Det, som bærer mennesker

De senere år er den religionssociologiske forskning tiltaget, og der laves stadig flere undersøgelser om, hvad danskerne tror på, men der forskes mindre i, hvordan man så at sige gør religionen. Kirstine Helboe Johansen har gjort ritualerne til sit forskningsmæssige speciale, fordi ritualerne er et udtryk for, hvordan man gør religionen.

Et ritual er ifølge Den Danske Ordbog en symbolsk handling eller række af handlinger, der indgår i en religiøs ceremoni. Og Kirstine Helboe Johansens ønske er at trænge ind i ritualet og se, hvilke forandringer det skaber.

”Ritualer kan forandre ting. Derfor giver det mening for et par, som har boet sammen i 10 år og har to børn at blive viet i kirken. Efterfølgende har de en følelse af at være nygifte. Ritualet er kirkens mystiske ’mere end’. Ritualets betydning understreger, at kristendommen ikke kun er for hovedet eller et spørgsmål om evnen til en indre hengivelse. Ritualet kan netop give mening, uanset om man har en stor eller lille tro,” siger hun.

I begyndelsen af 1990’erne begyndte den svenske forfatter og religionspsykolog Owe Wikström både privat og fagligt at arbejde med ritualernes betydning, hvilket blandt andet førte til bogen ”Det blændende mørke”. I bogen udfordrer han læserne til at tage ritualer fra kirkens univers og integrere dem i hverdagslivet. Men hvorfor skal i forvejen travle mennesker indbygge ritualer i hverdagslivet? For at svare på det spørgsmål citerer han den spanske teolog Ignatius af Loyola (1491-1556).

”Bevar ordenen, og ordenen vil bevare dig. Det er centralt at koble rytme og rite sammen, fordi man derved genforbinder sig med sin religion. Det hindrer, at man bliver meget optaget af sine egne følelser, men i stedet kan man fokusere på indholdet. Jeg ser det samme hos mine muslimske venner, som fem gange om dagen vender sig mod Mekka. Den kropslige praksis skaber religionens retning og hengivenhed,” siger Owe Wikström.

Kirstine Helboe Johansen vurderer, at der er grøde i ritualerne i folkekirken i disse år, hvor der tændes lys, udveksles fredshilsner og i det hele taget arbejdes med en sammenhæng mellem krop og tro. Den svenske kirke er på mange måder gået foran i den udvikling, og Owe Wikström ser det som et udtryk for en længsel efter en forkyndelse, som går bag om intellektet. Kirkegængernes lyst til at tænde lys ser han som en stille protest mod tendensen til at reducere den religiøse erfaring til et intellektuelt forklaringssystem.

”Der er en stærk centrifugalkraft i det postmoderne samfund, hvor man nærmest slynges ud fra sig selv. Ritualer bidrager til, at man får en centrering i livet. Vil man i den sammenhæng forsøge at reformulere kristendommens budskab, så er handling og praksis vigtig. Når man tænder lys ved en midnatsgudstjeneste eller knæler ved et nadverbord, virker det som en beskyttelse fra samfundets generelle forvirring, og man kan se ritualet som en slags modstandsbevægelse mod forvirringen,” siger Owe Wikström.

Han rejser meget og har altid en ikon med på sine rejser. De ritualer, som er knyttet til det æstetiske som en ikon, mener han har en særlig appel til vores tid.

”I klassisk teologi taler man om Gud som den gode og sande. Men der findes også det skønne, en æstetikkens teologi, som har været glemt i teologien, men som har særlig appel til ellers overrationelle mennesker,” siger han.

Men kan ritualer skabe mening, når livet er gået i sort? Gør ritualer for eksempel en forskel, når en far har slået sin familie ihjel, eller når den store ulykke rammer på landevejen, og talrige dør? Det spørgsmål har to norske professorer i religionspsykologi, Hans Stiffoss-Hanssen og Lars Danbolt, undersøgt, og de konkluderer, at ritualet har en styrkende betydning.

