Jonas Fruensgaard |
27. januar 2012
Flere europæiske og amerikanske lande har de seneste par år oplevet stigende radikalisering blandt muslimske fanger. Her har der været flere sager om fængselsimamer, der opfordrer til ekstremisme og terror
England, Italien, Tyskland og USA er blandt de lande, som oplever stigende problemer med radikalisering i fængslerne. Og her har der været flere sager med fængselsimamer, som har spredt radikale holdninger og forsøgt at rekruttere muslimer til terrorangreb.
LÆS OGSÅ: Kritik: Mangel på imamer gør indsatte til ekstremisterDet står i skærende kontrast til situationen i Danmark, hvor Kristeligt Dagblad i onsdags bragte artiklen ”Frygt for at fravær af imamer radikaliserer fanger”. Der er bred enighed blandt danske politikere og eksperter om, at der bør ansættes flere fængselsimamer. De er nemlig med til at afkriminalisere de muslimske indsatte og modvirke radikalisering.
Men i flere andre lande er situationen en anden.
Opmærksomheden over for problemet eskalerede for alvor i 2010, da en rapport fra den uafhængige britiske sikkerhedstænktank RUSI fastslog, at der er en kraftig stigning i antallet af muslimer, som bliver radikaliseret i fængslerne i England og Wales. Rapporten anslår, at mellem 800 og 1000 muslimske indsatte vil blive radikaliseret og potentielt kan begå terror i løbet af de næste 10 år.
Fængslerne udgør et centralt rekrutteringssted for ekstreme muslimske organisationer, sagde leder af RUSI Michael Clarke efterfølgende.
”Den tætte koncentration af kriminelle muslimer i fængslerne gør dem utrolig sårbare over for påvirkning fra andre ekstremistiske indsatte, imamer og organisationer,” sagde Michael Clarke til The Guardian.
Siden har der været fokus på fængselsimamerne, der fra flere sider er blevet beskyldt for at medvirke til stigende radikalisering.
Ifølge en radikal muslimsk indsat er fængselsimamerne kun med til at udvikle hans radikale synspunkter og hjælper ikke de indsatte til at blive mindre kriminelle:
”Fængslet ændrer overhovedet ikke mine synspunkter. Faktisk bliver jeg kun stærkere i mine synspunkter,” sagde Shah Jalal Hussain til BBC.
Problemerne hænger sammen med, at imamerne ikke har fået ordentligt fat i de unge muslimer. Og når nogle af dem så kommer i fængsel, bliver de nemt udsat for ekstremistiske påvirkninger fra andre indsatte og imamer, mener Ahysham Ali, der er talsmand for Britisk Fængselsservice og rådgiver for regeringen i England.
”Imamerne er ofte rekrutteret fra udlandet, taler ikke engelsk og kan ikke relatere til de unge muslimer i fængslerne,” sagde han til det britiske netmedie ENInews i forrige uge.
Hen over sommeren 2011 viste flere undersøgelser også tegn på stigende radikalisering i de amerikanske fængsler. Her stod det klart, at forskellige celler med tilknytning til al-Qaeda rekrutterer medlemmer i amerikanske fængsler. Flere fængselsimamer blev i den forbindelse dømt for at medvirke til den rekruttering, forklarer Patrick Dunleavy, der er tidligere leder for kriminel efterforskning i New Yorks fængsler.
”De indsatte er sårbare over for radikalisering via de samme agenter, som er ansvarlige for radikalisering uden for murene,” siger han til The Washington Times.
De problemer står i kontrast til, hvad vi oplever herhjemme, mener fængselspræst og leder af Islamisk-Kristent Studiecenter Lissi Rasmussen:
”Danmark er et lille land med små fængsler og ordnede forhold. Her er fængsels-imamerne med til at modvirke radikalisering. Desuden er der stort set kun Hizb ut-Tahrir herhjemme af ekstreme organisationer. De tæller ikke ret mange og er jo faktisk anti-voldelige.”
Ifølge hende er der langt flere radikale grupperinger i flere af de andre europæiske lande og i USA. Derfor fylder radikalisering også mere inden for murene dér, men forholdene bag tremmerne er også helt afgørende.
”Dér er det jo ofte meget store fængsler med mindre ordnede forhold, hvor der sidder mange sammen i hvert fængsel. Miljøet er mere råt. Derfor spredes ekstreme budskabere nemmere, og man har ikke den samme kontrol med fængselsimamerne som herhjemme,” siger Lissi Rasmussen.
I flere europæiske lande er man bekymret for, at fremtidens terrorister og ekstremister kommer fra fængslerne, mener imamen Ibrahim Mogra. Han er talsmand for Muslimers Råd i Storbritannien og følger sagen om radikalisering af europæiske fængsler tæt.
I lande som Tyskland, England og Italien bør man derfor arbejde sammen om at forbedre forholdene i fængslerne og blive bedre til at kontrollere fængselsimamerne.
”Videoovervågning af fængselsimamernes fredagsbønner og omfattende sikkerhedsgodkenelser er vejen frem. For de fleste fængsels-imamer gør det godt, men blot nogle få kan gøre stor skade,” siger Ibrahim Mogratil Kristeligt Dagblad.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad