Moderne sladrehanke

Hvad er vigtigst? Dyb loyalitet eller fuldstændig ytringsfrihed? Det diskuteres heftigt og bør diskuteres. Hvordan og inden for hvilke rammer kan embedsmænd fortælle om ulovligheder uden selv at komme i klemme? Og hvordan skal en ledelse stole på, at dens medarbejdere ikke bliver til rene stikkere? Det er til diskussion med brug af det skønne ord whistleblower eller endda whistleblowerordning.

Det engelsk-amerikanske udtryk er kendt i dansk fra 1995. Ordet whistle-blower, som det hedder på engelsk, hvor man oftest bruger to ord i stedet for vores konstruktioner, er dannet til udtrykket blow the whistle, der ordret oversat betyder blæse i fløjten, men altså overført betyder alarmere eller afsløre.

Faktisk stammer udtrykket fra den skik, som engelske politibetjente, de såkaldte bobbies, praktiserer, når de observerer noget ulovligt eller uacceptabelt. De blæser nemlig i deres fløjte, og denne lyd fra fløjten er en meddelelse både til lovovertræderen og til alle menneskene på gaden. De engelske politifolk fløjter også, når de dirigerer trafikken gennem knuder, så whistleblowing handler om adfærdsregulering.

Der er et fint udtryk for en kompliceret problemstilling. De gode, gamle nærbetjente eller gadebetjente kommer på en måde til ære og værdighed i begrebet om moderne ledelse og medarbejderforhold.

På den anden side skifter nærhedsoplevelsen måske fra en tillid til, at landbetjenten vidste om det hele, til at vi må holde øje med naboen, for han laver formentlig ulovligheder. Tilliden mellem mennesker går let fløjten.