Organdonation bør belønnes. Det redder liv

Undskyld, hvad kan jeg få for mit hjerte? Det var overskriften på et debatarrangement, hvor jeg var en af paneldeltagerne. Skal vi belønne de mennesker, der donerer deres organer og dermed redder meget syge mennnesker på venteliste? Skal vi hædre og ære disse personer?

Ja, naturligvis. Når vi i andre sammenhænge gør noget særligt eller noget ekstra, bliver vi belønnet eller hædret. En ekstra arbejdsindsats belønnes med ekstra betaling. Redder man en person ud af et brændende hus, hædres man. Donerer man penge til Statens Museum for Kunst, kan beløbet trækkes fra i skat. Men donerer man livsvigtige organer, belønnes man ikke. Det er da tankevækkende.

Dog, under særlige omstændigheder belønnes man. Jeg blev belønnet i stor stil, da jeg gav en nyre til min søn. Jeg blev belønmnet ved at få ham tilbage til livet. Ved at se ham vågne op som født på ny med klare øjne og røde kinder efter at have været dialysepatient – en behandling, som alene holder folk i live.

Den belønning var min tilskyndelse til at handle. Det var overhovedet ikke et spørgsmål om at være modig, som mange dengang mente. Men jeg havde ikke forud for min søns sygdom og nyresvigt haft nogen tilskyndelse til at handle. Jeg var ikke registreret som donor; ingen i familien var registreret som donor. Det er jo situationen for rigtig mange danskere i dag.

LÆS OGSÅ: Hans nyre blev til et nyt liv

Er det så etisk at belønne og ære donorer? Det er jo det spørgsmål, der altid bliver stillet. Mit modspørgsmål er: Er det etisk forsvarligt at lade dødssyge mennesker – som vi har mulighed for at redde – dø på en venteliste? Det er lige så vigtigt at have fokus på den syge, den, der er i nød.

Er det praktisk muligt at udforme en belønning? Vi kan hente inspiration fra udlandet: livslang sundhedsforsikring, prioritering på venteliste til den, der er registreret som donor, et stipendium i den afdødes navn, et bidrag i afdødes navn til en velgørende organisation, begravelseshjælp eller en medalje!

Vores samfund – som jo er os alle sammen – kunne sammen med private skabe en fond til honorering af donorer. Et sådant skridt ville være et meget stærkt signal fra fællesskabet om, at vi støtter organdonation og finder det at give et organ af allerstørste betydning og vigtighed. Det redder liv.

Karin Riis-Jørgensen (V) er tidligere medlem af Europa-Parlamentet og organdonor