Barmhjertighedskamp for næsten. Vi skal bevæges af andres smerte

Som ganske ung knægt blev jeg slæbt gennem det meste af Europa af min far. Formålet var i det store hele at holde ferie sammen med familien, men da min far er historieinteresseret og ikke går af vejen for at lære sine børn et og andet om livet, blev der ofte planlagt et besøg ved en af koncentrationslejrene i nærheden af hoveddestinationen.

LÆS OGSÅ: Tanker ved vandkanten om medmenneskelighed

En af disse somre besøgte vi Linz i Østrig, og der var intet mere oplagt for min far end at henlægge en af de utallige udflugter, vi altid foretog, til Mauthausen. Jeg husker, hvordan vi klemte os ind i den gamle, grønne Passat og kørte gennem en fantastisk bøgeskov på vej op ad bjerget. Uden varsel rejste Mauthausens betonmonument over menneskets ondskab sig foran os i en lysning, og kontrasten kunne næsten ikke være større mellem de skyggefulde bøgetræer og kz-lejrens ensomme konturer i solskinnet.

Én ting var den skærende kontrast, men noget helt andet var at komme inden for murene og opleve de trøstesløse omgivelser der. Særligt husker jeg to ting:

For det første hvordan der var udstillet tegninger, som nogle af fangerne havde formået at gemme for deres undertrykkere. De forestillede forskellige afstraffelsesmetoder, og menneskenes udtryk borede sig ind i min bevidsthed.

For det andet står stenbruddet klart i min erindring. Det var varmt den dag, husker jeg, og turen ned ad de 189 trappetrin sidder næsten stadig i kroppen på mig, når jeg sådan sidder og mindes. ”Dødens trappe” eller ”Himmelstigen” var dens lidet flatterende tilnavn, og det var her, fangerne slæbte sten på op til 50 kilo. Otte dage var den gennemsnitlige levetid for en fange med ”arbejdsplads” i stenbruddet, og når man har gået på trinene, ved man hvorfor.