Norge blev i 1980’erne ramt af en række store katastrofer, og i den norske kirke begyndte man i samme periode at overveje, om man skulle udvikle et ritual, som kunne bruges i kirken ved mindehøjtideligheder i forbindelse med katastrofer. Ritualet blev en realitet i begyndelsen af 1990’erne og har været brugt i forskellige varianter en række gange siden. De to forskere har valgt fire store ulykker i Norge fra en familietragedie til et skibsforlis, hvor der blev afholdt en katastrofegudstjeneste for de efterladte. Flere år efter katastrofen er forskerne vendt tilbage til deltagerne i disse gudstjenester og har bedt dem berette om den betydning, ritualet havde.

”Vi lavede vores interview flere år efter ulykken, og det varierede meget, hvor meget folk huskede. Nogle kunne overhovedet intet huske fra højtideligheden, men flere kunne beskrive, at det var blevet en starthjælp til sorgarbejdet, og mange havde stærke minder om det lystændingsritual, som havde været i forbindelse med højtideligheden. Ritualet havde en styrkende betydning. Samtidig er ritualet med til at sætte nogle andre billeder på katastrofen. I stedet for de første frygtelige minder umiddelbart efter katastrofen, så giver det at være fælles om et ritual en mulighed for at skabe alternative, indre billeder, som man kan se tilbage på,” siger Lars Danbolt, som har samlet resultaterne fra undersøgelsen i bogen ”Gråte min sang”.

Som sommerens terrorangreb i Oslo og på Utøya har vist, så har nordmændene generelt et bredt ønske om at gå til kirken, når katastrofen rammer. Lars Danbolt kalder det et paradoks.

”Vi har et samfund, som er blevet mere sekulariseret, men samtidig har vi fået en øget brug af ritualer. Uanset om man er religiøs eller human etiker, så har man brug for ritualer ved både sorg og glæde. Ritualet er en måde, hvorpå du gennemlever det hændte, og dermed kan ritualet være begyndelsen på en bearbejdelse af det hændte. Og særligt når det gælder vanskelige ting, har vi trods en vaklende tro et behov for at gennemleve det i relation til det, som opleves helligt,” siger Lars Danbolt og citerer den østrigsk-amerikanske professor i sociologi og teologi Peter Berger, som har sagt, at religion handler om skabe kosmos, når alt falder fra hinanden.

”I praksis vil det sige, at man søger de ritualer, som kan hjælpe den enkelte til at knytte an til det hellige,” siger Lars Danbolt.

Ritualer kan ligefrem være godt for det mentale helbred, siger den danske religionspsykolog, ph.d. Peter la Cour, som er specialist i sundhedspsykologi.

”Det er urmenneskeligt at bruge ritualet som en bearbejdende handling, hvor man deles om følelserne og dermed bryder ensomheden. Ritualet skaber samtidig en slags orden, hvor der før var kaos, og i denne orden kan de følelser, som før var ren sorg, forvandles til noget andet, og angsten kan dæmpes,” siger han.

Sigmund Freud (1856-1939) er en af de psykologer, som tidligt fik blik for ritualets betydning. Han har beskrevet, hvordan ritualer kan være angstdæmpende hos børn, og Peter la Cour mener, at denne del af Sigmund Freuds lære også har aktualitet i dag.

”Kirken kan dæmpe folks angst, og det er måske en af de fineste opgaver, kirken har. Angsten og meningsløsheden er alt det, som står foran næsen på os hver eneste dag. ’Projekt-livet’ kan let synes meningsløst, for vi ved godt, at vi er dødelige, og at det ender galt til sidst. Men for at forholde os til det tilsyneladende meningsløse, bruger vi ritualerne,” siger Peter la Cour.

Skal Peter la Cour pege på et ritual i højmessen, som han vurderer kan være angstdæmpende, er vi tilbage ved Jakob Zeuthen og den store radiomenighed. Nadveren og den aronitiske velsignelse er de ritualer i gudstjenesten, som i særlig grad styrker sjælen.

”I generationer har man sikkert vidst, at det at modtage velsignelsen eller knæle ved nadverbordet var angstdæmpende, men man har haft andre ord for det,” siger Peter la Cour.