Dåben gav sikkerhed midt i krigen

Som barn blev hverken han selv eller hans søskende døbt – de skulle selv vælge, om de ville døbes, når de var gamle nok til det. Hans søskende valgte dog at lade sig døbe, så de kunne blive konfirmeret. Men det ville Jody Rishworth-Nørgaard ikke. Han følte ikke, det ville være rigtigt at blive døbt og konfirmeret bare for at få gaver.

Men da han pludselig som soldat blev konfronteret med livets skrøbelighed, trængte spørgsmålet om dåb sig på igen.

Med dåben følte han, at nogle ting faldt på plads, hvis det værste skulle ske.

”Der var nogle helt faste rammer for de pårørende for, hvad de skulle gøre, hvis det skulle gå galt – så de ikke skulle til at finde ud af, hvad de nu skulle gøre med mig,” siger han og hentyder til en eventuel begravelse uden dog at nævne ordet.

Fra de brune lædersofaer i huset ved Faaborg, hvor Jody Rishworth-Nørgaard bor sammen med sin kæreste og lille søn, er der langt til den virkelighed, der var hans i de måneder, han var i Afghanistan. Alligevel falder det ham ikke let at bruge ord som død og begravelse, når han fortæller om sit valg om at blive døbt.

Men valget handlede ikke kun om ansvaret over for familien, som da heller ikke i første omgang fik noget at vide om dåben. Det betød også noget for ham selv i situationen dernede.

”Jeg vil ikke sige, at jeg begyndte at tro mere på Gud, end jeg havde gjort tidligere, men jeg fik et holdepunkt. Noget at holde fast i. Man var ligesom ikke alene på en eller anden facon, men det er svært at beskrive,” siger han med et undskyldende grin.

”Der kom lidt mere ro på.”

Og det kunne der godt være brug for i en hverdag med patruljer, baghold og beskydninger.

”Jeg har sammen med en kammerat løbet hen over en mark for at se, om vi kunne få bilerne i sikkerhed i en udtørret flod. Der var det, som om alle skuddene blev rettet mod os. Når man står midt i det, tænker man ikke så meget over det, men bagefter kører tankerne,” siger Jody Rishworth-Nørgaard og fortsætter:

”Man tænker på, hvor tæt man var på, og hvad der kunne være sket. Og det er faktisk ret hårdt, når det går op for en, at der var nogen på den anden side, der ville en til livs.”

Selvom soldaterne ikke snakkede meget indbyrdes om liv og død, men i stedet spøgte lidt med det for at holde det på afstand, mødte mange alligevel op til de gudstjenester, feltpræsten holdt.

”Jeg tror, mange havde brug for noget at støtte sig op ad og holde fast i. Til gudstjenesten er der ikke nogen, der får at se, hvad man gør sig af tanker. Man kan sidde der og tage det til sig, som man har brug for,” siger Jody Rishworth-Nørgaard.

Selv kunne han godt finde på at sende en lille bøn til Gud – ikke på knæ og med foldede hænder, pointerer han med et grin:

”Når man var til gudstjeneste og fik det pusterum og ligesom kom tæt på sine tanker, så tænkte man også lige ... Jeg vil ikke sige, at man bad for sit liv, men man sendte da lige en lille tanke.”

bruun@k.dk