Johan Schmidt Larsen |
27. januar 2012
Offentligt omtalte Karen Blixen sig som ”storyteller”, mens hun over for en snæver kreds af unge litterater – blandt andre Aage Henriksen og Thorkild Bjørnvig – omtalte sig selv som ”Djævelens veninde” og gav ham æren for sin evne til at omforme alt til historier.
Aage Henriksens jævnlige besøg hos Karen Blixen bragte den senere professor i litteratur ud på en rejse, som medførte en række hedenske og okkulte fænomener. Med sig på rejsen havde han sin 10-årige søn, Morten.
LÆS OGSÅ:Besat af baronessenSønnen, Morten Henriksen, er instruktør af dokumentarfilmen ”Bag Blixens maske”. Nu er han mange år efter vendt tilbage til de gamle oplevelser, og det er der blevet både en bog og en film ud af. Det sker alt sammen for at finde ud af, hvem han selv er, hvad det egentlig var, han som dreng blev viklet ind i.
”Bag Blixens maske” er en interessant og velproduceret film. Men filmens hovedtema om Blixens alliance med Djævlen gør det samtidig til en både dragende og skræmmende oplevelse.
Filmen veksler mellem blandt andet fotos, interview med Aage Henriksen og rekonstruerede sort-hvide scener i og omkring Rungstedlund. Det interessante ved filmen er desuden, at Aage Henriksen bakker sine oplevelser med Karen Blixen op med citater og analyser fra hendes værker.
Karen Blixens skjulte dagsorden var at dominere de unge mænd, mens hun samtidig bevarede sine egne hemmeligheder. Hun ønskede blandt andet, at Aage Henriksen skulle have seksuelle relationer til andre kvinder end sin kone. Formålet var tilsyneladende at få ham og ligeså Thorkild Bjørnvig løst fra alle traditionelle og borgerlige bindinger, så deres kunstneriske potentiale kunne udfolde sig frit.
Til Aage Henriksen og Thorkild Bjørnvig betroede hun, at hun som ung var blevet smittet med syfilis af sin mand, Bror Blixen, og derfor var afskåret fra det erotiske liv: ”Da det skete for mig, og der ingen hjælp var hos Gud, og De må kunne forstå, hvor forfærdeligt det var for en ung kvinde ikke at få lov til at elske og favne, da lovede jeg Djævelen min sjæl, og han lovede til gengæld, at alt, hvad jeg herefter oplevede, skulle blive til historier. Og som De kan se, har han holdt sit løfte.”
Set ud fra en kristen synsvinkel var det skæbnesvangert for Aage Henriksen, at han hverken troede på Gud eller Djævelen og dermed ikke havde et overordnet livssyn at navigere efter. Han siger det på følgende måde i bogen ”Bag Blixens maske – Min far, mig selv og månefruen”: ”Djævelen derimod var mig et ukendt herskab. Jeg havde nok hørt frastødende rygter om ham, men som en loyal, dansk akademiker troede jeg ikke på Gud og endnu mindre på Djævlen.”
Karen Blixen gav udtryk for, at hun havde indgået en pagt med Djævelen og var bedste ven med ham. Ifølge Aage Henriksen ønskede Karen Blixen at ”omdanne åndelig stræben til kunstnerisk vilje. Hun ønskede at omdanne de begavede unge mennesker til kunstnere i stedet for til kristne. Hun vidste, hvordan en sådan omformning skulle finde sted, og det var det, hun gjorde”.
Filmen er et vigtigt visuelt dokument til forståelse af Karen Blixens univers. Samtidig er den også et uhyggeligt eksempel på, at ingen af os bør ignorere eller forholde sig neutralt til Djævelens magtmidler og strategi.
Det Nye Testamente advarer os imod at have kontakt med Guds modstander: ”Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævlen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge; stå ham imod, faste i troen.” (Første Petersbrev 5, 8-9).
Martin A. Hansen rammer plet, når han i sin roman ”Løgneren” siger følgende om kampen i det enkelte menneske og i verden: ”Naar du kommer til Meningsløshedens yderste, da ser du, at det hele er en valplads, hvor to Magter slaas. Og et Ingenmandsland gives ikke.”
Johan Schmidt Larsen er missionssekretær og redaktør af filmogtro.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad