Velsignelsen er et højdepunkt

Præsten løfter armene og siger:

”Rejs jer og modtag Herrens velsignelse.”

For nogle af tilhørerne på bænkerækkerne kobles automatpiloten på, og de rejser sig troskyldigt uden at tænke nærmere over det. Præsten lader ordene fylde rummet:

”Herren velsigne dig og bevare dig!

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!

Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!”

Der er også kirkegængere, for hvem velsignelsen fremkalder alt andet end en mekanisk reaktion. Det er netop hér, de største ord i gudstjenesten lyder.

”Velsignelsen er for mig gudstjenestens højdepunkt. Det er her, jeg får en direkte besked fra Vor Herre om, at jeg er ønsket og villet. Der bliver lyst over mig. Jeg kan trygt bevæge mig ud i verden vel vidende, at jeg er fri, og min Herre er med mig,” siger Anders Ryelund, der er fuldmægtig ved Aarhus Universitetshospital.

For ham behøver velsignelsen ikke lyde fra en præst i en kirke for at fungere. I en årrække under sin studietid arbejdede han i en konfirmandklub, og her var han med til at arrangere, at børnene sang velsignelsen til hinanden.

”Jeg kan også sige velsignelsen til mig selv og opleve dens særlige betydning. Velsignelsen er for mig nogle ord, der udtrykker min grundforståelse af kristendommen,” siger Anders Rye­lund.

Velsignelsen er et af de faste ritualer i gudstjenesten. For en del danskere i dag er ritualerne noget, der gennemløbes, uden at det kalder til nærmere eftertanke. Anderledes for Kirsten Holst, der er privatpraktiserende psykolog i Gl. Rye ved Silkeborg. Hun kan til fulde genkende Anders Ryelunds oplevelse. Men hvor det for fuldmægtigen fra Aarhus er et ritual, der rammer hans bevidste tænkning, så frembringer velsignelsen for psykologen også en spirituel dybde.