Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Benægtelse af folkedrab til din ven.
Benægtelse af folkedrab
Fransk forbud mod at benægte folkedrab er forkert
Bare få dage før den internationale markering i dag af Auschwitz-dagen, som er mærkedag for holocaust og andre folkedrab, vedtog Frankrig i denne uge en yderst problematisk lov. Et massivt flertal i landets senat besluttede, at det skal være kriminelt at benægte de folkedrab, som den franske stat officielt anerkender.
LÆS OGSÅ: Auschwitz-dag: Bogholderen fra Auschwitz ser tilbage
Det gælder holocaust og udryddelsen af millioner af jøder, men loven sigter særligt på, at det skal være strafbart at benægte Det Osmanniske Riges folkedrab på kristne armeniere i perioden 1915-1920. Den tyrkiske regering mener, at antallet af dræbte armeniere var på omkring 500.000, mens der blandt uvildige forskere er enighed om, at op mod halvanden million armeniere mistede livet i det 20. århundredes første systematiske forsøg på at udslette et folk.
Tyrkiets benægtelse af folkedrabet har af indlysende grunde været en anstødssten for landets optagelse i Den Europæiske Union.
Annonce
Det ville være utænkeligt, at Tyskland kunne placere sig centralt i et europæisk samarbejde, hvis landet fornægtede sin historiske fortid og ikke ville anerkende eksistensen af kz-lejrene, gaskamrene eller ideologien bag holocaust.
Et demokratisk land må forholde sig kritisk til sig selv og sin historie. Evnen til selvkritik er central for den demokratiske ånd. Derfor er den tyrkiske benægtelse af folkedrabet en skamplet på landet. Dets premierminister, Recep Erdogan, har støttet præsidenten i Sudan, der er internationalt eftersøgt for folkedrab i Darfur, med den absurde begrundelse, at en muslim ikke begår folkedrab.
LÆS OGSÅ: Auschwitz-dag: Bogholderen fra Auschwitz ser tilbage
Det gælder holocaust og udryddelsen af millioner af jøder, men loven sigter særligt på, at det skal være strafbart at benægte Det Osmanniske Riges folkedrab på kristne armeniere i perioden 1915-1920. Den tyrkiske regering mener, at antallet af dræbte armeniere var på omkring 500.000, mens der blandt uvildige forskere er enighed om, at op mod halvanden million armeniere mistede livet i det 20. århundredes første systematiske forsøg på at udslette et folk.
Tyrkiets benægtelse af folkedrabet har af indlysende grunde været en anstødssten for landets optagelse i Den Europæiske Union.
Et demokratisk land må forholde sig kritisk til sig selv og sin historie. Evnen til selvkritik er central for den demokratiske ånd. Derfor er den tyrkiske benægtelse af folkedrabet en skamplet på landet. Dets premierminister, Recep Erdogan, har støttet præsidenten i Sudan, der er internationalt eftersøgt for folkedrab i Darfur, med den absurde begrundelse, at en muslim ikke begår folkedrab.
Men selvom Tyrkiets benægtelse af det armenske folkedrab strider mod både kendsgerninger og fornuft, bør lovgivningen ikke sætte rammer for, hvad en befolkning som den franske skal mene.
En række lande har officielt anerkendt både holocaust og det armenske folkedrab, og nogle, herunder Frankrig, er gået endnu længere og har forbudt benægtelse af holocaust. Frankrigs beslutning om at kriminalisere benægtelse af alle officielt anerkendte folkedrab føjer i praksis det armenske folkedrab til listen.
Beslutningen er et skridt i retning af en politisk kultur, hvor europæiske politikere ligesom i autoritære lande etablerer en officiel historieskrivning, der ikke må anfægtes. Men det er historikere, der skal skrive historien, og ikke politikere, som det sker i Tyrkiet og nu også Frankrig.
Det er svært ikke at anskue den nye franske lov som et kortsigtet forsøg på at imødekomme den armenske diaspora i landet, hvis stemmer kan blive vigtige ved det kommende præsidentvalg. Men noget vigtigt sættes over styr i forsøget på at tækkes vælgerne. Frankrig gør sig skyld i samme brøde, som Tyrkiet begår, bare med modsat fortegn. I Tyrkiet er det forbudt at kalde udryddelsen af armenierne for et folkedrab. I Frankrig er det nu strafbart at benægte, at det var et folkedrab.
Det bør aldrig være et anliggende for politikere at opsætte regler og love for, hvad mennesker må mene. Det er demokratiets og de frie samfunds adelsmærke, at der er plads til alle meninger og tanker, også de allermest fornuftsstridige og afvigende.
Den nye franske lov indskrænker den historiske frihed og ytringsfriheden i landet og føjer sig dermed til en voksende lovgivning, der søger at regulere de frie ytringer. Det sker ikke i Danmark, men udviklingen i en række andre lande er bekymrende. Tyrkiets benægtelse af folkedrabet på armenierne er forkasteligt, men det berettiger ikke Frankrig til at kriminalisere benægtelsen. Det er et godt princip, at et samfund straffer handlinger og ikke holdninger.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
10 vigtigste ting at vide
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
-
10 vigtigste ting at vide om organdonation
