Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Kakaokvinden, der blæste til kamp til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kakaokvinden, der blæste til kamp

Agathe Vanie er 47 år og tager sig af ikke mindre end 22 børn og 60 hektar kakaomarker. Opvokset uden en mor og givet væk som seksårig kom hun aldrig i skole, men det betyder ikke, at hun er uintelligent, understreger hun. I 2003 oprettede hun et kooperativ for kakaoproducerende kvinder, og deres succes har banet vejen for, at kvinder omkring lands-byen Boko, hvor hun bor, i dag kan eje land. Normalt tilfalder den ret kun mænd i Elfenbenskysten. –

- Anna Klitgaard.

Fakta

Afrikas nye stemmer

Vestafrikas kvinder vinder frem i politik, i erhvervslivet og stort set alle andre steder i det...
Læs mere
flexblock
Kommenter Hold mig opdateret

Givet væk af sin far som seksårig, gift med en voldelig ægtemand og snydt af mænd i en forening for risavlere. I 2003 fik Agathe Vanie nok og startede sit eget kakaokooperativ for landsbyen Bokos kvinder. I dag er der 700 medlemmer i 24 landsbyer, men det er kun en begyndelse. Formanden håber med tiden at kunne organisere alle Elfenbenskystens kakaokvinder

Spæde kakaotræer står i plasticsække og venter på at blive plantet ud. Hundredvis af kvinder iført støvgrønne gummistøvler, T-shirts og saronger tager hver en plante, placerer den på hovedet og bærer den ud på deres marker rundt om landsbyen Boko 200 kilometer vest for landets finansielle hovedstad, Abidjan. Udplantningen er som høsten om 15 måneder hårdt arbejde, men også en fest for kvinderne. Indtil for få år siden var det utænkeligt, at de arbejdede på deres egen jord og for dem selv, for adgang til land som indtjening fra kakaoproduktion var udelukkende mænds domæne.

LÆS OGSÅ: Liberias kvinder har fået håb
Det samme var beslutninger i samfundet og i familien. Kvinder blev set som mandens eller familiens ejendom i Elfenbenskysten, og det fandt 47-årige Agathe Vanie ud af på den hårde måde som barn. Da hun var fem år, mistede hun sin mor, og kort efter gav hendes far hende væk. Hun endte hos en familie i Abidjan, hvor hun arbejdede for klø, men uden løn i mange år i huset, og først som 15-årig kunne hun vende tilbage til Boko. Men friheden varede kort.

Mere vold og hårdt arbejde var nemlig hovedingredienserne i hendes første ægteskab. Men det slog ikke Agathe ud. I stedet søgte hun skilsmisse og begyndte at dyrke ris og sælge madvarer på det lokale marked, men igen kom mændene i vejen for hendes fremgang, siger hun.

”Jeg var med i en risavlerforening, men mændene snød mig. Jeg ville have, at mine børn kom i skole, fordi jeg aldrig selv har været det, men det var svært for mig at tjene nok til deres uddannelse. Mit problem var, at jeg som kvinde ikke kunne eje land, så jeg var hele tiden afhængig af mænd for at få adgang til jord.”

Annonce
Elfenbenskysten er et af Vestafrikas rigere lande og verdens største producent og eksportør af kakao. Indtil 1980’erne var landet foregangsland for andre i regionen, for næsten 90 procent af børnene kom i skole, og sundhedssystemet var et af de bedste. Faldende verdensmarkedspriser på kakao og kaffe endte dog opturen, og i stedet for stabilitet bragte 1990’erne korruption, kup og kriser. En borgerkrig, der varede fra 2002 til 2004 og efterfølgende politiske uroligheder som følge af valget i efteråret 2010 har skadet landet yderligere, men for Agathe Vanie har de økonomiske tilbageskridt også budt på nye muligheder.

”Familierne omkring Boko er fattige. Mange kvinder er alene, og de skal forsørge mange børn. Jeg har altid vidst, at jeg ville hjælpe kvinder og forældreløse børn, for jeg ved jo, hvor svært det kan være at klare sig. Derfor fik jeg idéen til kvindekoopera-tivet, for alle omkring Boko har erfaring med, hvordan man dyrker kakao.”

I generationer har kvinderne nemlig arbejdet på forældrenes eller mandens jord, men aldrig tidligere har de haft mulighed for at eje deres egen. Det har gjort dem udsatte i tilfælde af død eller skilsmisse, så den opfattelse var den første, Agathe satte sig for at gøre op med.

Flere møder med landsbylederen, mændene og de lokale myndigheder førte i 2003 til oprettelsen af Association des Femmes Productrices de Café-Cacao du Sud-Bandama (AFPCC). I dag har foreningen 700 medlemmer fordelt over 24 landsbyer, og Agathe ejer 60 hektar land. Her dyrker hun kakao, men også fødevarer som madbananer, kasava, yam, frugt og ris, for hjemme har hun en stor familie at mætte.

