Hvor var jeg glad for, at jeg ikke var som dem. Jeg var meget bedre. Men bittert at erkende, at godhed ikke smitter. Jeg måtte nøjes med at nyde min egen. Det gjorde jeg så. År efter år. Jeg var – udi egen indbildning – en chauffør med glorie. Hvor lyste den smukt. Det var næsten for meget at være alene om.

Når jeg passerede steder, hvor der var fartkontrol, måtte jeg bekæmpe en tendens hos mig selv til at hilse noget for kammeratligt på betjentene, mens de passede deres udstyr, hvormed de indfangede syndere. Men egentlig syntes jeg ikke, at jeg behøvede at holde mig så beskedent tilbage. For dybest set var betjentene og jeg jo kolleger: sammen stod vi mod synden. De andres.

Så var der en dag, hvor der kom to breve fra politiet, begge adresseret til min kone, der figurerer som ejer af den herværende bil. Det drejede sig om ikke én, men to fartbøder. Jeg gjorde intet for at tæmme min forargelse: Hvorfor i alverden kunne hun ikke køre ordentligt? Jeg hengav mig til den retfærdiges harme. Måske nød jeg det lidt.

Men jeg blev hurtigt afbrudt. Af et ubehageligt syn. Synet af mig selv – mit kontrafej, der dukkede op i begge breve, var i den grad uden glorie.

Min forargelse forsvandt dog ikke, men fik et andet mål: færdselsloven. Og det mål gjorde den ikke mindre heftig. For jeg havde da ikke kørt spor for hurtigt. Det var en lørdag eftermiddag. Landsbygaden var bred som en parisisk boulevard. Og ganske øde. At holde sig nede på de tilladte 50 kilometer i timen ville være som at lege skildpadde på en motorvej. Så jeg havde følt mig i min gode ret. Den, der ikke er en synder, føler sig altid i sin gode ret.

Men sandheden holdt stand: Jeg havde fået to fartbøder – plus et klip i kortet – på den samme eftermiddag. Uden at bemærke blinket fra den fotovogn, jeg åbenbart havde passeret to gange.

Og i dag accepterer jeg – også i trafikken – mig selv som en synder blandt syndere.