A.P. Møller-Mærsk har fundet en ny topchef til koncernens tankrederi internt
Når Søren Skou til februar træder tilbage som topchef for Maersk Tankers, bliver det 47-årige Hanne B. Sørensen, som overtager roret. Den nyudnævnte topchef er i dag kommerciel direktør i Maersk Line og anser sin kommende jobposition som en unik og udfordrende mulighed.
”Jeg var ikke i tvivl, da jeg blev tilbudt jobbet. Jeg er ny i Tank, men ikke ny, når det kommer til at arbejde i en meget konkurrencepræget industri,” siger den kommende topchef.
Med en kandidatgrad i økonomi fra Aarhus Universitet blev Hanne B. Sørensen i 1994 ansat i Maersk Line, hvor hun har besat forskellige positioner i både Indien, Italien og Singapore. I 2006 blev hun forfremmet til area manager med base i Genova, og i 2008 blev hun udnævnt til chief commercial officer i Maersk Line. Hanne B. Sørensen har således en stor erfaring inden for international shipping og den midlertidige chef for Tankers, Claus V. Hemmingsen, udtaler begejstret i en pressemeddelelse hvor glad han er over, at Hanne B. Sørensen har accepteret rollen som direktør for Maersk Tankers.
”Hanne har bevist, at hun har stærke strategiske evner. Jeg er overbevist om, at hun er den rette person ved roret i Maersk Tankers i en udfordrende tid, der også byder på nye muligheder,” siger Claus V. Hemmingsen.
Forgænger i Tankers, Søren Skou, overtager chefstillingen i Maersk Line efter Eivind Kolding, der i stedet sætter sig i Danske Banks direktørstol, efter at Peter Straarup har valgt at lade sig pensionere.
Hanne B. Sørensen tiltræder sin nye stilling den 13. februar.