”Jeg har selv fire børn, min nye mand har fem, og så tager jeg mig af 15 forældreløse. De skal alle i skole, for de skal have en bedre start på livet, end jeg selv har fået. For at tjene lidt ekstra har jeg åbnet en restaurant ved siden af mit hus, så kan familien spise her, og de ældste af børnene tjene penge til kørekort eller andet, der kan give dem adgang til et job med tiden.”

For Agathe er samarbejdet med kakaokvinderne dog det vigtigste. Kun hvis de står sammen, kan de hjælpe andre kvinder med at få skøder på deres jord og derved støtte deres medsøstres selvopfattelse, men også familiernes ve og vel.

Rundt om Boko er mange mænd nemlig gået bort fra at dyrke kakao og planter nu i stedet gummitræer. Problemet er bare, siger hun, at madvarer ikke kan gro mellem dem, og derfor er familiernes fødevareforsyning ikke sikret, hvis høsten slår fejl, eller priserne falder.

Agathe ved af erfaring, hvor afhængige familierne omkring Boko er af priserne på deres produkter. Et af AFPCC’s store problemer er nemlig, at de ikke har adgang til transport til at køre deres kakao ind til de store markeder og derfor må tage til takke med den pris, tilrejsende mellemmænd tilbyder dem. Og prisen svinger meget.

”Et år kan vi få 500 CFA (5,70 kroner) pr. kilo, et andet år næsten det dobbelte. Hvis vi havde vores egne lastbiler og lagerhaller, så kunne vi gemme høsten, indtil prisen blev bedre, så det er vores næste mål.”

Et andet mål er at sælge deres produkter under navnet ”cacao femme” eller kvindekakao. Agathe kan se chokoladebarer med navnet i supermarkederne for sig, og det får hende til at smile forventningsfuldt. Allerede nu er kvinderne i Boko og omegn nemlig kommet langt siden 2003, men alligevel er der stadig mange udfordringer forude, siger hun.

”Kvinder har meget dårlig adgang til kredit her. Land er også stadig et problem at købe for dem andre steder end omkring Boko, så min plan er at udbrede kooperativtanken til andre egne af Elfenbenskysten. Hvis vi kunne overtale mændene i landsbyen til at lade kvinder eje jord, hvorfor så ikke andre steder?”.

I Boko har den nye samfundsstruktur betydet, at familierne har fået flere penge mellem hænderne, og flere børn er kommet i skole. Med to indtægter pr. familie og kvindernes større indflydelse bliver der flyttet på indgroede opfattelser. Kvindernes succes er noget, mændene forstår, og flere vil gerne være med i kooperativet – men det er kun for kvinder, smiler hun.

”Kakaoproduktionen er vigtig for kvinderne og familierne her. Det har givet kvinderne mere kontrol med deres liv og en reel mulighed for indtjening. Mændene kan let skabe deres egne kooperativer, for de har alle muligheder for at købe land og få de rette papirer, men vi skal kæmpe meget hårdere for det. Derfor vil vi også høste succesen af vores arbejde selv og forblive i kontrol.”

I Agathes liv har adgangen til land betydet, at hun nu har 200 kvinder ansat alene på sine egne marker, der giver omkring to ton kakao pr. hektar pr. år. Desuden har hun fået kontakt til både Verdensbanken og det multinationale selskab Nestle, der for nylig gav AFPCC’s kvinder 20.000 nye små kakaotræer. Det er disse, kvinderne i de støvgrønne gummistøvler bærer på hovedet, for det er blevet tid til at plante dem ud på markerne. Selvom de eksisterende træer kan producere kakao i 50 år, så skal der hele tiden tænkes fremad, hvis kvindernes investering skal lykkes.

LÆS OGSÅ: Sierra Leones kvinder har ret til et liv uden kamp
”Vi kan overbevise mændene i Elfenbenskysten om, at vi er lige så gode landmænd som dem ved at vise dem resultater. Derved kan vi lægge pres på lederne af landsbyerne, politikerne og andre, så kvinder får lettere ved at købe og eje jord og optage lån. Først når det mål er nået, kan landet virkelig komme videre og begynde at vende udviklingen, der i mange år har været gået i stå. Vi kan også begynde at kæmpe på andre fronter, for selvom Elfenbenskystens kvinder har fået det bedre, er der stadig mange uligheder mellem mænd og kvinder, som vi kan være med til at gøre noget ved,” siger Agathe, inden hun vender tilbage til kakaokvinderne og de frodige marker rundt om Boko.
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​