbejder for reformer i den arabiske verden.© PROJECT SYNDICATE 2012Oversat af Sara Høyrup
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​