Præsident Obama går til stålet

Hos republikanerne er partitoppen helt på det rene med, at sådan bliver det. Derfor vil man gå meget langt for at sikre tidligere guvernør Mitt Romney nomineringen som præsidentkandidat. Han er den eneste af partiets kandidater, som vurderes til at have en chance mod præsident Barack Obama i et valg om økonomien.

Også demokraterne er indstillet på et præsidentvalg om økonomi. Det hidtil klareste tegn var Obamas store tale til Kongressen tidligere på ugen, State of the Union (Nationens Tilstand). Talen var ikke nogen retorisk oplevelse. Men den var fyldt med ideologi, og den viste, at præsidenten ikke agter at gå på kompromis med sine modstandere. Tværtimod. Han gik til stålet.

I det afgørende ideologiske spørgsmål om statsmagten kontra individet giver Obama sig slet ikke. Han betragter staten som et vigtigt middel til at skabe større lighed og retfærdighed i samfundet og som en afgørende partner for erhvervslivet til at få gang i hjulene igen.

Det er modigt gjort. Ikke mindst i kraft af Tea Party-bevægelsens succes, og det republikanske partis efterfølgende højredrejning havde mange regnet med, at præsident Obama ville være kommet sine kritikere delvist i møde.

Hans demokratiske forgænger Bill Clinton gjorde det i en tilsvarende situation. Da Clinton i 1996 genopstillede, efter at hans parti havde tabt et midtvejsvalg, svingede han klart til højre med den berømte erklæring om, at ”epoken med en stærk stat er forbi” (The era of big government is over). Og han blev genvalgt.

I sin tale i denne uge svingede Obama ikke til nogen side. Fremfor at bakke væk fra sit politiske udgangspunkt, holdt han fast i det, og i stedet for at give efter, hvor han kritiseres, gjorde han en dyd ud af sine resultater.

Obama angribes eksempelvis kraftigt for, at han under finanskrisen reddede bilindustrien med offentlige midler. I sin tale fremhævede han denne politik som en kæmpesucces, fordi de store bilfabrikker har fået vendt udviklingen til fremgang.

Et andet eksempel er skattepolitikken, hvor Obama af sine modstandere hænges ud for at ville hæve skatterne for USA’s rigeste. Men er det rimeligt, spurgte han retorisk i talen, at mangemilliardæren Warren Buffett har en lavere skatteprocent end sin sekretær?

Præsident Obamas tale var fyldt med sådanne eksempler, og bundlinjen var, at han vil gå den modsatte vej end republikanernes krav om at rulle statsmagt og velfærdsstat tilbage. Tværtimod vil han styrke begge dele.

Renser man den amerikanske ideologiske debat for tal, er middelklassens frustration for øjeblikket, at USA som samfund ikke længere bygger på fairness. Det kræver vist en forklaring:

Amerikanerne dæmoniserer ikke rigdom og velstand. Tværtimod. Man fejrer succes og ser op til dem, der når langt økonomisk. Men chancen for at gøre det samme skal i princippet omfatte alle. Er man kvik nok, heldig nok og flittig nok skal man have muligheden.

Denne fornemmelse af fairness i samfundet er under voldsomt pres i disse år. I middelklassen er der en voksende fornemmelse af, at man rykker nedad på samfundsstigen, uden chance for at realisere den amerikanske drøm, mens en økonomisk overklasse løber med al fremgangen.

Den af de to præsidentkandidater, som til efteråret kan sætte ord på middelklassens frustration og foreslå de mest troværdige løsninger, vinder valget den 6. november.

Spradebassen Newt Gingrich forsøger efter bedste evne at stille sig i spidsen for et populistisk oprør mod en elite bestående af politikere, finanshuse, ledende erhvervsfolk, medier, lobby-ister og så videre. Det vil næppe fungere.

Hvad mange amerikanere ikke er klar over, fordi valgkampen endnu ikke er blevet landsomfattende, er, at Gingrich i mere end en menneskealder har arbejdet i hovedstaden, Washington, som førende politiker og lobbyist, og han har undervejs tjent en formue.

Hovedudfordringen i valgåret ligger bedre til Obama og Romney. Førstnævnte beviste det ved sidste valg i 2008, og sidstnævnte har den fortid som tidligere guvernør og succesrig erhvervsmand, der så mange gange har givet pote i amerikansk politik.

De to politikere er ideologisk forskellige. Skal staten rulles tilbage, så det private initiativ kan udfolde sig bedst muligt og bringe økonomien tilbage på sporet? Eller skal staten inddrages i et partnerskab med erhvervslivet for at få gang i hjulene igen? Hvilken retning ønsker middelklassen for USA? Det bliver spørgsmålet.